Der var store forventninger til den nye Space Jam efter 25 års ventetid, men trods flot grafik er filmen et stort og rodet kaos.
Hvis man som barn var stor fan af Space Jam, kunne man ikke andet end at trække på smilebåndet, da nyheden om en efterfølger kom ud. Man så frem til den nostalgiske følelse, som bunder helt tilbage fra 1996, da den første film havde premiere.
Dog skulle det vise sig slet ikke at blive som forventet. I Space Jam: A New Legacy på Disney+ spiller basketball-legenden LeBron James hovedrollen, hvor han skal redde hele verden med sine basketball-evner. Selv om efterfølgeren skulle være en rejs tilbage til barndommens begejstring, lever den desværre let ikke op til seerens forventninger.
Hvad er det nu, den handler om?
I Space Jam: A New Legacy spiller LeBron James en far, der ikke accepterer, at hans søn, Dom, har andre passioner end basketball. Det er et klassisk budskab, hvor filmen fremhæver, at vi ikke skal ændre den, vi er, uanset hvad andre mener. Dog er det ikke kun det, filmen handler om.
Faktisk har den mindst 10 sidespor, der gør, at vi som seere ikke aner, hvad der foregår halvdelen af tiden. Blandt andet kommer seeren med på en rejse, hvor James og Snurre Snup samler et hold af gamle Looney Tunes-karakterer. Det lyder som en nostalgisk rejse for 90’er-børn, men det fungerer egentlig mere som en halv time lang reklame for Warner Bros.
Yderligere handler det om den ikke så berygtede skurk Al G Rhythm, som sidder fast i en teknologisk verden, hvor han har brug for Doms hjælp. Som det allerede fremgår, skal man holde tungen lige i munden, mens man ser Space Jam: A New Legacy.
Et andet ærgerligt element ved filmen er handlingens forudsigelighed. Selv om det er en børnefilm, må der godt være lidt spænding. Seeren ved, hvad det ender med i løbet af de første 10 minutter af filmen, hvilket gør, at scener som den store basketball kamp er mindre spændende. På trods af at det er hele verden, der er på spil i filmen, er man som seer desværre ligeglad.
Tåkrummende skuespil
Noget andet, der absolut heller ikke gør Space Jam: A New Legacy bedre, er skuespillernes præstationer. Filmen er fuld af statisk skuespil og dårlig kemi mellem karakterne. Umiddelbart virker det til, at James blot er valgt til hovedrollen for at gentage traditionen om, at filmen skal indeholde en stor basketballspiller.
Selvfølgelig ville det være underligt uden, når nu Michael Jordan var med i den første. Dog er jeg ikke sikker på, at James er det rigtige valg. For det første krummer seeren tæer hver gang, der er en seriøs scene med James, fordi filmen er fuld af akavede dialoger. Man kan godt mærke, James ikke er på hjemmebane som skuespiller. Lad os sige lige ud, at han nok bare skal holde sig til basketball, for det er virkelig noget, han kan finde ud af.
For det andet er manuskriptet proppet med dårlige vendinger og typiske replikker, så dialogerne virker enormt kejtede for seeren. Det fjerner den emotionelle appel for seere, og det skulle jo ellers netop være en film af følelsesmæssig karakter. Det resulterer i, at konflikten mellem far og søn er fuldkommen intetsigende, og som seer er man meget uengageret undervejs.
Krydser ikke fingre for en 3‘er
Eftersom Space Jam: A New Legacy på Disney+ desværre nok har sat standarden for, hvad man kan forvente af fremtidige Space Jam-film, håber jeg ikke på en efterfølger. Ikke nok med at filmen nærmest bare er en næsten to timer lang reklame for Warner Bros, så lever den heller ikke op til forventningerne fra fans.
Man skulle ellers tro, 25 år er nok til at lave en i det mindste middelmådig efterfølger, men det er det åbenbart ikke. På trods af at det faktisk er noget af en grafisk oplevelse, fejler filmen på basale elementer som handlingsforløb og emotionelle appeller. Dette er på nuværende tidspunkt nok ikke en spoiler alert, men filmen er simpelthen ikke tiden værd.
Afslutningsvis giver jeg Space Jam: A New Legacy to ud af seks stjerner, da filmen ikke bringer andet med sig end skuffelse. Den barndoms-begejstrende og hyggelige Space Jam fra 1996 fortjener en bedre efterfølger end det her.
Faktaboks
Instruktør: Malcolm D. Lee
Manuskriptforfatter: Juel Taylor, Tony Rettenmaier, Keenan Coogler m.m.
Medvirkende: Cedric Joe, Stephen Kankole, Cevair J. Wright, Harper Leigh Alexander m.m.
Længde: 1 time og 55 minutter
Land: USA
Produktionsår: 2021
Dansk premieredato: 15. juni 2021
Dansk streamingtjeneste: Disney+
LÆS OGSÅ: 5 film fra 2021 du aldrig skal se
LÆS OGSÅ: It’s a Wonderful Life: 75 år og stadig relevant i dag
LÆS OGSÅ: Rumble er julens must see, når børnene bliver trætte af de klassiske julefilm