Den britiske franchise ‘Kingsman’ har fået en prequel. ‘The King’s Man’ fortæller, hvordan bureauet The Kingsman opstod i årene under 1. Verdenskrig.
The King’s Man er en kende mere alvorlig end sine to forgængere – eller efterfølgere om man vil – men den er samtidig også en helt utrolig opvisning i fabelagtige actionscener med fuld fart, magisk realisme og helt igennem vanvittige, charmerende og fascinerende karakterer.
En let plot-overflyvning
Filmen åbner, kort før 1. Verdenskrig begynder. Ralph Fiennes (The Grand Budapest Hotel) spiller Duken af Oxford. Han er glødende pacifist, da han tidligere har mistet sin hustru i en krigssituation. Derfor forsøger han at holde sin patriotiske søn fra at involvere sig i den kommende krig. Faktisk forsøger Duken helt at forhindre krigen. Det lykkes dog ikke.
Blandt andet fordi filmens skurk, The Shepherd, (Matthew Goode, The Imitation Game) driver et herligt spil, som involverer Gavrilo Princip, Kammerat Lenin og Rasputin (Rhys Ifans, Notting Hill), og særligt sidstnævnte spiller, om man så må sige, tungen ud af munden i en uhyre veloplagt rolle.
The Shepherd forsøger at puste til gløderne i krigen, mens Duken af Oxford og hans to tjenestefolk, Polly (Gemma Atherton, The Escape) og Djimon Hounsou (Blood Diamond) forsøger at vende tingene i en fredeligere retning. Det gør de blandt andet med et overraskende spionnetværk bestående af tjenestefolk. Meget kreativt tænkt.
Urimeligt fede actionscener
Der kommer ingen spoilere herfra, men det er umuligt ikke at dvæle ved filmens fantastiske actionscener. Blandt andet en næsten 10 minutter lang scene, som involverer både Duken af Oxford og hans søn Conrad i duel med Rasputin. Det hele indledes af en ekstremt erotisk omgang heling af et krigsskadet ben og eskalerer derfra til et slagsmål spækket med æstetisk og visuel nydelse og spor af ballet og orkestermusik.
En anden scene finder sted på slagmarken, hvor sønnike, Conrad (Harris Dickinson, Beach Rats) på en nattemission støder ind i en tysk patrulje. Begge patruljer befinder sig mellem skyttegravene, og enhver støj vil afføde beskydning fra både fjenden og egne linjer. Det løser de på logisk vis, og filmisk er det brutalt, barskt og på samme tid næsten smukt midt i al dødeligheden.
På den måde rummer The King’s Man hele tiden modsætninger. Krig er forfærdeligt. Men får også noget smukt frem hos nogen. Pacifisme er ønskeligt. Men af og til må pacifisten kaste sig ud i det stik modsatte for at nå sine mål. Og hele spillet mellem Duken og hans søn er også en besynderlig blanding af omsorg og stolthed. Og endelig er der hele ideen om, at de to første Kingsman-film havde Eggsy i hovedrollen, og ham er der ikke meget engelsk landadel over. Så der er også et klasseaspekt.
Man kan sagtens ville for meget
På sin vis skal der nok være nogen, der vil anklage filmen for at skræve over alt for mange temaer og komme overfladisk og let hen over dem. Men det er også af og til muligt bare at se en film for ren og skær underholdning. Der er skruet en kende ned for humoren og de kvikke replikker undervejs og tændt lidt mere for tristessen og alvoren.
Det ændrer dog ikke på, at det er en sprudlende film med veloplagte præstationer af skuespillerne, der rammer timing, stemning og trods alt også har mere end enkelte gode replikker at arbejde med. Fokus er bare ikke på samme måde som tidligere på den kække gadedrenge-humor.
Alt i alt er det en fremragende film, som stritter lidt i alle retninger. Og hvor er det skønt, at der er plads til det, og at instruktør Matthew Vaughn tør lade det stritte. Actionscenerne fylder meget, og heldigvis for det, for de er fremragende, og alt det andet er bare nedtælling til mere action og fyld til næste omgang med næverne, knivene eller pistolerne. Se den. For et par timers veleksekveret action med temposkift, historie og tjubang. Herfra er der fem fuldfede hjerter for velserveret og -leveret action.
Fakta om ‘The King’s Man’
Instruktør: Matthew Vaughn
Manuskriptforfattere: Matthew Vaughn, Karl Gajdusek
Medvirkende: Ralph Fiennes, Gemma Atherton, Djimon Hounsou, Rhys Ifans
Streamingtjeneste: HBO Max og Disney+
Varighed: 2 timer og 11 minutter
Premiere: 2022
Land: Globalt
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Skyggen i mit øje’ bringer nyt liv til en glemt historisk hændelse
LÆS OGSÅ: Steven Spielbergs bedste og værste film
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Big Bug’ er et skræmmende blik ind i fremtiden