De 6 mest gruopvækkende fødselsscener på film og TV

Foto: Alien/ 20th Century Fox/Brandywine Productions

De fleste horrorfilm har masser af skrig og blodige scener. Men af og til er de mest forfærdelige scener dem, der indeholder liv i stedet for død. Her ser vi på de værste fødselsscener i filmhistorien.

Når jeg ser en uhyggelig film, er det sjældent, jeg er nødt til at kigge væk, når varulven flænser armen af en eller anden stakkel, eller når Dracula sætter tænderne i en smuk kvinde.

Til gengæld er det ofte fødselsscener – især de blodige og groteske af slagsen – der får mig til at vende mig bort og stoppe fingrene i ørene. Og det er jeg næppe alene om. Mærkeligt, kan man sige, at være så bange for noget naturligt som fødsler. Men de følgende scener har INTET naturligt over sig.

House of the Dragon – Sæson 1 ep. 1

Vi begynder med den nyeste af scenerne, i skrivende stund mindre end en uge gammel. Dronning Aaema (Sian Brooke) er ved at føde den nye arving til Westeros og de Syv Kongeriger. Men barnet har ikke vendt sig ordentligt og kan ikke fødes på normal vis. I stedet foretager stormaester Mellos et temmelig amatøragtigt kejsersnit – uden bedøvelse og uden i øvrigt at informere Aaema om, at de lige skærer maven op på hende.

Med blodsprøjt og skrig, der får naboerne til at banke på væggen, er det virkeligt en scene, det er svært at sidde og se. Det mest uhyggelige er, hvor realistisk den er, og hvor meget HBO har gjort for at sikre sig, at den gik rent ind – der har åbenbart været fokusgrupper om det! Og der er allerede seriøse diskussioner om, hvorvidt der skal være ”trigger warnings” i starten af episoden.

House of the Dragon kan ses på HBO Max.

Rosemary’s Baby (1968)

Til forskel fra de andre på listen, er Rosemary’s Baby lidt speciel – for du SER ikke selve fødslen, og dermed er den ikke ulækker på samme måde. Men med en tidligere utrolig psykedelisk scene, hvor Rosemary (Mia Farrow) bliver voldtaget af djævelen, mens hendes mand og naboer ser på, og en scene hvor Rosemary desperat prøver at flygte fra manden, naboerne og lægen, har man en virkelig ubehagelig følelse indeni.

Man er simpelthen nødt til at kigge bort, mens de holder hende fast på hendes egen seng og giver hende en bedøvende indsprøjtning for at få dæmonbarnet ud af hende. Hele filmen er en lang kamp for en kvinde om at blive taget alvorligt, og det sidste afmagtsøjeblik, hvor Rosemary, inden hun mister bevidstheden, stønner ”Andy eller Jenny… jeg er så ked af det… jeg prøvede…” er hjerteskærende nok til, at jeg ikke kan se på det.

Rosemary’s Baby kan ses på Paramount+.

Foto: Rosemary’s Baby/William Castle Enterprises/Paramount Pictures

Alien

Jo, det tæller også, når det er en mand, der føder! Et af filmhistoriens største chok kom, da en blodig og tandbesat alien stak hovedet ud af maven på Kane (John Hurt). Ikke alene var scenen voldsom og grafisk og gav undertegnede mareridt i ugevis – den gjorde det samme ved skuespillerne, der ikke havde fået at vide, hvordan det ville se ud, eller præcis hvordan monstret så ud.

På et tidspunkt er der et skud af Lambert, der får sprøjtet blod i hovedet, og hendes reaktion er fuldstændig oprigtig – hun var ikke forberedt på det og blev meget chokeret. Efter sigende var scenen inspireret af en bestemt slags hveps, der lægger æg inde i andres kroppe, og når larverne udklækkes, æder de sig vej ud. Det er ikke den eneste virkeligt ubehagelige scene i filmen – men der er ingen tvivl om, at det er den, folk kan huske!

Alien kan ses på Disney+.

