Anmeldelse: ‘West Side Story’ er en nyfortolkning af en klassiker, men klart værd at se!

‘West Side Story’ er en fortælling, der er kendt milevidt – og spørgsmålet er nu, om der var behov for en ny udgave instrueret af Steven Spielberg.

Det er lidt et dobbeltsidet sværd, for jo, der var vel et behov for en opgradering – nye generationer skal også opleve den verden og den dybe kærlighed, der er til musicalen og Tony og Maria, men samtidigt kan mit lille hjerte næsten ikke bære, at der skal laves en ny.

Vi følger de to unge mennesker Tony (Ansel Elgort) og Maria (Rachel Zegler), der står i hver sin lejr. Tony er en del af the Jets, en bande fuld af hvide drenge med masser af vrede, mens Marias bror er lederen af the Sharks, en lige så vred, dog Puerto Rican-domineret bande, som konstant er på nakken af hinanden.

Tony og Maria finder kærligheden til en skolefest, hvor de trods deres farver og forskelligheder forelsker sig hovedkulds i hinanden. Dette afføder en større debat, der kører sideløbende med en kamp, der ligger lige rundt om hjørnet mellem de to rivaliserende bander.

Det er Romeo og Julie, men uden balkonen – nu med brandtrappen et sted i en baggård.

Sang, dans og respekt

West Side Story har mange ting, der fungerer hamrende godt. Specielt er det dejligt, at farver har fået en stor plads midt i centrum af fortællingen og giver meget mere liv til scenerne; især er jeg glad for, at the Jets’ tøj bliver holdt i kolde farver, mens the Sharks bliver holdt i varme farver, og at der er så meget fokus på det, som en del af historie-fortællingen.

Det betyder også en hel del, at det rent faktisk er folk fra Puerto Rico, der spiller the Sharks, hvor den originale malede deres skuespillere mørkere end de var – og der er meget mere diversitet i filmen, end der var i den originale – det giver virkelig meget nyt liv, og der er klart også flere der nu kan relatere til filmen.

Dansesekvenserne er fuldstændigt eminente. Jeg har ikke en finger at sætte på dem, og især i sangen America og Cool blæste mig bagover samt hele introduktionen til filmen, der er holdt næsten uden sang og fungerer simpelthen fantastisk. Det er tydeligt, at det har haft meget betydning at formidle dansene, så de giver mening, og det kan i den grad ses, især i skuespillerne, der virker til oprigtigt at nyde at danse.

Jeg har heller ikke en finger at sætte på sangene. Jeg er oprigtigt glad for, at der ikke er ændret på sangene fra den originale eller tilføjet nye, som har været lidt en trend i remakes (host, host, Skønheden og Udyret, Aladdin), for de har eddermukme pondus bag sig. Især America og One hand, one heart er exceptionelle. Der er så meget hjerte bag, og det fungerer sindssygt godt, især Ansel Elgort og Rachel Zegler, der formår at få deres stemmer til at spille perfekt op ad hinanden. Jeg har virkelig været blæst bagover af musikken – og der er virkelig også noget ved Cool, som fungerer hamrende godt; det er måske stemningen eller dansen, der gør det, men jeg blev nødt til at gentage sekvensen to gange, fordi jeg var så imponeret.

Jeg var virkelig også imponeret over Ansel Elgorts stemme – jeg havde ingen idé om, hvor dygtig han var, indtil jeg hørte Maria og blev sendt fuldstændigt tilbage i sædet. Derudover er Rachel Zegler absolut fantastisk og fortjener alt ros. Hun er ny på scenen så at sige, og hun brager igennem for fuld skrue, og dominerer skærmen, når hun er på.

Højeste klasse

Hvis der er en ting, der er tydeligt gennem hele filmen, er det virkelig kærligheden til materialet, og hvor vigtigt det var at holde historien forrest. Alt har været i højeste klasse, og Spielberg har virkelig haft omsorg og kærlighed til musicalen, og det kan virkelig mærkes.

Alt fra skuespillet til sangene er eminent, og jeg blev positivt overrasket over, at han havde skrevet en rolle til den originale Anita, Rita Moreno, og det gav faktisk en dybde, jeg ikke havde forventet.

Dog må jeg indrømme, at jeg synes, at der er dele, der bliver lige lidt for meget. Jeg ved godt, at vi forsøger som samfund at skabe større diversitet i film, og det værdsætter jeg, men det virkede altså en kende for meget som pandering at tilføje en non-binær person, hvor alt handler om deres kønsidentitet, som i den grad slet ikke var så meget oppe at vende – eller åbent – dengang.

Derudover (og det er måske en personlig mening) bliver jeg altså træt af at de to hovedroller kender hinanden i ca. 5 sekunder, før de er dybt forelskede, og en halv dag før de er ”gift” – det er simpelthen for meget, og at der ikke bliver taget hånd om det, eller måske bare trukket lidt ud i tiden forstår jeg altså ikke.

Det tager ikke noget væk fra fortællingen eller meningen bag, og slet ikke fra den følelsesmæssige investering, man gør sig i filmen, men jeg bliver nogle gange lidt træt af ”jeg elsker dig og vil aldrig elske en anden”, når de har kendt hinanden i fem minutter og sunget en halv sang til hinanden.

Det er en nyfortolket klassiker, og det kommer selvfølgelig med dens faldgruber – dog er det i de små størrelser, og jeg er sikker på, at nyere generationer vil værdsætte filmen for, hvad den er – nemlig smuk, speciel og et indblik ind i racisme, modernisering i USA og kærligheden, der kan eksistere på mange planer.

Fakta om filmen

Instruktør: Steven Spielberg
Manuskriptforfatter(e): Tony Kushner, Arthur Laurents
Medvirkende: Ansel Elgort, Rachel Zegler, Ariana DeBose, David Alvarez m.fl.
Længde: 2 timer, 38 minutter
Genre: Drama, romantik, musical
Premiere: Biograf – d. 8 december 2021 / Streaming – d. 2. marts 2022
Streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Steven Spielbergs bedste og værste film

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ‘The Batman’: Gider man stadig se på en deprimeret voksen mand i flagemusekostume?

LÆS OGSÅ: Hvis du er fan af ‘Taxi Driver’, vil du nok også være fan af disse tre film