De 10 bedste nostalgiske julefilm  

Nostalgiske julefilm
Fra ‘Miraklet på Manhattan’ / Foto: Th Century Fox/Album/Ritzau Scanpix

Der findes et utal af julefilm, men alt for lidt tid til at se dem alle. Derfor har vi samlet 10 af de virkelig gode, der for alvor bringer julemagien og nostalgien frem!

It’s a Wonderful Life (1946)

For mange er It’s a Wonderful Life (Dansk: Det er herligt at leve) en fast tradition, når det kommer til juleaftensdag. Mens maden står og dufter hele hjemmet til, og juletræet bliver pyntet, kan man med fordel sætte It’s a Wonderful Life på – og altid ca. to timer før Disney’s Juleshow.

George Bailey ønsker, at han aldrig var blevet født efter store problemer på hans arbejde, og en engel bliver sendt til jorden for at vise George præcis, hvordan verden ville se ud uden ham i den. It’s a Wonderful Life er den ultimative julefilm, der uden tvivl rammer direkte ind i hjertet.

It’s a Wonderful Life kan streames på Prime Video.

Polar-ekspressen (2004)

Okay, det kan godt være, at animationen allerede ser en smule bedaget ud, men selve historien og udførslen af den er eminent. En ung dreng, der ikke tror på julemanden, bliver smidt ombord på en helt unik rejse til Nordpolen på et tog, der viser ham, at både venskaber og troen på noget, er det, der gør livet godt.

Det er en af de film, man altid ender med at græde en lille smule til, og den har bare noget helt magisk over sig, som ikke kan beskrives.

Polar-ekspressen kan streames på HBO Max. 

Tror du på julemanden? (1994)

Det er måske nok en af de sødeste film, du kan finde på streamingtjenesterne. Scott Calvin har ikke det fedeste liv – han er skilt, har lidt problemer med at være der for sin søn, og juleaften falder en tyk mand i julemandstøj ned fra hans tag. Det leder Scott ud på en rejse som den næste julemand i rækken, mens han samtidigt forsøger at være far.

Tror du på Julemanden? giver varme i hele kroppen, og hvis du ikke kan få nok af bare den ene, er der flere film i rækken, som alle er tilgængelige på Disney+. Tror du stadig på julemanden?, Tror du på Julemanden 3 og den nye serie Tror du på Julemændene?

Tror du på julemanden? kan streames på Disney+.

 

Muppets Juleeventyr (1992)

Der findes et væld af udgaver af Charles Dickens klassiker, Et Juleeventyr, og næsten alle af dem er fantastiske. Både Jim Carreys animerede version og den helt originale version med Alistair Sim som Ebenezer er fantastiske. Men der er altså ikke noget, der slår Muppets-udgaven. Den har det hele: en børnevenlig fortælling, sang, en fantastisk historie og Michael Caine. Han er uden tvivl en af de bedste til at spille Scrooge.

Ebenezer Scrooge er en kold, kynisk og nærig mand, der synes, at julen og godhjertethed er for de svage. Aftenen før jul besøges han af tre spøgelser, der forsøger at vise ham, hvad julen virkelig handler om. Filmen bringer virkelig nostalgien frem i os, og den kan sagtens genses flere gange i løbet af december! 

Muppets juleeventyr kan streames på Disney+.

Miraklet på Manhattan (1947)

Der findes ikke en julefilm, der rammer mere ned i nostalgien som Miraklet på Manhattan (originaltitel Miracle on 34th Street). Der er lavet en nyere version i 1994 med Richard Attenborough og Elizabeth Perkins, som også vækker en del følelser, men den slår altså ikke den originale film.

En ældre herre ansættes som julemand i et stormagasin og spreder julestemning og magi. Han kalder sig selv for Kris Kringle og får alle, både voksne og børn, til at spørge sig selv, om julemanden virkelig findes.  

Miraklet på Manhattan (1947) kan streames på Disney+.

