Anmeldelse: Spektakulære ’Bardo’ er en navlepillende ørkenvandring

Alejandro González Iñárritus selvbiografiske Netflix-film ‘Bardo’ er flot, men føles alt for lang og har for få imponerende højdepunkter.

Den mexicanske instruktør Alejandro González Iñárritu havde to forrygende år midt i 2010’erne.

Først med Birdman or (The Unexpected Virtur of Ignorance) i 2014 og året efter med filmenThe Revenant , der endelig indebragte Leonardo Di Caprio en Oscar.

Begge film var successer hos publikum og kritikere, hvor især fotografen Emmanuek Lubezkis mageløse billeder satte en uovertruffen stemning. Tidligere i karrieren havde mexicaneren skabt sig et navn på film, hvor tre eller flere historier blev flettet sammen i en overordnet fortælling med debutfilmen Amores perros (Love Is a Bitch) som hovedværket.

Derfor er der selvsagt store forventninger, når Iñárritu melder sig på banen med en ny film.

Men Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder kommer ikke til at rangere blandt hans bedste.

Et magisk blik bagud

At forsøge at koge handlingen i filmen ned, er i sig selv lidt af en mundfuld på linje med den lange titel.

Hovedpersonen er journalisten og dokumentaristen Silverio (Daniel Giménez Cacho). Han er blevet højtprofileret for sit arbejde og efter at have været bosat i USA i flere år, skal han nu tilbage til Mexico for at modtage en hæderspris. Og hvis vi tror, at vi har jantelov her i landet, er det intet imod de drillerier og kommentarer, som Silverio bliver udsat for af sine landsmænd.

Selvom det lyder meget ligefremt, er udfoldelsen alt andet end ligetil. Både hans egen og Mexicos fortid bliver flettet ind i drømmesynlignende sekvenser, hvor virkelighed og fantasy smelter sammen i en stor pærevælling.

Det gør Bardo til en krævende oplevelse for sit publikum. Alle detaljer er vigtige for at kunne forstå det komplicerede tæppe, Iñárritu forsøger at væve.

Filmen og Silverio er i vid udstrækning et selvportræt over instruktøren selv, og gennem den optik, har filmen merit som et blik ind i Iñárritus tanker og følelser.

At det så er noget af en langgaber, man skal igennem for at blive klogere på mexicaneren, er til gengæld rigtig ærgerligt.

Vanskelig fødsel

Teknisk er der ikke en finger at sætte på Bardo. Billedsiden og kameraarbejdet i det hele taget er rigtig flot og lever fuldt op til det, som man efterhånden har fået for vane af at forvente fra en Iñárritu-film.

Historien kunne dog med fordel være blevet trimmet en del. Instruktøren har selv skrevet manuskript sammen med en af sine faste samarbejdspartnere Nicolás Giacobone, og de gutter har tydeligvis skævet til mestrene Terrence Malick og Alejandro Jodorowski.

Forsøget på at fortælle en livshistorie gennem en eksistentiel krise på poetisk vis med magisk realistisk indflydelse, bliver sjældent rigtig spændende.

Bizarre scener, som når Silverio giver oralsex til sin kone, og deres dødfødte for mange år siden popper hovedet ud af hendes skede, har det rette WTF over sig. Men der er langt imellem de udsøgte snaps.

I stedet er det meget introvert og navlepillende. Det kan man slippe afsted med, hvis ens hovedperson er interessant nok. Men det er Silverio ikke. Han er en jævnt kedelig type fra den velstående kunstneriske klasse. Hans store dilemmaer kan groft sagt skæres ned til to ting: traumet over den dødfødte søn og en eksistentialistisk krise om, hvorvidt han har glemt sin mexicanske identitet og herkomst.

Hovedrolleindehaver Daniel Giménez Cacho gør det egentlig glimrende som Silverio. En skøn scene er til en fest, hvor alle danser stille og roligt omkring ham, mens han har sin helt egen fest til tonerne af David Bowies Let’s Dance.

Der får Bardo noget tiltrængt schwung og energi, som ellers ofte bliver suget fuldkommen ud af historien

Vi skal helt ind i sindet

Et meditativt tempo har sin berettigelse, når det er udført korrekt. Den japanske Oscarvinder Drive My Car er egentlig 20 minutter længere end Bardo. Men takket være et godt manuskript føles den kortere end den mexicanske film.

Bardos 159 minutter lange spilletid føles netop det, lang.

Der er simpelthen for langt imellem de gyldne øjeblikke, hvor Iñárritu viser sine fornemme evner som en af verdens bedste filmskabere. Omvendt er det også sigende for hans karriere. For når han er bedst, er der få, som kan matche ham i niveau.

Desværre har han også et bundniveau, hvor, når man ser bort fra de tekniske aspekter og det gode skuespil, efterlades med en alt for spinkel historie.

Det er meget sigende for Bardo, at Iñárritu siden premieren på Venedig filmfestivalen klippede hele 22 minutter ud af filmen. Det vidner om en fortæller, der har haft vanskeligt ved at skære sine darlings fra. Og det er stadig den fornemmelse, man sidder med efter denne version af filmen er færdig. Den kunne have været bedre, og det er en skam, når der er tale om så stor en mester.

Fakta om ‘Bardo’:
Instruktør: Alejandro González Iñárritu
Manuskriptforfatter: Alejandro González Iñárritu og Nicolás Giacobone
Medvirkende: Daniel Giménez Cacho, Griselda Siciliani mfl.
Land: Mexico
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 16. december 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Årets top-10: De bedste film fra 2022

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Der er desværre ikke ret meget at komme efter i Will Smiths ‘Emancipation’

LÆS OGSÅ: De 10 bedste nostalgiske julefilm