Anmeldelse: The Many Saints of Newark sigter efter toppen og rammer forbi

Foto: The Many Saints of Newark/Warner Bros. Entertainment Inc/ HBO Max

The Many Saints of Newark er forbløffende og befriende fri for fanservice, men forbindelsen til Sopranos er tynd, og filmen mangler fokus.

Solo: A Star Wars Story er i sig selv en ganske hæderlig rum-film. Der er en masse action, rumvæsener og -skibe, en kærlighedshistorie og tilpas med skiftende alliancer til at holde folk fanget. 

Hvis altså Solo ikke havde været en del af Star Wars universet.

For så ville vi ikke sidde tilbage med en følelse af, at man prøvede at ramme alle de referencer, der er i de originale film. I stedet får vi to timer med en rejse, der både viser, hvordan Han Solo møder Chewbacca, hvordan han møder Lando Calrissian, hvordan han startede som kriminel, hvorfor han skød først, hvorfor han ikke skød først, hvordan han fik fat i Falken osv. osv. osv. 

Det er prequel-syndromet og et af de største problemer for hele franchisen. Der var så meget nyt, man kunne byde på, men i stedet skal vi hvine af fryd, fordi kameraet kører henover blå mælk eller R2-D2, og vi skal spises af med historier om de samme otte karakterer. Filmmagerne er mere bekymret optagede af at give seerne det, de tror, de vil have. I stedet for at lave noget de selv synes er fedt. 

Spøjst, når man tænker på, at The Mandalorian ubetinget er den mest populære af alle nye serier. 

Og det lover virkelig heller ikke særligt godt for The Many Saints of Newark

Bimlende faresignal og manglende omdrejningspunkt

For The Sopranos er en af de to bedste serier, der nogensinde er lavet, hvis du spørger mig. Og at skabe en prequel startede alle faresignalerne hos mig. 

Skal vi nu se, hvordan Silvio fik Ba-Da-Bing? Hvordan Tony mødte Carmela? Bliver det igen en omgang fanservice, hvor skaberne har mere travlt med at vise os ting, vi har set, og mennesker vi kender, mens de holder vejret og venter på hvinene? 

Kort sagt: Nej. 

The Many Saints of Newark finder en virkelig god balance, hvor den lever i det samme univers, og karaktererne (dem der overlever) er de samme med de samme karaktertræk og personligheder, uden at det bliver det centrale fokuspunkt. 

Til gengæld har filmen svært ved at finde ud af, hvad fokuspunktet så i virkeligheden er. 

Hovedpersonen er ”Gentleman Dickie Moltisanti”. I universet er han Christopher Moltisantis far og Tony Sopranos yndlingsonkel, og han har en stor indflydelse i Tonys ungdom og opvækst. 

Filmen falder hurtigt ind i en gænge, som vi har set i utallige gangsterfilm som A Bronx Tale og Godfather, hvilket absolut er meget i The Sopranos’ ånd. 

Der kommer ikke lys i pæren

Den er spændende nok, og den inddrager de raceoptøjer, der plagede USA i slutningen af 1960’erne, hvilket er det mest tydelige nik til tidsperioden. Men gangstere i 1990’ernes Newark kører i de samme biler og går i det samme tøj, som de gjorde 30 år tidligere. Dog med flere joggingbukser. Og som sådan er det meget lidt, filmens tid spiller en rolle. 

Og det samme kan siges om Dickies rolle i familien og hans relevans for historien i serien, der følger efter. 

Det føles aldrig helt relevant, og selvom Tony Soprano spiller en forholdsvis stor rolle, bliver det bare aldrig nok til, at pæren lyser til sidst.

Så ved slutningen har vi set en hæderlig gangsterfilm om en forholdsvis underspillet karakter i serien. 

But … why?

Men den svarer ikke på det vigtigste spørgsmål: Hvorfor skal jeg se den? 

Fra en Sopranos-fans synspunkt var interessen nok til at trække mig ind, og jeg kan da også trække på smilebåndet over at se både Silvio Dante og Paulie Walnuts i unge udgaver. Der er masser af genkendelse, når Vera Farmiga (The Departed, Hawkeye) giver den gas som Tonys mor, Livia, og Corey Stroll (House of Cards, Ant-man) i rollen som Uncle Junior er et af filmens højdepunkter. 

Jeg har set serien mange gange nok til at vide, at de ikke har fulgt historien til punkt og prikke, og at der er visse steder, hvor forbindelserne er så mangelfulde, at det sår tvivl om, hvorvidt de også har ladet hånt om historien i de tilfælde, jeg ikke husker så tydeligt. 

For en, der ikke har set The Sopranos, tror jeg, at den lover noget andet, end hvad serien kan tilbyde. Så som gateway til Sopranos-universet vil den nok ikke virke som tiltænkt. Og for dem, der bare vil se en gangsterfilm, er den ok. Men dog bundet lidt for meget op på kildematerialet. Og det koster også på relevansfaktoren. 

Store fodspor

Det er virkelig ikke nogen dårlig film. Der er godt skuespil. Den er velskrevet og fungerer. Den ville – ligesom Solo – fint kunne stå for sig selv. Valget af Michael Gandolfini er fremragende, og han skaber en fuldt ud troværdig Tony Soprano. 

Men måske den ryger for langt over på den anden side af fanservice-faldgruben? Der hvor, der er for få referencer, og hvor det ville være ok med lidt flere glædeshvin? 

Eller måske den bare ikke når det niveau, som The Sopranos sprængte skalaen med. 

Det er nok i virkeligheden her, problemet ligger. For hvis man skal skabe noget, der hører sammen med det bedste, bliver man nødt til at komme op med noget, der er mere end bare ok. 

Og det er The Many Saints of Newark ikke rigtigt.

Fakta om The Many Saints of Newark
Instruktion: Alan Taylor
Skrevet af: David Chase, Lawrence Konner
Medvirkende: Alessandro Nivola, Michael Gandolfini, Ray Liotta, Vera Farmiga, Corey Stroll og Jon Bernthal.
Længde: To timer
Genre: Gangsterdrama
Streamingtjeneste: HBO Max 

LÆS OGSÅ: Tony Soprano vender tilbage. Se traileren til den kommende Sopranos-film

LÆS OGSÅ: Hvorfor elsker vi ‘The Sopranos’? Derfor …

LÆS OGSÅ: 10 filmklassikere du kan se på streamingtjenesterne denne sommer

Total
1
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like