Anmeldelse: ’White Noise’ er lige ved at være en satirisk guldklump

Instruktør Noah Baumbachs Netflix-film ‘White Noise’ excellerer i sin satiriske skildring af akademisk selvfedme i 1980’erne med en helt unik katastrofefilm.

En af Netflix’ ypperste guldfugle, når det gælder kritiker-pleasende film, er newyorkeren Noah Baumbach.

Den 53-årige filmmager brød igennem i 2005 med skilsmissedramaet The Squid and the Whale. Den var løst inspireret af Baumbachs egen barndom. I de efterfølgende år holdt instruktøren et højt niveau med 2010’er-klassikeren Frances Ha som højdepunktet.

Eller det vil sige, ind til Netflix kom ind i ligningen. Filmen The Meyerowitz Stories fra 2017 blev den kortvarige start på Adam Sandler-som-seriøs-skuespiller-næsseancen, og så kom dén.

Marriage Story er Baumbachs magnum opus. Igen er omdrejningspunktet en skilsmisse, og igen er inspirationen hentet fra instruktørens eget brud med skuespilleren Jennifer Jason Leigh.

Baumbach excellerer især i skildringer af den øvre, kunstneriske middelklasse, hvor tankerne og egoet sjældent levner plads til andre end en selv. Med det in mente er det svært at komme på et bedre valg til at adaptere forfatter Don DeLillos monumentbog White Noise. En satirisk apokalyptisk begivenhed set gennem øjnene på universitetsprofessoren Jack Gladney, der underviser i Hitler-studier, uden at kunne ét ord tysk.

Med sin nye hofskuespiller Adam Driver i hovedrollen burde det være en home run for Noah Baumbach. Men er Hvid støj – som er den danske titel – nu også det?

Apokalypse for navlebeskueren

Filmen foregår, præcis som bogen, i 1980’ernes USA. Jack er en feteret professor indenfor sit felt og en af universitetet College-on-the-Hills absolutte stjerner. Med blåtonede briller, bourgeoisi-vom og halvlangt fedtet hår er han legemliggørelsen af alle fordomme om en venstreorienteret universitetsprofessor.

Han og konen Babette (Greta Gerwig) har tre sammenbragte børn og ét sammen. De lever det stilfærdige småborgerlige liv, hvor alle ord, der bliver ytrede, selv fra børnene, lyder som om, de er fra en velskreven teatermonolog. Hvis du ikke er forberedt på det fra begyndelsen, kan det virke meget fremmedgørende. Lige indtil du fanger universets tone.

For det er meningen, at al tale skal være svulstigt ordlir. Det er en del af satiren over de her akademiske småguder, der får ståtrold over deres egne argumentationer. De er teatralske primadonnaer, der lever for den opmærksomhed, de kan få, fra hvad end publikum, de nu engang har.

Da et godstog med farlige kemikalier støder sammen med en tankvogn, opstår der en farlig sky, der tvinger familien fra hus og hjem. Den sorte sky truer olmt og voluminøst på nattehimlen, samtidig med at et tordenskyl melder sin ankomst.

Det emmer af 80’er-gys, når skyen passerer et rødt og gult neon-Shell-skilt i baggrunden, mens Jack uvidende står og fylder benzin på bilen ved den forladte tankstation. Det er eminent filmet af fotograf Lol Crawley, og Danny Elfmans elektroniske underlægningsmusik sætter den perfekte stemning med en snert af ironi.

Baumbachs bezzerwizzer

White Noise fungerer helt klart bedst, når vi er ude af familiens hjem. På universitetet er der for eksempel en herlig forelæsning. Her møder vi Elvis-eksperten in spe, kollegaen Murray (Don Cheadle). Han og Jack redegør hver især for henholdsvis musikerens og Hitlers forhold til deres respektive mødre.

Modvægten er de (desværre) mange scener, hvor handlingen står i stampe, fordi der lige skal vrides et ord mere ind i en nærmest endeløs monolog. Også her får det et element af teater, dog ikke på den overdrevne og charmerende måde.

Det føles i høj grad som unødigt fyld og udelukkende en undskyldning for, at Noah Baumbach kan få lov til at høre sine skuespillere recitere hans og DeLillos ord. Bevares, det gør de da også godt.

Den flade afslutning

Adam Driver i den altdominerende hovedrolle taler, som var han Woody Allen i en Woody Allen-film. Det er den navlebeskuende intellektuelle, som hellere debatterer et emne til døde end at tage en hurtig beslutning. For der er jo uendeligt mange fordele og ulemper ved et givent valg, der lige skal vendes og drejes.

Overfor Driver glimrer Greta Gerwig som den pillespisende hustru. Med den store krøllede 80’er-permanent leverer hun replikkerne med tilpas underspillet gusto. Der er noget fraværende over hende, som om hun er på et andet plan, som harmonerer godt med indtagelsen af de mystiske piller.

Hele opklaringsarbejdet omkring, hvad de er, er langt mere underholdende, end når vi rent faktisk får afsløret, hvad der ligger bag. Det matcher i den forstand også White Noise som helhed. Filmen bliver ved hjælp af titelskilte delt op i kapitler, og der er det uden sammenligning de to første Waves and Radiation og The Toxic Airborne Event, der er de bedste.

Tredje og afsluttende del Dylarama mister lidt af den satiriske schwung, de foregående ellers har opbygget. White Noise minder til tider pudsigt nok til tider om en Wes Anderson-film, bare mindre quirky. Men der er en hel klar æstetisk og stilistisk overvægt på bekostning af den gode og stramt fortalte historie.

En ny retning

Anderson og Baumbach samarbejdede i øvrigt på manuskripterne til førnævntes The Life Aquatic with Steve Zissou og Fantastic Mr. Fox. Og næste gang er Baumbach aktuel som medmanusforfatter på Gerwigs meget imødesete film Barbie med Margot Robbie som den titulære hovedperson og Ryan Gosling som Ken.

White Noise er måske ikke instruktørens bedste, men den markerer i hvert fald en ny retning, hvor han begiver sig ud i uvante genrer. Nu skal Baumbach bare turde omfavne genrefilmene fuldt ud, og så bliver det rigtig godt.

Fakta om ’White Noise’:
Instruktør: Noah Baumbach
Manuskriptforfatter: Noah Baumbach
Medvirkende: Adam Driver, Greta Gerwig, Don Cheadle mfl.
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 8. december 2022 i biograferne, 30. december 2022 på Netflix
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i december 2022

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Mænd der ødelægger kvinder’ er en grusom fortælling, man ikke lige glemmer

LÆS OGSÅ: De 10 bedste julefilm nogensinde