De 10 bedste film fra 90’erne, du kan streame lige nu

10 bedste film fra 90'erne
Foto: Titanic/Cap/Capital Pictures/Ritzau Scanpix

Velkommen til 1990’erne. Årtiet for store dramaer, romantiske komedier og gribende tragedier.  

I tiden, hvor følelserne sad løst, hvad enten man ville grine, græde eller gyse. Og hvor computerteknologien begyndte at spille med om priserne. Vi har håndplukket 10 af de bedste filmoplevelser fra årtiet, du kan streame.

Forrest Gump (1994)

”Løb, Forrest, løb”. Og det gjorde Tom Hanks og Forrest Gump så. Ikke blot med seks Oscar-statuetter i 1994, men også igennem en usædvanlig farverig fortælling. En, der skildrer USAs udvikling fra 1950’erne til 1980’erne ved at lade Forrest Gump indgå i alle nationens store begivenheder.

Ved hjælp af den dengang banebrydende nye computerteknologi træffer Gump både Elvis og JFK. Han er med i Vietnam-krigen og ungdomsoprøret og stifter på smertelig vis bekendtskab med 1980’ernes nye epidemi: AIDS. Men hele vejen igennem bevarer han sin naive livsopfattelse, lettere retarderet som han er.

Det fine ved Gump er, at han med sit enkle liv er en jordbunden kontrast til alle de lykkeriddere, han træffer, hvis drømme konstant kuldsejler. Mest bevægende i forbindelsen til Jenny, barndomsveninden som han elsker betingelsesløst, selvom hun svigter ham konstant.

Hvis filmen – som dens berømte citat siger om livet – er ”som en æske chokolader, hvor man ikke ved, hvad man får” – ja, så får man fin fylde i Forrest Gump.

Forrest Gump kan streames på Netflix (frem til 30. november 2022), Viaplay, SkyShowtime og Prime Video.

Festen (1998)

Den grønne, eller den gule tale?

Siden sønnen Christian (Ulrich Thomsen) slog på glasset og bad sin far vælge, hvilken én han helst ville høre til den 60-årsdag, har Festen fejret sig selv som en af dansk films mest fængslende.

Efter års fortielser skal sandheden om farens seksuelle overgreb frem; Christians tvillingesøster har just begået selvmord. Hvorfor bliver fortællingen, der sender 60-års selskabet fra pinlig benægtelse til vantro, smertefuld og skandaløs erkendelse.

Udfordringen ved at se Thomas Vinterbergs mesterværk er, at den er lavet under Dogme-doktrinen. Billederne er pixelerede, underbelyste og grovkornede. Dialogen af og til rungende svær at opfatte. Filmen er ligeså grim at se på, som Thomsens tale er at høre.

Når man ikke viger en tomme, er det fordi, historien er så eminent fortalt og formidlet af skuespillere som bl.a. Thomas Bo Larsen, Helle Dollerup, Paprika Steen, Klaus Bondam og Birthe Neumann. Bag alt det kaffegrumsede holder Vinterberg en dramaturgisk fest, der forvandler folkekære Henning Moritzens far til et monster i et mesterligt ensemblespil med den tapre Thomsen som hovedtaler.

Festen kan streames på Filmstriben.

The Lion King (1994)

Lille spejl på væggen der, hvem er ondest i landet her?

Tiden er forbi, hvor svaret var dronningen i Snehvide. Med Scar tegnede Disneys efterkommere den hidtil ubetinget ondeste af alle tegnefilmsskurke.

Om man vælger at gyse over ham med Jeremy Irons’ originale stemme, eller man foretrækker Stig Hoffmeyers danske røst, forrykker intet ved nederdrægtigheden. Den løve er satan selv. Da han har dræbt lille Simbas far, kong Mufasa, fordrevet løveungen og overtaget magten og riget, er savannen kridtet op til en brølende konfrontation.

The Lion King (dansk: Løvernes konge) maler med tynde og brede pensler i en storslået og detaljemættet historie, med Simba selv som en nuanceret lille antihelt. Han løber helst fra sit ansvar, indtil vennerne, med vortesvinet Pumba og surikaten Timon som de mest muntre, får ham til at indse, at tronen retmæssigt er hans. Eltons John og Tim Rices sange og Hans Zimmers soundtrack fuldender indtrykket af en konge-oplevelse.

Løvernes konge kan streames på Disney+.

