Anmeldelse: ‘The Good Nurse’ simrer af lavmælt, men intens spænding 

The Good Nurse anmeldelse
Eddie Redmayne som Charlie Cullen og Jessica Chastain som Amy Loughren i ‘The Good Nurse’ / Foto: JoJo Whilden / Netflix

Kombinationen af den danske instruktør Tobias Lindholm, to Oscar-vindende skuespillere og en grufuld seriemorder-historie gør ‘The Good Nurse’ til stærk underholdning.  

Nogle seriemordere er mere kendte end andre. Men mens de fleste nok har hørt om f.eks. Jeffrey Dahmer eller Ted Bundy, så er en som Charlie Cullen gået under radaren. Også selv om man formoder, at han kan have slået op til 400 mennesker ihjel. Han er dog ‘kun’ dømt for 29 mord.

Netflix-filmen The Good Nurse fortæller historien om Cullen, eller rettere om hvordan Cullen blev opdaget og fanget. For hovedpersonen er ikke Cullen (heldigvis), men derimod sygeplejersken Amy.

Sygeplejerske med hjerteproblemer

Amy er en hårdtarbejdende alenemor, der oven i børnepasning og sliddet som sygeplejerske også døjer med hjerteproblemer. Men fordi hun er ny på sin arbejdsplads, skal der gå et år, før hendes sygeforsikring træder i kraft, og hun dermed har råd til at få lægehjælp.

Når den detalje nævnes, er det fordi, der i filmen ligger en underliggende kritik af det amerikanske sundheds- og hospitalssystem. En kritik, der også spiller ind i forhold til Charlie Cullen og den manglende kontrol med hans mange hospitalsskift, der var en af årsagerne til, at der gik så lang tid, før han blev opdaget.

Fordi Amy knap kan overkomme de fysiske sygeplejerskeopgaver, hvilket hun forsøger at skjule, virker hendes nye kollega Charlie som en hjælpende engel, da han venligt tilbyder at aflaste hende. De to bliver gode venner, og Charlie bliver også introduceret for Amys lille datter.

På sporet af morderen

Men samtidig med Charlies indtræden begynder patienter at dø. Først på overraskende vis, så på mere mystisk vis, for dødsfaldene tæller også ikke-dødssyge patienter. Men ingen fatter mistanke, for der er ingen synlige årsager.

Det er først, da et par politidetektiver nærmest ved et tilfælde begynder at grave i sagen, at den begynder at rulle. De kontakter Amy for at få hendes hjælp, og hun bliver den medvirkende årsag til, at Cullen bliver fanget. Selv om det umiddelbart stiller hende i dilemmaet: Skal hun forråde en god ven, fordi han er mistænkt for mord, uden at der er sikkerhed for at vide, om han er skyldig?

Ingen sensations-dyrkelse

True crime-historier om seriemordere er et koncept, jeg som udgangspunkt er meget kritisk overfor. Serien Dahmerer et godt eksempel på alt, der er ulækkert ved genren. Svælgen i en perverteret forbryder, der har gjort mennesker og deres pårørende dybt fortræd. For den rene sensationslyst og fascinations-underholdning.

Men danske Tobias Lindholm er instruktøren, der viser, at det kan gøres sobert. Det gjorde han med Efterforskningen og nu også med The Good Nurse. Blandt andet ved at flytte fokus væk fra gerningsmanden og ikke være interesseret i motivationen bag forbrydelserne.

I stedet stiller han skarpt på menneskene omkring, pårørende, kollegaer og opklaringsholdet. Og i The Good Nurseogså på hele systemet, der gjorde Cullens virke muligt. Hospitalsledelser, der vil dække over mistænkelige dødsfald, fordi det får dem til at se dårlige ud i statistikken. At en fyret medarbejder bare kan få arbejde på et nyt sygehus, fordi der ingen kontrol eller rapport er. Og besparelser og personalemangel, der skaber et fortravlet arbejdsmiljø, hvor der ikke er tid til at stoppe op, hvis man synes, der foregår noget underligt.

Dansk instruktør med international succes

Går det så ud over spændingen, når Lindholm flytter fokus? Svaret er ja, hvis man er ude efter en gængs fortalt seriemorderhistorie. De er oftest lavet på opskriften: Vi møder et offer, vi ser lidt til morderen, offeret kommer i morderens hænder, vi ser de grufulde hændelser, vi ser morderen slippe afsted med det, lige indtil politiet kommer på sporet og går på jagt.

Er man åben over for en anden og mindre sensationslysten type spænding, en mere underspillet spænding, får man med Lindholm i stedet en lavmælt, men simrende art, der mere ligger i karakterernes relation. Fra hvordan Charlie Cullen er en sød og empatisk ven overfor Amy, til han diskret i et hjørne betragter en patient dø.

Og dét at turde at gå en anderledes vej og altid at have fokus på det menneskelige er nogle af Lindholms styrker og måske de største grunde til, at han nu har ret stor succes i udlandet (Efterforskningen er blevet rost til skyerne, og han har instrueret et par episoder af Mindhunter). Såvel som herhjemme, selvfølgelig. Han har trods alt skrevet manuskriptet til Vinterbergs succeser Druk og Jagten, udover sine egne ting som Krigen, Kapringen og Efterforskningen.

Oscar-vindende skuespillere

De to hovedroller som Amy og Charlie, bliver heller ikke spillet af hvem som helst. Det er nemlig to Oscar-vindende skuespillere, der har fået lov at udfylde rollerne, og det kan mærkes. Jessica Chastain leverer en gedigen og troværdig præstation, men det er Eddie Redmayne, der for alvor brillerer. Vag og bøjelig ved første øjekast, men med en indre kulde, der kommer til udtryk, da Cullen er presset. Det er et godt set mod-cast af Redmayne, der sædvanligvis gør det i sympatiske figurer, måske fordi manden selv udstråler venlighed.

På den måde har trekløveret Redmayne, Chastain og Lindholm tilsammen skabt en lødig seriemorderfilm, der også rummer en større systemkritisk historie, uden at gå på kompromis med spændingen. Det gør The Good Nurse til en klar seværdig oplevelse.

Fakta om ’The Good Nurse’:
Instruktør: Tobias Lindholm
Manuskriptforfatter: Krysty Wilson-Cairns, baseret på en bog af Charles Graeber
Medvirkende: Eddie Redmayne, Jessica Chastain m.fl.
Produktionsår: 2022
Land: USA
Dansk premieredato: 20. oktober 2022 i biograferne, 26. oktober på streaming.
Dansk streamingtjeneste: Netflix

Total
1
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like