De bedste sci-fi-film, alle bør se: 10 titler, der definerer genren i dag 

De bedste sci-fi film
Foto: Back to the Future/Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix

Fremtidsdystopier og interstellare rejser i rummet. Science fiction kan være mange ting. Her er nogle af de bedste film inden for genren.  

Kun fantasien sætter grænser, når det kommer til science fiction, og film inden for genren er ligeså forskellige, som de er talrige. Så hvor skal du begynde? Vi Elsker Streaming har samlet en liste til dig med 10 film, der alle på unik vis er med til at definere genren, som vi kender den i dag. God fornøjelse. 

Ex Machina (2014)

Vi starter på jorden. Ex Machina er en historie om, hvis og når menneskeheden en dag formår at skabe kunstig intelligens. Vi følger computerprogrammøren Caleb, spillet af Domhnall Gleeson (Star Wars: The Force Awakens), der bliver inviteret af milliardæren og tech-geniet Nathan Bateman (Oscar Isaac) til at inspicere hans nyeste opfindelse – en selvtænkende robot (Alicia Vikander).  

Det er en fantastisk film, der med få virkemidler får kastet lys over emner som handlefrihed, skabelsen af liv, autenticitet og seksualisering og gør det på en måde, der virker uhyggeligt plausibel. Der er kun ganske få skuespillere med i filmen, som alle leverer en overbevisende præstation. Det er dog virkelig en “tænke-film”, så hvis det er action, du leder efter, skal du måske se nærmere på den næste film på listen. 

Ex Machina kan streames på Netflix, Prime Video og HBO Max.

Independence Day (1996)

Independence Day er nærmest den diametrale modsætning til Ex Machina. Fyldt med action, med et ligetil plot og udelukkende lavet for at underholde. Independence Day er den originale popcornsfilm, hvor vi oplever, hvordan det potentielt ville se ud, hvis Jorden en dag skulle blive invaderet af aliens. 

Historien er fortalt før. I Independence Day bliver den bare leveret på en dejlig spiselig måde, der får filmens to timer og 25 minutter til at suse afsted. Det er ren underholdning, men på et niveau, vi sjældent oplever med sci-fi-film, der ofte kan blive meget fortænkte. Se den, hvis du er fan af War of the Worlds (2005) og Top Gun (1986). 

Independence Day kan streames på Disney+.

Alien (1979)

Selvfølgelig skulle Alien med på listen, der er intet mindre end et filmikon. Filmen foregår i rummet og handler om besætningen ombord på handelsskibet Nostromo. Det opfanger et signal om hjælp fra en fjern og ukendt måne. Efter en hård landing undersøger besætningen månen nærmere, der ved første øjekast virker helt forladt. 

Det er den selvfølgelig ikke helt, og da de vender tilbage til rumskibet, har de en ny passager med, der er ikke er sådan til at komme af med igen. Det en fantastisk film, der på fornemmeste vis giver en følelsen af det ukendte, det fremmede og af at være den jagede. Hatten af til Ridley Scott (The Martian, Gladiator, Raised by Wolves), der står bag filmen, for at have skabt dette mesterværk. 

Alien kan streames på Disney+.

Interstellar (2014)

En visuel og lydmæssig perle. Som kun få film formår Interstellar at skabe følelsen af at rejse i rummet, når vi følger et hold astronauter på en kritisk mission for at redde menneskeheden.  Matthew McConaughey (Magic Mike, Killer Joe, Mud) spiller hovedrollen i filmen og gør det godt som en empatisk far, der gør alt, hvad han kan, for at komme tilbage til sin datter på Jorden. 

Det er legenden Hans Zimmer, der står bag musikken, der perfekt indfanger stemningen undervejs, og som efterlader sig et varigt indtryk længe efter, du er færdig med at se den. Meget af Interstellar er tilmed baseret på virkelig videnskab. Det betyder, at selvom filmen foregår i en dystopisk fremtid, bliver det aldrig uvirkeligt, og alt lige fra rumskibe til fysikken på de fremmede planeter, føles både overbevisende og autentiske.

Interstellar kan streames på HBO Max.

2001: A Space Odyssey (1968)

Selvom 2001: A Space Odyssey er 68 år gammel, så sætter filmen stadig den dag i dag sit præg på sci-fi-genren. Alene i forhold til Interstellar er der flere sammenfald mellem de to film, og vil du for alvor dykke ned i sci-fi-filmenes ophav, så er 2001: A Space Odyssey ikke til at komme udenom.  

Filmen handler om menneskets evolution, hvor vi først ser, hvordan de primitive væsener, der sidenhen udviklede sig til homo sapiens, lærer at bruge våben, da de ved et tilfælde opdager en mystisk monolit. Flere millioner år senere opdager et hold astronauter endnu en monolit, nu på månen, som fører dem videre på deres evolutionære rejse ud i rummet. På mange måder en helt særlig film. 

2001: A Space Odyssey kan lejes på Viaplay, Blockbuster og iTunes.