Basic Instinct (1992)

Kan der næsten siges mere om det? Altså det, man kan se, da Sharon Stone skifter siddestilling under et forhør? Det verdensberømte, trusseløse skud var en iskold PR-kalkulation af instruktør Paul Verhoven. Men den blottede ikke motiverne hos Stones iskoldt kalkulerende kriminalforfatter Catherine Tramell i Basic Instinct (dansk: Iskoldt begær). En thriller, der takker for lånet af brusebadsgysene fra Hitchcock ved at jage issylen langt i publikums nervebaner.

Michael Douglas’ drabsefterforsker Nick Curran mærker, hvordan der leges med alle hans sanser, da han efterforsker et mord på en rockstjerne, som den sexede biseksuelle forfatter Tramell mistænkeligt nok har beskrevet i detaljer i sin nyeste roman. Men er forfatteren en manipulerende morder, er Jane Trippelhorns politipsykiater med den mørke fortid, eller hvad med Tramells veninde, Roxy?

Vold og sex er bramfrit skildret, og selv efter sidste klimaks er man stadig ikke helt tryg ved at skulle opholde sig i Michael Douglas’ side af dobbeltsengen.

Basic Instinct kan streames på Prime Video, Viaplay og Filmstriben.

Schindler’s List (1993)

Steven Spielberg har drænet billederne for farve. Ligesom nazisterne drænede jøderne for håb og liv. Han har bedt sin komponist John Williams holde igen med musikken, og Itzhak Perlman stryge sin violin med inderlig varsomhed. Så udsmykker intet nemlig realismen i den håndholdt skildrede gru fra den del af verdenshistorien, hvor mennesker i kreaturvogne blev fragtet til tyske arbejdslejre, og som mange grusomt forlod som afbrændte askeflager gennem skorstene.

Det er ubærligt at se, men Schindler’s List (dansk: Schindlers liste) skal på listen over film fra 1990’erne, man bare skal og må se. Historien om forretningsmanden Oskar Schindler, der brugte jøder som billig arbejdskraft på sine fabrikker, samtidig med at han smurte nazisterne, giver Liam Neeson mulighed for at skildre forretningsmanden som en mesterlig manipulator. En mand, der med sit tiltag holdt jøderne fra gaskamrene, indtil han til sidst havde brugt hele sin formue på at redde så mange, han kunne.

Det blev til 1.100 – mod seks millioner dræbte. Men Spielberg hylder helten Oskar Schindler for at turde stå op for sine medmennesker. Og det budskab er der farver i.

Schindler’s List kan streames på Viaplay, HBO Max og Skyshowtime.

Four Weddings and a Funeral (1994)

Titlen lyver ikke. Det er lige præcis, hvad vi skal til i Mike Newells romantiske komedie Four Weddings and a Funeral (dansk: Fire bryllupper og en begravelse). Men hvem, der skal giftes, hvem der skal dø – og i hvilken rækkefølge, det er hele humlen.

Rejsen gennem de kirkelige højtideligheder tager vi med Hugh Grant som chauffør. Ingen mestrer den kejtede, britiske charme som han. Det beviser han til stadighed, men muligvis aldrig så oprigtigt som her, hvor det var første gang, verden så, hvordan han kunne forvandle en akavet, uheldig ungkarl til en mand, kvinder ville giftes og have børn med.

Som Charles er Grant den, der ofte i sidste øjeblik når frem til de bryllupper, der popper op i kredsen af venner. Den nærmeste klike består af en punket kvindelig roommate, en syrlig singlepige og et kulørt homopar. Alle skildret skævt, men sympatisk.

Kvalerne begynder, da Charles bliver skudt i Andie McDowells amerikanske selskabsdame. Hun er imidlertid i et forhold til en adelsmand, som hun måske vil gå fra, hvorfor det ikke kan nytte, at Charles selv er på vej til alters med …

Forviklingerne er mange, men ‘feel good’-følelserne varer helt frem til rulleteksternes uundgåelige syng med-hit fra Wet, Wet Wet: Love Is All Around.

Four Weddings and a Funeral kan streames på Viaplay og C More.

Pretty Woman (1990)

”It must have been love – but its over now”, synger Roxette, mens Julia Roberts glædespige forlader Richard Geres rigmand. Sådan er det måske også gået kærligheden til Pretty Woman. En film, hvis historie marcherer ligeså galt i tidens feminisme-bølger som en gadeprostitueret på Rodeo Drive.

Set ud fra det synspunkt, at en mand er værd, hvad han har tjent, mens en kvinde kun er værd, hvad en mand vil betale for hende, er der mange argumenter for, at nutidens Hollywood ikke ville skildre det som en drøm for en ‘working girl’ at blive sat op på et drømmeslot af et Beverly Hills-hotel.

