Sound of Metal formår at være utroligt fængende, intens og empatisk via fantastisk skuespil og en fremragende lydside.
Ruben (Riz Ahmed) er trommeslager i metalbandet Blackgammon sammen med guitarist og forsanger Lou (Olivia Cooke), som også er Rubens kæreste. Imens parret er på turné i USA, mister Ruben pludselig hørelsen.
Rubens adfærd bliver efterhånden selvdestruktiv, og det går ud over Lou. Derfor rækker Lou ud til Rubens sponsor (Ruben er tidligere heroinmisbruger), som får dem i kontakt med et fællesskab for døve mennesker.
Gruppen er ledet af Joe (Paul Raci), en krigsveteran og tidligere alkoholiker, der mistede hørelsen under Vietnamkrigen.
En større omvæltning
I filmens indledende scener ser vi Ruben som en mand, der lever det liv, han drømmer om. Han laver musik sammen med sin kæreste, de bor sammen i den autocamper, som de turnerer med, og det lader til, at den høje musik og samværet med Lou giver ham en indre ro.
Derfor er Rubens døvhed, der opstår på grund af mange koncerter på kort tid, en omvæltning af hans liv, han ikke kan acceptere. Sound of Metal fremhæver, hvordan en livsændrende begivenhed kan være vejen til personlig forandring. På både godt og ondt for Ruben.
LÆS OGSÅ: Kærestetid: 5 film og serier I kan se sammen i foråret
Ved at fokusere på Rubens usikkerhed og ønske om at vende tilbage til livet, før han blev døv, formår filmen at skabe et empatisk karakterstudie, der viser, at Rubens døvhed ikke behøver at være et handicap. Især fordi hans talenter som musiker stadigvæk kan bringe glæde blandt de døve mennesker i Joes fællesskab.
Fornemt skuespil over hele linjen
Riz Ahmed leverer en fantastisk præstation her i Sound of Metal. Hans intense levering og udstråling viser en lavmælt sårbarhed, der gør Ruben til en karakter, som er let at relatere til. Han er både overbevisende som en mand, der er desperat efter at få sit gamle liv tilbage, og når han fortæller jokes til Lou om Jeff Goldblum. Han er sågar også yderst charmerende i de støjfrie omgivelser i de døves fællesskab, hvor han lærer de døve børn at spille trommer.
Olivia Cooke er eminent i rollen som Lou, som er filmens følelsesmæssige omdrejningspunkt. Det er skønt at se Riz Ahmed og Olivia Cookes kemi på skærmen, da ethvert øjeblik med Ruben og Lou føles som at se et par, der er perfekt for hinanden på deres skæve måde. Alligevel er det lidt ærgerligt, at Olivia Cooke desværre ikke har så meget tid på skærmen, da hendes karakter godt kunne blive udforsket meget mere, end tilfældet er.
LÆS OGSÅ: De gode samtaler: 5 film vi altid taler med vores venner om
Oveni dette kan man også fremhæve Paul Raci og hans præstation som Joe, der med sit forstående sind giver både Ruben og seeren en bedre forståelse for det at være døv. Han er i høj grad med til at slå fast, at døvhed ikke er et handikap, men en livsændring, som kan give et nyt syn på tilværelsen. Det er en stærk og underspillet præstation, som efterlader et stort indtryk.
Exceptionel lydside
Brugen af lyd, og stilhed for den sags skyld, spiller en stor rolle i forhold til at vise, hvordan Ruben bliver påvirket af at være døv. Lydsiden er simpelthen fantastisk her i Sound of Metal. Især fordi filmens brug af lyd og stilhed opvejer for filmens visuelle side, som desværre ikke fremstår særligt bemærkelsesværdig.
I løbet af filmen bruges høje lyde til at fremhæve den indre uro, som Ruben undertrykker gennem sin musik. Det er derfor yderst tragisk, at Rubens følelsesmæssige balance fratages ham tidligt i filmen, hvor den snigende stilhed formår at skabe en grum følelse af ubehag for både seeren og Ruben.
Med det sagt, så formår Darius Marder også at bruge filmens mere lavmælte øjeblikke til vise os, at Rubens døvhed kan føre til en ny, rolig livsstil. Man kan ikke lade være med at blive tryg i fraværet af lyd, hvilket Ruben så småt også oplever under sit ophold i Joes fællesskab for døve mennesker. Derfor bliver filmen også mere kaotisk, når både høje og forvrængede lyde begynder at finde deres vej tilbage i filmen. Vel og mærke efter Rubens eget ønske.
Et formidabelt karakterdrama
Sound of Metal er for mig et af de mest interessante karakterstudier inden for de seneste år. Riz Ahmeds skuespil fortjener enhver ros, da han formår at levere en af de mest intense præstationer i sin karriere. Hans sårbarhed og kaotiske sind gør, at man føler enhver kompleksitet, som filmen vil fremhæve om Ruben og hans personlige udvikling.
Den fremragende brug af lyd og stilhed giver filmen en unik kvalitet, som ikke bare gør det lettere for den normalthørende seer at sætte sig ind i Rubens døvhed. Samspillet mellem lyd og stilhed viser såmænd også, at en uønsket livsændring kan være nødvendig i forhold til at sætte vores liv i et nyt perspektiv.
LÆS OGSÅ: De bedste: 5 favoritfilm of ALL TIME
Sound of Metal er en film der viser, hvor hårdt det er at omstille sig til at miste hørelsen. Men samtidig viser den også, at det de fleste ser som et handicap i stedet bare er en anden måde at leve livet på. En uønsket livsændring kan også føre til noget positivt. Det er et budskab, der kommer igennem på fremragende vis, og som mange af os bør tage ved lære af.
Fakta om ‘Sound of Metal’
Instruktør: Darius Marder
Manuskriptforfatter: Darius Marder og Abraham Marder
Medvirkende: Riz Ahmed, Olivia Cooke, Paul Raci og Mathieu Amalric
Land: USA
Produktionsår: 2020
Dansk streamingtjeneste: Amazon Prime Video
LÆS OGSÅ: Fik du set dem? 5 gode biofilm du kan streame nu
LÆS OGSÅ: Se dem sammen: 10 film og serier I bør se i foråret 2021
LÆS OGSÅ: Fra Zack Snyder til Leonardo DiCaprio: 5 film vi glæder os til på Netflix i 2021