Anmeldelse: ’Thor: Love and Thunder’ ofrer næsten alt for et billigt grin

I ‘Thor: Love and Thunder’ krydser Thor klinger med gudeslagteren Gorr, og med for mange jokes af doven karakter ender det som en skuffende oplevelse.

På en fremmed planet beder Gorr (Christian Bale) til sin gud om frelse og en skånsel af sin datters liv, desværre uden svar. Efter en ørkenvandring støder han på sin gud, et arrogant røvhul for at sige det mildt. Guden fejrer nedslagningen af bæreren af ‘nekrosværdet’, et magtfuldt sværd med kraften til at slå guder ihjel.

Gorr bliver sværdets nye bærer og har nu et enkelt mål i sit liv: at dræbe alle guder. For at opnår dette søger han imod universets centrum hvor et væsen ved navn Eternity residerer. Den første der ankommer til Eternity vil få et valgfrit ønske opfyldt.

Noget tid er gået efter begivenhederne i Avengers: Endgame, og Thor (Chris Hemsworth) er tilbage i topform. Med Guardians of the Galaxy tager han rundt i galaksen og hjælper der er brug for det. Han føler dog noget mangler i sit liv, hvilket man må forstå på baggrund af Korks (Taika Waititi) udtalelser i en voice over, for det er ikke noget Thor umiddelbart giver udtryk for i filmen.

Tilbage på Jorden møder vi en kræftramt Jane Foster (Natalie Portman), der hører Thors ødelagte hammer Mjølner kalde på sig. Mjølner vil efter sigende give både styrke og godt helbred til at der betvinger den. Det fremgår så prominent i marketingen at det ikke kan kaldes en spoiler, at Foster bliver en Thor (det er åbenbart en titel og en person på samme tid). Hun får dermed Thors kræfter, men det har nogle uventede (og uforklarede) bivirkninger.

To skridt frem og tre tilbage

Den karakter der lider mest i Thor: Love and Thunder er Thor selv. I Thor: Ragnarok og Avengers: Infinity War bliver han bygget op som en kriger og leder til sit folk med en mere seriøs og handlekraftig attitude. Nu virker han i denne film til tider som en uerfaren praktikant i en ledelsesstilling, der prøver at bluffe sig igennem dagen. Alt sammen for komisk effekt naturligvis. Det lader til at de ikke rigtig ved hvad de skal bruge Thor til i MCU post Endgame.

Christian Bale som Gorr er med længder det mest underholdende i filmen. Han giver den hele armen uden at det virker for meget. Gorr er bare ikke synderlig interessant. Han bliver korrumperet af nekrosværdet, så det er egentlig ikke ham der vil slå alle guder ihjel. Der er ingen motivation for karakteren, intet ideologisk standpunkt for hvorfor han hader (alle) guder. Det er bare tilfældigvis ham der samler sværdet op, hvilket giver karakteren et mål. Det kommer ikke fra karakteren selv.

Jane Foster er også med i filmen.

Thors største relation er med sin økse Stormbreaker der, åbenbart er et bevidst væsen hvilket hammeren Mjølner også er. Alt sammen for komisk effekt naturligvis. Kork forklarer også i voice over hvorfor Thor og Jane slog op, og hvordan de har det med hinanden. Det er altid godt at vi bare kan få det eksplicit forklaret, i stedet at udlede det igennem Thor og Janes interaktioner med hinanden.

For meget kreativ frihed?

Jeg kan ikke forestille mig et tidspunkt hvor jeg ville nævne kreativ frihed og Marvel i samme sætning, men mindre der var et stort IKKE imellem dem. Jeg sidder med følelsen af, at Taika Waititi har fået mere frie hænder til denne film. Jeg tror heller ikke Marvel cheferne har haft særlig meget de VILLE have med, for Thor: Love and Thunder rykker ikke ved karaktererne (Med undtagelse af Thor, der som før nævnt modtager et stort tilbageskridt), eller ved MCUs gennemgående historie.

Filmen fokuserer enormt meget på humor. Hurtige bemærkninger, og skrigende geder (der hurtigt bliver trættende). Næsten alt ofres for et billigt grin. Hvis det er man griner, så vil filmen da være underholdende, selvom den ikke har særlig meget karakterarbejde man kan knytte sig til. Dette må være op til den enkelte om humoren rammer dem, men jeg kan sige at jeg ikke trak på smilebåndet en eneste gang, dette på trods af at jeg fandt Thor: Ragnarok dybt morsom. Humor har altid været en del af Marvel-oplevelsen, men her går det hen og bliver direkte plat.

Mit problem ved denne film kan vel bedst beskrives ved en blanding af en for høj frekvens af jokes, og at mange af de jokes der er, virker meget som at høste de lavt hængende frugter. Jeg sætter heller ikke pris på brugen af Guns n’ Roses musik. Det føles som om den har det med for at have det med, da der sikkert var positiv feedback på brugen af Led Zeppelin i Thor: Ragnarok.

Det er i højere grad (Formodentlig) fordi Waititi er fan af Guns n’ Roses. En karakter i filmen tager endda Axel Roses navn til sig, og har en plakat af bandet hængende i sit værelse. I Ragnarok passer Led Zeppelins Immigrant Song til filmen både i form af plot og tema, og er desuden klippet til actionen for at skabe fremdrift. Selvom jeg heller ikke var særlig glad for dens brug der, kan jeg dog anerkende det som et klogt valg, hvis man vælger at gøre brug af klassisk rockmusik. Taika Waititi slår mig som en instruktør man skal holde lidt i snor, hvis ikke, så ender man med Thor: Love and Thunder.

Tilbage til status quo

Mest af alt virker Thor: Love and Thunder overflødig, hvilket lader til at være det gennemgående tema for fase fire, sammen med at udskrive karaktererne vi kender, fordi skuespillerne ikke fornyer deres kontrakter.

Når filmen er færdig, har den tjent to funktioner, og disse to funktioner er noget af det eneste der virker som beslutninger taget oppefra. Thor er ikke fed længere, og han er ikke på rejse med Guardians of the Galaxy længere. Vi kan jo ikke have at han er på rollelisten til Guardians of the Galaxy Vol. 3.

Filmen bruger for meget tid på jokes, på bekostning af karaktererne. Der er ikke noget der skubber synderligt, hverken for MCUs overordnede historie eller for karaktererne. Når den oven i det heller ikke er særlig underholdende, så ender Thor: Love and Thunder som en af de dårligere og mere overflødige Marvel titler.

Fakta om ‘Thor: Love and Thunder’:
Instruktør: Taika Waititi
Forfatterer: Taika Waititi og Jennifer Kaytin Robinson
Medvirkende: Chris Hemsworth, Natalie Portman, Christian Bale, Tessa Thomson, Taika Waititi
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 7. juli (Biografen) & 8. september (Streaming)
Dansk streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: 5 film, vi ser frem til dette efterår

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Gray Man’ benytter den klassiske action-formel, men ikke meget mere end det

LÆS OGSÅ: Vi Elsker Streaming anbefaler: 6 film, du skal se i september