Måden Roberts’ Vivian på My Fair Lady-facon oplæres i kunsten af spise jordbær til champagnen er fornedrende mansplaining af Geres forretningsmand. Og at kvinder kun kan finde glæde i at shoppe dyrt, en stereotyp kliché.

Vælger man derimod at se filmen som et Askepot-eventyr, hvor en person fra det rene ingenting løftes op på rangstigen, men forlader manden, der vil forme hende, fordi han ingen følelser giver – indtil han indser sin fejl og kommer krybende i Ferrari-frigear, ja så kan Pretty Woman muligvis nydes som det, den vitterlig var i 1990. Et romantisk ment eventyr.

Pretty Woman kan streames på Disney+.

Jurassic Park (1993)

Man kommer ikke uden om det. Jurassic Park er den største bedrift, der blev udklækket af 1990’ernes computere. Det, den efterlod i populærkulturen er ligesom DNA’en fra myggen, der bed dinosauren og blev fanget i det flydende harpiks, blevet genspaltet i adskillige efterfølgere.

Bedømt på antallet af actionscener er de alle bedre. Øglerne er også flere og endnu mere livagtige. Men ganske som Steven Spielberg lavede den ultimative hajfilm med Jaws, skabte han også grundmaterialet for al fremtidens dinodramatik i Jurassic Park.

Rigmanden John Hammonds forlystelsespark med dinosaurer på øen Isla Nublar er blevet genbesøgt i alle efterfølgerne, men aldrig mere overrumplende end for det forskerhold, der første gang gik gennem rædslerne. Sam Niel og Laura Dern har tilmed Hammonds børnebørn med. Billedet af ringene i børnenes vandglas, da uhyret nærmer sig, kan stadig trampe en spænding op. Mens synet af fortidsøglen Tyrannosaurus Rex forbliver fænomenalt – også for fremtidige generationer.

Jurassic Park kan streames på SkyShowtime.

Titanic (1997)

Den 101-årige Rose genser skibet, hvor hun oplevede sin skæbnenat, og kan endelig forene sit hjerte med sit livs mistede kærlighed, Jack.

Det er rammehistorien. Tilsæt så irske fløjter, lad Leonardo DiCaprios fattigrøv, Jack, med den ædle livsindstilling springe ombord, stram Kate Winslet ind i et kostume, så snerrende, at det ligesom hendes aristokratiske forhold til et overklasseløg, næsten forhindrer hende i ånde. Lad dem sammen lette som ”The king of the world” under den orange solnedgang i stævnen, og vent på, at James Cameron forløser årtiets mest mageløse special-effekter, da isbjerget afbryder Romeo og Julie-romancen.

Tildelt tårer nok til at oversvømme ethvert båddæk flyder filmhistoriens flottest genskabte skibsforlis nok på flager af u-synkelige klicheer. Men lastet med et mix af grandios kærlighed og katastrofe vil fascinationen ved at se Titanic – ligesom Celine Diones filmsang – ”go oooon and oon …”

Titanic kan lejes på Blockbuster og Viaplay.

Se7en (1996)

Du skal være i humør. Med sine sorte, dystopiske og evigt regn-plaskende billeder, er det ikke julestemningsmørke, David Fincher skildrer.

Men det er man heller ikke i tvivl om, da Morgan Freeman og Brad Pitt som efterforskningsparret finder det første af syv ofre.

Lænket til sit spisebord og sunket ned i en skål af dåsespaghetti er det udspilede offer blevet tvunget til at æde sig ihjel. ”Frådseri” – tjek. Så venter der kun seks ligeså sygeligt ulækre dødssynder.

Se7ven forbliver ligeså kvalmende klam og sitrende spændende en gyser i dag, som da folk første gang udvandrede fra biograferne i 1996.

Det er ingen afsløring, at Kevin Spacey er seriemorderen, for han melder sig selv midtvejs. Problemet er, at der stadigvæk mangler to dødssynder, før morderens plan er fuldbragt.

Den sidste boks skal ikke tikkes af, men åbnes fysisk.

Se7en kan streames på HBO Max.

LÆS OGSÅ: ‘True Detective’ sæson 4 på vej. Her er, hvad vi ved indtil videre

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Jennifer Lawrence leverer en underspillet pragtpræstation i ‘Causeway’

LÆS OGSÅ: 10 klassiske film fra 80’erne, vi ikke glemmer

Total
7
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like