‘Conversations with a Killer: The John Wayne Gacy Tapes’ er en dokumentar, der både giver et indblik i psykopati, manglende realitetssans og et uhyre – og gør det godt

Man skal have en mentalitet lavet af noget helt bestemt for at høre John Wayne Gacy snakke om sine forbrydelser.

Det er en interessant vinkel, dokumentar-serien bruger. Ind imellem efterforskere, vidner og andre, der har haft forbindelser til Gacy, kommer der samtaler med Gacy ham selv, der allerede i første afsnit beskriver sig selv som et offer, og det giver en hård kontrast til, hvordan verden så – og stadig ser – ham i forhold til, hvordan han så sig selv.

Det er skræmmende, og jeg må indrømme, at på trods af min morbide fascination af Gacy og hans forbrydelser blev jeg nødt til at tage mange pauser undervejs, fordi han simpelthen kryber under huden på en. Det er én ting at være bevidst om, hvad han gjorde mod 33 unge mænd, men det er noget helt andet at høre på det fra hans side samt fra efterforskere, der forsøgte at få Gacy bag tremmer, og det er én af de ting, dokumentaren gør virkelig godt.

Unease og retfærdighed

Jeg var dybt imponeret over det første afsnit, hvor de starter ud med en fortælling fra et vidne, hvis ven og kollega blev kidnappet af Gacy, og derefter dykker ned i proceduren bag efterforskningen. Man hører også fra Gacys advokat, der i lang tid var helt sikker på Gacys uskyld i sagen, og det fungerer hamrende godt. Det er virkelig en god måde at starte ud, fordi man får fornemmelsen af, at der virkelig er fokus på ofrene på trods af, at Gacy er et omdrejningspunkt. Der er steder, hvor jeg lige skulle samle mig igen – fx i andet afsnit, hvor et offers søster snakker om, at hun stadig kan huske lyden af hendes sko mod gulvet på politistationen – og det giver virkelig en dybde, jeg ikke havde forudset.

Oftest med disse typer af dokumentarer ender jeg med en ærgerlig mavefornemmelse af, at seriemorderen bliver sat på en piedestal, og det sidder så forkert i mig, men jeg var imponeret over måden, de tre afsnit er sammensat på, og hvordan de fungerer. Der er ikke overdrevet musik eller lydeffekter, men der er en underliggende unease ved alle afsnittene, som trækker en dybere ind i vanviddet.

Generelt er det bare hamrende godt sat sammen. Der er virkelig en god sammenhæng mellem fortællingerne fra dem, der bliver interviewet og Gacys egne fortællinger, og det føles hverken forhastet eller for langsomt – det er i bund og grund en speciel dokumentar, der formår at gøre en utilpas og tilpas på en og samme tid.

Psykopati

Jeg er så glad for, at der ikke stryges hen over det faktum, at John Wayne Gacy faktisk var blevet dømt for sodomi, før han begyndte at slå ihjel – og at det nævnes, at han lider af psykopati (i andre ord), fordi det er så hamrende vigtigt for Gacy og forståelsen af ham. Han var god til at spille en rolle som far, god ægtemand, politiker og arbejder, mens det hele ligger og lurer under overfladen. Ikke bare hans tendenser, men også at han havde 30 lig under bæltet. Det er så eminent tænkt at vise nogle af de ting, psykologer havde sagt – blandt andet, at han ikke havde den mindste flig af skyld og frakendte sig alt ansvar for sine handlinger – koblet på Gacys egne ord, der strider direkte imod det.

Derudover giver det virkelig også noget meget specielt at høre fra de mennesker, der kendte ham, fordi det er tydeligt, at andre kunne fornemme, at der var noget bag facaden, men det var ikke tydeligt nok til at reagere på. En nabo til Gacy fortæller om hans egne oplevelser med Gacy, og det er så godt. Jeg er reelt imponeret, især fordi jeg ikke sidder med en følelse af, at der mangler noget til historien, som jeg oftest føler, når jeg ser true crime-dokumentarer.

Det skal dog siges, at det er virkelig hårdt at se og høre om – Gacy var en af de absolut værste seriemordere (efter min mening), og de ting, han gjorde, bliver bragt op. Det giver kvalme at høre Gacy selv fortælle, og det er lige det, det skal gøre.

Få dig til at føle en helvedes masse og samtidigt få afdækket nogle ting, man ikke kender til, som Gacy selv.

Han var overbevist om sin egen vigtighed, hvor stor han var, hvor meget betydning han havde, og han snakker med en form for overlegenhed, som han slet ikke burde have. Det er klamt og det er hårdt at høre på, især fordi Gacy var en af de mænd, der formåede at snige sig ind i livet på rigtig mange mennesker, uden at de tænkte mere over det.

Det er hårdt, det er ubehageligt, og det er nødvendigt.

Klovneri

Jeg er normalvis ikke en person, der bliver påvirket af klovne – jeg har endda Pennywise tatoveret, så det er ikke fordi de skræmmer mig – men Gacy som klovn? Føj, for pokker. Det er forfærdeligt. Han snakker om at ville slå børn, rage på kvinder, og at klovne kan komme afsted med alting. Det er i sig selv ubehageligt nok, men at se ham? Jeg blev faktisk nødt til at tage en pause. Det er hårde linjer og lige lidt for skævt, til at det er ”sjovt” for børn at se.

At vi leder direkte fra Pogo the Clown til at høre om, hvad efterforskere fandt i hans hjem den 21. december 1978, gør det faktisk bare endnu værre. At høre dem beskrive lugten af råd sammen med deres ansigtsudtryk, er nok til at få blodet til at løbe iskoldt igennem kroppen.
At høre en af efterforskerne sige We have a crawlspace full of dead kids er nok en af de værste ting, jeg har hørt.

Alt i alt er Conversations with a killer: The John Wayne Gacy tapes værd at se. Lige meget om man kender Gacy eller ej, så er den værd at se.

Fakta om serien:
Instruktør: Joe Berlinger
Medvirkende: Sam Aminrante, Greg Bedoe, Rafael Tovar m.fl.
Længde: 3 afsnit af 1 time
Genre: Dokumentar, true crime
Dansk premieredato: 20. april 2022
Dansk Streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Vi Elsker Streaming anbefaler 10 film i maj

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Viking: Narkokongens fald’ slører linjen mellem fakta og fiktion med blodig overbevisning

LÆS OGSÅ: Se de første billeder: Ryan Gosling-filmen ‘The Gray Man’ får premiere til sommer