Anmeldelse: ‘The Sky is Everywhere’ er ungdommens store følelser i et magisk realistisk univers

Hovedpersonen i denne ungdomsfilm mister sin storesøster og skal tackle sorgen, samtidig med at spirende forelskelse pibler frem. Kan man både være ked af det og glad på samme tid?

Det kan let blive en tung omgang, når film handler om stor sorg. Og der er stor sorg. Og det er tunge emner, der fylder i instruktør Josephine Deckers The Sky is Everywhere.

Ungdommens store følelser

17-årige Lennie Walker (Grace Kaufman, Resurrection) har mistet sin storesøster, Bailey, og de to søskende var usædvanligt tætte. Sorgen er stor, og Lennie har svært ved at tumle de mange følelser. De to søskende mistede deres egen mor, da hun var blot 19 år, og både hun og Bailey er døde af en hjertefejl. 

Derfor bor Lennie med sin mormor Fiona (Cherry Jones, The Village) og onkel Big (Jason Segel, Forgetting Sarah Marshall) i et hus i en smuk og lidt magisk skov i det nordlige Californien. Mormoren slås med sine egne dæmoner over nu at have mistet to unge piger, mens onkel Big (ja, det kalder de ham), stener rundt skæv af pot og nok heller ikke har det helt så godt. Der er en del af bikaraktererne i filmen, der forbliver perifere, og onkel Big er en af dem. 

Det gør ingenting, for fokus er på sorgen som 17-årig. Hvad gør det ved Lennie, at hun mister sin søster? Hvordan kommer hun videre? Kommer man videre? Og når hun oplever spirende forelskelse – undervejs endda i den afdøde søsters ekskæreste – er det så et svigt mod søstrenes fællesskab? Skylder man de døde at være ked af det resten af livet?

Sorg gør ondt og fylder det hele

Det gør man selvfølgelig ikke – skylder de døde at være ked af det – men når man står midt i det, kan det føles sådan. Og vejen videre kan føles kulsort og umulig og uoverkommelig. Det formidler instruktør Decker dygtigt, mens Grace Kaufmann som Lennie giver et troværdigt billede af et ungt menneske i vildrede. 

Som ung oplever man mange ting for første gang, og det i sig selv kan være overvældende. Men at miste en nær storesøster i ung alder er forhåbentlig ikke bare en førstegangs- men også en engangsoplevelse. Så alting kører rundt i hovedet på Lennie. Hun og Bailey skulle sammen have været på Juilliard-skolen som artister. Lennie er en forrygende klarinettist, og det sætter heldigvis sit præg på filmens lydspor, der er dejligt fri for sødsuppe-pop og i stedet fyldt med jazz og klassisk musik. 

Med søsterens død vil Lennie ikke længere forfølge den musikalske drøm, og hun selv-saboterer sine muligheder og insisterer i stedet på at dyrke og svælge i minderne. Hun skriver blandt andet ‘instagramable’ noter på papir, som hun slipper løs i naturen. Og i det hele taget er naturen fyldt med minder og følelser for Lennie. Instruktør Decker bruger både skoven og vejret og verden som sådan til leg med realisme og magiske billeder, der forstærker de mange følelser og sætter stærke billeder på følelser uden ord. 

Hvad er det, der kilder?

Den døde søsters ekskæreste, Toby (Pico Alexander, War Machine), hænger ud i haven hos familien og klynger sig formentlig også til mindet. Lennie hader ham, fordi han stjal dyrebar tid fra hende og søsterens fællesskab, men samtidig viser det sig, at han er en forbundsfælle i savnet, og at han som en af få forstår smerten og sorgen. Så Lennie skal navigere i, om det så er forelskelse, når hun nu føler stærkt for Toby. 

Det er det ikke, viser det sig, men Toby fortæller, at han og søsteren var forlovede, og at Bailey endda var gravid. Bum. Mere smerte. På flere niveauer. Hvorfor vidste Lennie ikke sådanne ting? Var de alligevel ikke så tæt? Og hvad er det, der er med ham den nye musiker på skolen? Joe Fontaine (Jacques Colimon, The Society) er ‘et musikalsk geni’ og perfekt castet som ungdommeligt charmerende med store krøller og et blændende smil. Han udforsker sammen med Lennie musikkens verden og får hende langsomt tilbage som musiker. 

En stærk scene forener de to i glæde over Bachs musik, og de ligger ved siden af hinanden i skovbunden med hver sin pod i øret, og magien fører dem svævende til nye verdener og erkendelser. Er det sådan, musikken gør? Er det forelskelse? Igen lader filmen os svæve med i de forunderlige følelser, ungdommen rummer, og hvem har ikke drømt om at dele sit favoritnummer i skovbunden med en, man har kær? 

Livet går videre – trods alt

Man skal købe præmissen om, at det her er en film, der udforsker unges oplevelse af store følelser med udgangspunkt i sorg. Og man skal acceptere, den dobbelttydighed der er i at føle sig forelsket midt i sorgen. Men det bør man. For så venter en oplevelse af en fin lille film, der viser, hvordan det er at opleve noget så intenst i en periode i livet, hvor vi er åbne, ikke helt færdigbagte og samtidig føler alting utroligt intenst. 

Dét formidler filmens instruktør Josephine Decker med den magiske realisme, og de unge mennesker i filmen virker befriende autentiske som unge mennesker frem for aldrende skuespilleres forsøg på at lege unge igen – ingen nævnt, ingen fornærmet! 

Sårbarheden. Sorgen. Erkendelsen af, at ikke alt løses, og ikke alle knuder løsnes, er universel, og frem for en sort film med fokus på tragedien er The Sky is Everywhere en ode til livet, til optimisme og til håb midt i al elendigheden. Den får fem hjerter og en kraftig anbefaling.

Fakta om ‘The Sky is Everywhere’

Instruktør: Josephine Decker
Manuskriptforfatter: Jandy Nelson
Medvirkende: Grace Kaufmann, Cherry Jones, Jacques Colimon og Jason Segel
Streamingtjeneste: Apple TV+
Varighed: 1 time og 43 minutter
Premieredato: 11. februar 2022
Land: Globalt

LÆS OGSÅ: Streamingguide til Star: Tips til gode film og serier på Disney+

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Tinder Swindler’ er 100% værd at se

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Er ‘The Last Duel’ Scotts nye ‘Gladiator’?