Back to the Future (1985)

Modsat mange af de øvrige bud på listen her, så har Back to the Future (Dansk: Tilbage til fremtiden) fra 1985 knap så seriøs en tone. Plottet er ellers alvorligt nok, hvor hovedpersonen Marty McFly (Michael J. Fox) ved et tilfælde bliver sendt 30 år tilbage i tiden i en tidsrejsende bil, der er bygget af hans ven, opfinderen Dr. Emmett Brown (Christopher Lloyd).  

I fortiden møder Marty sine unge forældre og må hjælpe dem med at finde sammen for ikke at udviske sin egen eksistens – samtidig med at han også skal finde vej tilbage til fremtiden. Det er en sjov film, der har en fantastisk energi, som stadigvæk smitter den dag i dag. Fortsættelserne blev aldrig helt så gode som den første, men etteren holder stadig og er en af de bedste tidsrejsefilm, der findes – sammen med Edge of Tomorrow og The Terminator. 

Back to the Future kan streames på Prime Video.

Dune (2021)

I stil med Star Wars er Dune en ægte rumopera, hvor forskellige fraktioner kæmper om magten, der i dette univers er centreret omkring ørkenplaneten Arrakis. På Arrakis er det muligt at høste det værdifulde spice, der blandt andet bruges til at rejse i rummet, hvilket dog besværliggøres af planetens oprindelige beboere. 

Det er et dragende univers, der er blevet forsøgt filmatiseret flere gange. Først sidste år lykkedes det fransk-canadieren Denis Villeneuve (Sicario, Blade Runner 2049, Prisoners) at yde Frank Herberts univers retfærdighed, og resultatet var en episk fortælling, der efterlod publikum sultne efter mere. 

Dune kan streames på HBO Max.

Annihilation (2018)

Flere af instruktørerne på listen her har adskillige film under bæltet, der nemt kunne tilføjes til listen. Én af dem er engelske Alex Garland, der også står bag Ex Machina. Annihilation er imidlertid en helt anden type film. Her begiver biologen Lena, spillet af Natalie Portman, sammen med et hold forskere sig ind mod midten af et mystisk og farligt område i søgen efter hendes mand, Kane (Oscar Isaac). 

Annihilation spiller på alle tangenter. Nogle steder er filmen fantastisk flot og original, andre gange er den skræmmende og uhyggelig. Nogle scener bliver småfilosofiske og prøver at få dig til at reflektere over det, du ser. Og ja, enkelte steder er den også bare forvirrende. Den er dog spændende hele vejen igennem og på sin vis så unik, at den fortjener et spot på listen her. 

Annihilation kan streames på Netflix.

Blade Runner (1982)

Der var formentligt mange, der ventede på, hvornår Blade Runner ville blive nævnt. Filmen er endnu en af Ridley Scotts mange perler. Her med en velspillende Harrison Ford (Star Wars, Indiana Jones, Air Force One) i hovedrollen som Rick Deckard. Rick er en blade runner, der er en form for politibetjent, som jagter og dræber replicants på flugt – kunstige mennesker skabt af den berygtede Tyrell Corporation. 

På en opgave møder Rick Deckard pludselig en replikant, der har en masse kunstige minder fra sit liv. Denne replikant aner intet om, at hun ikke er et menneske. Filmen rejser en masse spørgsmål om etik og skabelsen af kunstigt liv. Har alle sansende og selvbevidste væsener eksempelvis rettigheder? Samtidig får Blade Runner undervejs præsenteret seeren for en levende og futuristisk verden, som er ren fryd at fordybe sig i. 

Blade Runner (Theatrical cut) kan streames på Viaplay.

Blade Runner (The Final Cut) kan lejes på Viaplay, Blockbuster og Google Play.

Minority Report (2002)

Minority Report foregår i en fremtid, hvor kriminalitet næsten er ikkeeksisterende. En særlig politienhed kan stoppe forbrydelserne, før de bliver begået, med hjælp fra de såkaldte pre-cogs. Pre-cogs består af en række mennesker, som kan se ud i fremtiden. Tom Cruise (Top Gun, Vanilla Sky, Mission Impossible) har hovedrollen i filmen, som en af de betjente, der arbejder med at stoppe forbrydelserne, før de sker. 

Ikke langt inde i filmen er det dog pludselig Tom Cruises karakter, der bliver dømt for at ville begå et fremtidigt mord. Et mord på en person, han aldrig før har mødt. Så Cruise må flygte for at bevise sin uskyld – med politiet lige i hælene. Det er ingen ringere end Steven Spielberg, der står bag filmen, som både er medrivende og fyldt med kreative visuelle effekter. 

Minority Report kan streames på Prime Video og SkyShowtime.

LÆS OGSÅ: De bedste gyserfilm fra 80’erne

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Good Nurse’ simrer af lavmælt, men intens spænding 

LÆS OGSÅ: Filmverdenens 5 fedeste rumvæsener 

Total
1
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like