Den nærmest mytiske ’gangster’ har tryllebundet publikummer i årtier. Historier om dem er fortalt så mange gange, at det kan føles ensformigt.
Mit forsøg er derfor at skabe en liste uden gengangere. Man kunne argumentere for at Scarface (Den fra 1983 vel at mærke) burde være på listen. Den ligner en anden film meget, både i forhold til struktur og også karakterer, som allerede er på listen, og som efter min mening er bedre. Så her er de, efter min mening, fem bedste gangsterfilm, der kan noget fantastisk hver især.
The Godfather (HBO Max, Paramount+)
Bredt anerkendt som en af de bedste film i verden og nok den bedste krimifilm nogensinde. Michael Corleone (Al Pacino) er vendt hjem fra krig til sin søsters bryllup og viser ingen interesse i at deltage i familiens kriminelle aktiviteter.
Efter familiens overhoved Vito (Marlon Brando) kommer på hospitalet, bliver Michael dog trukket ind i den kriminelle verden og viser sig at gøre det bedre end Vitos arvtager, Michaels bror, Sunny (James Caan).
Filmen skildrer en persons fald til mørket med personlige intriger, mafioso-politik og de sicilianske familieværdier. Det sker med en råstyrke og direkthed i kameraindstillinger og klipning, du sjældent finder andetsteds.
Filmen er også en glimrende fortælling om et skift af værdier i den kriminelle verden, da hele konflikten opstår, fordi Vito ikke vil være med i den begyndende narkohandel.
De få ord, jeg kan give The Godfather her, kan umuligt yde den retfærdighed. Se den og elsk den, da der stort set ikke er andre muligheder.
Filmen vandt tre Oscars og var nomineret til yderligere otte (syv hvis man tæller plagiatkontroversen med), og den fortjener hver og en.
Goodfellas (HBO Max, Amazon Prime Video)
Goodfellas er, efter min mening i det mindste, den bedste gangsterfilm, Martin Scorsese har instrueret. Den fortæller historien om Henry Hill (Ray Liotta), der altid har drømt om at blive gangster. I sin enkelthed er det historien. Vi følger Henry igennem alle op og nedture, der følger med at blive gangster.
Scorsese kan portrættere vold, som få andre kan. Det viser han sandelig også i denne film, og det er ikke den overflødige action-vold. Det er den vold, der rammer dig som seer, hvor du tænker, det er forfærdeligt, i stedet for at det er fedt.
Det hjælper også, når det er nogle af de væmmeligste karakterer, der udfører det. Robert De Niro og Joe Pesci gør et fænomenalt arbejde, Pesci vandt endda filmens eneste Oscar for sin præstation som den bindegale Tommy DeVito.
Som mange film vil fortælle dig, betaler kriminalitet sig sjældent. Goodfellas er en af de film, der indkapsler det bedst på en yderst spændingsfyldt måde.
Once Upon a Time in America (Netflix, Amazon Prime Video)
Hvad kan man sige om Once Upon a Time in America? Den er voldelig. Den er nogle gange afskyelig i dens fremstillinger. Det er Sergio Leone, der går fra westerns med Clint Eastwood til gangsterfilm med Robert De Niro. Den er under alle omstændigheder storslået i dens ambition, og den lykkedes med at opnå den ambition.
Filmen følger David Aaronson (Robert De Niro), også kendt som ’Noodles’, fra 12 år og op igennem hans liv, til han er en gammel mand. Filmen fortælles ikke kronologisk, så der er meget hoppen frem og tilbage i tid.
Filmens styrke ligger i karaktererne og skuespillet, der portrætterer dem. Filmen har også næsten fire timer til at dykke ned i karakterforholdene, hvilket hjælper på det. Særligt Robert De Niro og James Woods’ karakterer og deres venskab gennem filmen danner en følelsesmæssig kerne, som vi kan hænge os fast i under den lange spilletid.
Lad mig sige det, som det er. Filmen er lang, og jeg ville ikke undvære et sekund af den (Det er for øvrigt den korteste tilgængelige version af filmen. Jeg tæller ikke den amerikanske biografudgave med). Filmen er et mesterværk, og med en slutning der på samme tid er tvetydig og altsigende, giver Once Upon a Time in America en oplevelse for livet, som du ikke bør snyde dig selv for.
American Gangster (Netflix, Amazon Prime Video)
American Gangster er måske den mest undervurderede film på listen, selv om den på ingen måde bliver set ned på af den bredde befolkning.
Efter Harlems gangsterkonge Bumpy Johnson afgår ved døden begynder Bumpys chauffør og bodyguard, Frank Lucas (Denzel Washington), at opbygge et heroin-imperium ved at importere heroin direkte fra Vietnam, hvilket giver ham renere stoffer til en lavere pris. Samtidig begynder Richie Roberts (Russell Crowe), som en af de få ærlige betjente at efterforske den nye heroin og hvem der leverer den.
I et mere historisk perspektiv dækker filmen den kæmpe narkohandel, der hærgede USA og dets befolkning under Vietnam-krigen, og den dækker også den kæmpe korruption blandt USA’s militær og politi, som vi ser til dels gennem øjnene på den måske mest prominente figur i forløbet, Frank Lucas.
Filmen er solidt sat sammen på alle fronter, men stjernen er uden tvivl Denzel Washington, der dominerer hver scene, han er med i med en magtfuld aura omkring sig.
Det er en forrygende fortælling fra start til slut med spænding, drama og fede skuespilpræstationer fra alle involverede.
The Departed (HBO Max, Amazon Prime Video)
Martin Scorsese dukker igen op på listen, men i modsætning til Casino, The Wolf of Wall Street og The Irishman er The Departed ikke endnu en genfortælling af samme historie som i Goodfellas. Den er noget for sig.
Filmen fortælles gennem to karakterer. De er hver især undercover i forskellige organisationer. Billy Costigan Jr. (Leonardo DiCaprio) er fra politiets side sat til at infiltrere den irske mafiaboss Frank Costellos (Jack Nicholson) bande. Alt imens har Costello sin egen mand i politiets rækker i skikkelse af Colin Sullivan (Matt Damon).
Meget af filmen kører gennem et kat-og-mus spil, hvor hver part forsøger at gøre deres arbejde uden at blive opdaget. Spændingen emmer ud af filmen, og vi som publikum ved, at hvis en af dem bare træder en centimeter forkert, er de døde.
The Departed er fuld af mindeværdige scener og karakterer, og det gælder ikke mindst den grovmundede politibetjent Sean Dignam, spillet til perfektion af Mark Wahlberg. Hvis du vil have en aften med spænding, humor, action og hjertesorg, er The Departed et godt bud på en film til det.
LÆS OGSÅ: Endnu en Saw film er på vej, med et velkendt ansigt
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Suicide Squad’ overgår sin “forgænger” med syvmileskridt
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: The Many Saints of Newark sigter efter toppen og rammer forbi