How the Grinch Stole Christmas (2000)

“Where are you, Christmaaas….” Om der findes en film, der rammer mere ned i jul og kærlighed end How the Grinch Stole Christmas, er svær at forestille sig. Vi vil faktisk vove at påstå, at det er en af de absolut bedste julefilm, der nogensinde er blevet lavet. Grinchen er træt af Whoville og deres juleglæde, og vil gøre alt for at ødelægge julen for folkene. Også selvom det måske ikke føles helt så godt, som han håbede på.

Taylor Momsen er sød, lille og kær, Jim Carrey er fantastisk i rollen som Grinchen, og det er både en sjov og hjertevarm film, der bringer ren magi ind i hjemmet.

How the Grinch Stole Christmas kan streames på Netflix, Prime Video og Viaplay.

One Magic Christmas (1985)

Det er overraskende, hvor få der faktisk kender til One Magic Christmas (dansk Et julemirakel) og måske er det bare os, men det føles en smule kriminelt. Ginny (Mary Steenburgen) er en ung mor, der har mistet troen og håbet lidt, men hendes seksårige datter og hendes tro på julen, får Ginny til at genfinde glæden og skønheden ved julen.

Det er en fantastisk og hjertevarm film. Den rammer helt klart lidt hårdere som forælder, end den gjorde som barn. Til gengæld kan alle aldre være med på filmen, og alle der ser den, vil kunne opleve præcis hvad julen handler om.

One Magic Christmas kan streames på Disney+.

One Magic Christmas
One Magic Christmas / Foto: Disney+

Elf

Ja, det er en meget underlig og til tider overvældende energisk og delvis pinlig film fra 2004, men det er seriøst juleglæde inkarneret. Et menneske (spillet af Will Ferrell) er vokset op på Nordpolen i troen om, at han er en alf. Da han finder ud af, at han måske faktisk slet ikke er en alf, tager han til New York for at finde ud af, hvem han i virkeligheden er.

Ord kan næsten ikke beskrive, hvor forunderlig denne film er. Fra sirup-spaghetti til bizarre begivenheder med et parkegern, er det bare en af dem, der skal ses.

Elf kan streames på HBO Max.

Alene hjemme (1990)

Alene hjemme er en af de mest kendte og elskede julefilm på tværs af generationer. Otteårige Kevin (Macaulay Culkin) er ret træt af sin familie og ønsker sig aftenen før den årlige juleferie, at han slet ikke havde en familie. Hans ønske går i opfyldelse, da resten af familien får travlt med at komme ud ad døren om morgenen og glemmer ham derhjemme, og Kevin er nu efterladt alene hjemme.

I et hus, hvor to forbrydere gerne vil bryde ind og stjæle alverdens ting. Det er en af vores (og hele Danmarks tør vi næsten godt sige) absolutte favoritter. Alle Alene hjemme-filmene kan findes på Disney+, men hvis vi skal være ærlige, er det kun de to første (med Macaulay Culkin), der er værd at se.  

Alene hjemme kan streames på Disney+.

 

Love Actually (2003)

For pokker, hvor giver den her film meget! Det er en fortælling om forskellige slags kærlighed, og hvordan den viser sig for en gruppe mennesker, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre. Vi følger et karaktergalleri af dimensioner, og hvordan deres færden nogle gange krydser veje.

Specielt for den yngre generation, der er vokset op med Love Actually er den en selvfølge at se julen. Du har måske set den med dine forældre, da du var lille og holdt ved år efter år. Måske blev du som voksen tillokket af den stjernebesatte rolleliste med bl.a. Hugh Grant, Emma Thompson, Colin Firth og Keira Knightley. En ting er dog sikker: Love Actually har været synonym med jul, siden den kom ud i 2003.

 Love Actually kan streames på Viaplay, Prime Video og Filmstriben.

LÆS OGSÅ: De nye julefilm, du skal se i 2022

LÆS OGSÅ: De bedste film, vi så i november 2022

LÆS OGSÅ: Seriebekendelser: Var der nogen, der sagde guilty pleasures?

Total
0
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like