Riget – Sæson 1 ep. 4 (De Levende Døde)

Ja, vi kan også være med her i Danmark! Scenen, hvor den gravide Judith (Birgitte Raaberg) er midt i at få en abort af hendes abnormt store foster, da fødslen går i gang, og Udo Kiers blodige, voksne hoved presser sig ud af stakkels Judiths underliv! Med fostervand og blod, der sprøjter i ansigtet på jordmor og Krogshøj (Søren Pilmark) er det en scene, der virkeligt kan være kvalmefremkaldende.

Jeg kender indtil flere, der har svoret aldrig at se Riget igen, alene på grund af den scene. Rygtet går, at Lars von Trier ikke selv kunne tåle at se flere af scenerne i serien blive optaget, og selv om det ikke er bevist, at netop denne scene er en af dem, så tror jeg det. Det bliver i øvrigt ikke bedre i sæson 2, hvor Kier i rollen som Lillebror nærmest er en mareridtsagtig sprællemandsdukke med en horribel dubbet stemme.

Riget kan ses på Viaplay.

The Fly

Veronicas (Geena Davis) kæreste Seth (Jeff Goldblum) er langsomt ved at blive forvandlet til en menneskelig flue efter et mislykket eksperiment, der involverer teleportation, hvorefter han har gjort Veronica gravid. Hun har et forfærdeligt mareridt, hvor hun køres ind på en operationsstue og føder en halvanden meter lang maddike, der vrider sig og hviner skingert.

Det er en forfærdelig scene og på mange måder værre end de (ret klamme) scener med fluemanden Seth, hvor han brækker syre ud over ting for at spise dem. Fødselsscenen er primært forfærdelig på grund af Veronicas ret velspillede frygt, men også på grund af lægernes reaktion på maddiken. Og så er tanken om sådan et kræ inde i kroppen bare ikke noget, man har lyst til at tænke på.

The Fly kan ses på Disney+.

Twilight: Breaking Dawn Part 1

Til slut en film, der ikke er en decideret gyserfilm, men det gør ikke scenen mindre grusom, at den er filmet til et yngre publikum. Jeg skal i øvrigt ikke komme ind på filmens yderligere kvaliteter eller mangler.

Bella (Kristen Stewart) og vampyren Edward (Robert Pattinson) har sex for første gang på deres bryllupsrejse, og to uger senere begynder Bella at tro, at hun er gravid. Fostret vokser med dobbelt hastighed, og fordi det er halvt vampyr, vil det højst sandsynligt koste hende livet.

Vampyrer og varulve skændes, om barnet skal leve, mens Bella drikker blod for at give fostret næring. Og så kommer fødselsscenen, hvor Edward med sine tænder laver et kejsersnit på Bella, hvorefter han gør hende til en vampyr for ikke at dø af blodtabet. Alene tanken om at få maven BIDT op er nok til at give de fleste kuldegysninger, og kombineret med bloddrikningen er det bare en gennemført ulækker scene.

Twilight: Breaking Dawn Part 1 kan ses på Netflix, C More og Viaplay.

Andre nævneværdige scener:

Vi har kun plads til seks, men et par andre var bestemt klamme nok til at blive nævnt hurtigt:

Prometheus – med et laser-kejsersnit og kirurgiske hæfteklammer fødes endnu en alien, hvorefter Elisabeth kan løbe og springe som en gymnast.

Dawn of the Dead (2004) – hvor en otte måneder gravid kvinde bliver inficeret med zombievirus og føder en zombiebaby.

A Quiet Place – Evelyn føder i et badekar i så godt som total stilhed, hvorefter hun skjuler sin baby i en kasse.

Er der en scene, jeg har glemt? Eller er du totalt uenig og synes, jeg er vattet når jeg ikke kan se de overnævnte scener uden at kigge væk? Så lad mig høre det i kommentarerne.

LÆS OGSÅ: Prinsesse Diana på film: Her er de 5 bedste 

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Kærlighed for voksne’ er en velskabt thriller, der oser af lækkerhed

LÆS OGSÅ: Baz Luhrmanns film ‘Elvis’ kommer på HBO Max – se traileren her

Total
8
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like