I maj blev P1’s dokumentarpodcastserie Det perfekte offers tredje ”sæson” udgivet. Den stiller, ligesom de to forrige sæsoner, skarpt på behandleres udnyttelse af sårbare patienter.
Har du ikke hørt de to andre ”serier”, Det perfekte offer og Det perfekte offer II, kan du sagtens høre denne først, da hver sæson omhandler en forskellige sager i diverse sundhedsområder.
I denne anmeldelse kan du læse, hvorfor vi mener, at Det perfekte offer III er et lyt værd.
Gentager historien sig virkelig?
Fællesnævneren for de tre sæsoner er, at de behandlere, vi har tillid til skal hjælpe os midt i store livstruende kriser, ikke nødvendigvis har helt så ædle hensigter på sinde, som de burde i deres position af magt. Ydermere er lighedspunktet for de tre sæsoner også, at du som lytter nok skal blive meget vred, trist og forarget. Og så har jeg ikke lovet for meget.
LÆS OGSÅ: Guide: 3 danske podcasts alle kan lytte med på
I Det perfekte offer III tager podcasten omdrejningspunkt om behandlingsforløbet Krop og Kræft, som Odense Universitetshospital tilbyder kræftpatienter. Det er et træningsforløb, som byder på hård konditions- og styrketræning sideløbende med kemobehandlingen i et fællesskab med andre kræftpatienter.
I 1½ måned træner patienterne sammen, da man har erfaret, at den hårde træning mindsker en række af bivirkningerne ved kemobehandlingen. Til at stå i spidsen for Krop og Kræft ansætter Odense Universitetshospital en mandlig fysioterapeut, der tidligere har arbejdet med genoptræning af netop kræftpatienter, samt to sygeplejersker – Lene og Mette.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: P1s ‘Kostskolen’ pakker ikke uhyrlighederne væk
Et godt initiativ for patienter, der kæmper med næb og kløer for at forblive her i livet. En oplagt mulighed for behandlere for at hjælpe mennesker i nød; eller opnå et magtforhold, som kan bruges til at opnå præcis det, man ønsker.
Det etiske dilemma
P1’s dokumentar stiller i løbet af syv afsnit spørgsmålstegn ved den magtrelation, og fremfor alt den afhængighed, der kan opstå til en behandler, når man som patient står i en ekstremt udsat position.
Helt konkret stiller serien spørgsmålet: ”Ophører et afhængighedsforhold til den behandler, der har hjulpet én midt i ens livskrise, bare fordi han eller hun ikke længere er ens behandler?” Og her har du temaet for denne sæson af Det perfekte offer.
LÆS OGSÅ: De 5 bedste film og serier i 2021 indtil videre
Det er ikke nogen spoiler at sige, at fysioterapeuten udnytter, at han har nogle meget sårbare kvinder mellem sine hænder i Krop og Kræft forløbet. Og når han så bliver upassende i sin kommunikation og handling med dem, efter deres behandlingsforløb er afsluttet, er det så helt i orden?
Det er heller ikke nogen spoiler at sige, at du allerede efter første afsnit kommer til at sidde og vende dilemmaet rundt i hovedet – og det kommer du til i alle syv afsnit.
Manipulation af livstruede
Hvordan kan disse situationer overhovedet opstå? Det kan de kun, fordi nogle meget bange, ensomme og kræftsyge kvinder bliver forført af en fysioterapeut, der ved lige præcis, hvad han skal sige til én, som har mistet alt sit hår – og hvis krop, partnerskab og mentale helbred er hårdt medtaget af at kæmpe for livet.
LÆS OGSÅ: 5 gode lydbøger til din sommerferie
Men gør han noget forkert, når han først indleder affæren, efter forløbet er afsluttet? Det er blandt andet dette, som serien forsøger at sætte fokus på. For, hvis du føler, at en behandler har været med til at holde dig i live, så forsvinder denne relation og magtbalancen mellem behandler og patient ikke blot, fordi forløbet afsluttes.
Og det åbner op for muligheden for et misbrug af magtpositionen – selvom det teknisk set ikke er ”forbudt”, eftersom forløbet er afsluttet.
Det perfekte offer III får dig til at spekulere
Jeg hørte denne sæson over to dage, og var dybt begravet i spekulationer om, hvornår noget er udnyttelse af patient-/behandlerrollerne, samt hvornår der er tale om to voksne mennesker, som er i stand til at samtykke til at indgå i relationer.
LÆS OGSÅ: Guide til nye podcasts: 5 podcasts du kan høre i juni
Problemet med at binge alle episoder over to dage er, at man lidt får samme fornemmelse omkring udsendelsen som med amerikanske reality-serier, hvor der efter hver reklamepause går ufattelig lang tid med at opsummere, hvad der skete lige før pausen. Jeg skal ikke kunne sige, om man sidder med samme følelse, hvis man er lidt mere fornuftig og tager den over måske bare fire dage, men for mig endte det med at blive et irritationselement.
Det er ærgerligt, for jeg synes virkelig, det er vigtigt, at vi holder fokus knivskarpt på, at vi igen (igen!) har en sag, hvor et hospital ikke har taget rettidig handling, og i det hele taget har reageret som en høne uden hoved. For det så vi også udspille sig allerede i første sæson af Det perfekte offer.
LÆS OGSÅ: 5 gode kriminalgåder til en aften i godt selskab
Udsendelsen er virkelig god, og kommer i den grad til at give dig stof til eftertanke. Og, som altid, er tilrettelægger og oplæser Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen fabelagtig til at tage os igennem episoderne med sin geniale og flydende radiostemme.
Info om Det perfekte offer
- Hvor: P1 / DR.dk
- Udgivelsesdato: 21. maj 2021
- Episoder: 7 stk
LÆS OGSÅ: 5 af de mest populære podcasts i 2021
LÆS OGSÅ: De fem mest spændende spillere på det danske EM landshold