Anmeldelse: ’The French Dispatch’ er en fryd for øjnene men ikke for hjertet

Wes Anderson er tilbage med sin nye film The French Dispatch. Det er et ekstravagant visuelt vidunder med én ærgerlig fejl.

Det er altid med stor fornøjelse, når der udkommer en film af en instruktør, der har en så markant og unik stemme som Wes Anderson. Du ved, du kommer til at se noget ud over det sædvanlige, og The French Dispatch er ingen undtagelse.

En historie i fire dele

Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray, Lost in Translation), indehaver og chefredaktør for magasinet The French Dispatch, er død af et hjerteslag. Per hans ønsker skal magasinet lukke, og en nekrolog skal indgå i den sidste udgivelse. De fire artikler, der er i den sidste udgivelse, udgør byggestenene i filmen.

Den første artikel er skrevet af Herbsaint Sazerac (Owen Wilson, The Wedding Crashers), der cykler rundt i byen Ennui-sur-Blasé og fortæller, hvordan alt har ændret sig igennem tiden, og hvordan det alligevel er det samme.

J. K. L. Berensen (Tilda Swinton, We need to talk about Kevin) fortæller om den fængslede maler Moses Rosenthalers (Benicio Del Toro, Sicario) fund af kunstmægleren Cadazio (Adrian Brody, The Pianist), der vil gøre ham både kendt og rig.

Lucinda Krementz (Frances McDormand, Three Billboards outside Ebbing, Missouri) beskriver Ennuis’ studenteroprør ledt af aktivisten Zeffirelli (Timothée Chalamet, Call Me by Your Name), og hvordan hun går på kompromis med sine journalistiske værdier.

Roebuck Wright (Jeffrey Wright, Westworld) står for at skrive om den kulinariske verden og besøger den berømte fængselskok Nescaffier. Under middagen bliver fængselchefens søn kidnappet, og historien tager en uventet drejning.

Det er filmens rammefortælling, der afbrydes kortvarigt mellem hver historie af Howitzer, der spørger ind til og giver feedback på historierne.

Tarantino spøger

Wes Andersons stil er genkendelig fra det første skud. Alt er symmetrisk sat op, settet er bygget til præcision, og alle skuespillerne er koreograferet ned til millimeteren af deres bevægelser og tale. Det er altid en berigende oplevelse, og der er ingen i industrien, der kan det, som Anderson kan, når det kommer til at planlægge og eksekvere sine skud, og det gælder navnlig i hans senere film

Tre af historierne fortælles primært i sort/hvid med få udbrud af skud i farver. Man fristes til at tænke, at de farverige skud kunne figurere som billederne, der ville være i artiklen nogle steder.

Meget af historierne bliver fortalt i voice over. Det virker til at være artiklerne, der bliver læst højt, hvilket er et interessant greb og en fin måde at give voice over en anden funktion end doven levering af eksposition. Når det er det skrevne ord, der er i fokus i filmen, kan jeg ikke lade vær med at føle, at Andersons store (og veludførte) fokus på det visuelle skaber nogle gnidninger.

Man taler ofte om, at Quentin Tarantino sætter sine films form over deres indhold, og hvis der er noget, Wes Anderson har i spandevis, er det form. Når indholdet så har mangler, kan man hurtigt komme til at bebrejde ham for det samme. Så langt vil jeg dog ikke gå, men jeg læner mig i den retning. Det vigtigste er, at der er en kerne, jeg kan holde fast i.

Alle historierne er velfortalte og har sjove og interessante karakterer, som var en fornøjelse at følge. Filmens pointe er dog ikke at finde i dem men igennem dem.

Kærlighed til journalistikken

Wes Anderson beskriver selv filmen som et kærlighedsbrev til journalistikken, og den er sågar dedikeret til en række journalister.

Nu er jeg fra en yngre generation og ikke vokset op med samme form for journalistik og magasiner, The French Dispatch fremviser, og det ærgrer mig faktisk. Der er noget romantisk over det i den måde, det vises i filmen. Den form for journalistik kan til en vis grad spejles i filmmediet. Det kan få dig til at grine, græde, tænke og diskutere.

Midt i filmen gjorde jeg mig selv opmærksom på, at historierne jo skal forestille at være noget, der skal læses og ikke ses. Det er historier, jeg gerne vil læse. I sidste ende ved jeg ikke, om The French Dispatch udelukkende er en hyldest til journalistikken men mere til det at fortælle historier.

The French Dispatch minder mig på en måde om Martin Scorseses Hugo. Den formår at vise, hvad god journalistik kan, men i modsætning til Hugo har The French Dispatch ikke en karakter, vi virkelig kan hægte os på som seer igennem hele filmen, og det er min ene store anke ved filmen.

Jeg kan ikke få mig selv til at give den fem hjerter men synes alligevel ikke, fire er helt nok. Den bliver stemplet med fire hjerter men tænk det som fire og et halvt.

Faktaboks: ’The French Dispatch’

Instruktør: Wes Anderson
Manuskriptforfatter: Wes Anderson
Medvirkende: Bill Murray, Benicio Del Toro, Jeffrey Wright, Timothée Chalamet, Frances McDormand, Tilda Swinton m.fl
Land: USA
Produktionsår: 2019
Dansk premieredato: 16. februar 2022
Dansk streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Monsterfighten ‘Godzilla vs. Kong drukner i forudsigelighed

LÆS OGSÅ: Den går ikke længere: 10 film der ikke ville blive lavet i dag

LÆS OGSÅ: At lytte til kongen: Stephen King på lydbog