De bedste: 5 favoritfilm of ALL TIME

Foto: Se7en/Viaplay

Vi Elsker Streaming-redaktionen har været i arkiverne og fundet frem til fem favoritfilm, som bestemt er din tid værd.

Der findes de film, som vi kun får set én gang, fordi de er spild af tid. Og så findes der de film, som er tiden værd at se igen og igen, fordi de kan betegnes som mesterværker. Det er sidstnævnte kategori, som denne artikel handler om; favoritfilm.

At finde frem til en liste med kun fem favoritfilm har været noget nær umuligt. Nogle rigtig gode film har måtte lade livet til fordel for andre, og til sidst måtte flertallet bestemme. Således er vi kommet frem til fem mesterværker fra de seneste fem årtier. Fem film, som vi ser igen og igen med vores venner, kærester, koner, mænd …

Så smæk benene op i sofaen, find ølglasset frem og gør dig klar til at trykke på streaming-knappen, for vi giver dig garanti for, at du får lyst til at se film sammen med dine venner eller andre gode mennesker, når du har læst vores fem bud på vores favoritfilm.

Den fra 70’erne: Life of Brian – Et herrens liv

Komedie
Netflix

Den første film på listen er Monty Python-filmen Life of Brian – Et herrens liv (Monty Python’s Life of Brian, originaltitel), som på trods af sin alder stadig finder vej til en hyggeaften med vores venner eller familie. For vi kan stadig grine sammen ad Python-skuespillernes gakkede scener, og sangen Always look on the bright side of life vinder hver gang.

Filmen er instrueret af Monty Python-medlemmet Terry Jones, som også instruerede to af gruppens andre populære film, Monty Python og de skøre riddere og The Meaning of Life.

LÆS OGSÅ: Se dem sammen: 10 film og serier I bør se i foråret 2021

Den er skrevet af Monty Python-gruppen, og de fleste af filmens roller spilles af medlemmerne selv. Af andre skuespillere i filmen kan nævnes Terence Bayler fra Harry Potter og de vises sten, Carol Cleveland fra Monty Pythons flyvende cirkus og Kenneth Colley fra Imperiet slår igen.

Den fra 80’erne: Imperiet slår igen

Space opera
Disney+

Netop Imperiet slår igen (Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back, originaltitel) er den næste film på vores liste over favoritfilm of all time. Filmen er den anden Star Wars-film i rækken (eller femte, om man vil), og er den film, hvor Luke Skywalker begynder sin Jedi-træning med Yoda for at slå Imperiet og Darth Vader.

Den er instrueret af Irvin Kershner, der forinden havde instrueret dramaet Jeg vil ikke dræbe i 1961 og actiondramaet Lynaktion Entebbe i 1976. Historien og manuskriptet er skrevet af Leigh Brackett (Rio Bravo), Lawrence Kasdan (Gensyn med vennerne) og selvfølgelig George Lucas (Star Wars, American Graffiti) himself.

I filmen medvirker så mange legender, at de alle har fortjent at blive nævnt: Mark Hamill (Batman Arkham-serien) som Luke Skywalker, Harrison Ford (Indiana Jones-filmene) som Han Solo, Carrie Fischer (Star Wars-filmene) som Princess Leia, Kenny Baker (Elefantmanden) som R2-D2, Alec Guiness (Little Dorrit) som Obi-Wan, Peter Mayhew (Dark Towers) som Chewbacca, Frank Oz (The Muppet Show) som Yoda, Anthony Daniels (Star Wars-filmene og -serierne) som C-3P0, David Prowse (Clockwork Orange) som Darth Vader og Jeremy Bulloch (Agent 007 – Octopussy) som Boba Fett.

Den fra 90’erne: Se7en

Krimidrama
Viaplay

Hvis du ikke allerede har sat dig til rette foran flimmeren, så kan den her film i hvert fald gøre jeres filmaften til noget helt særligt. Se7en handler om de to efterforskere Somerset og Mills, der jager en seriemorder, som slår ihjel med inspiration fra de syv dødssynder.

Efterforskerne spilles af ingen ringere end Morgan Freeman og Brad Pitt, og selvom den ikke høstede de store priser dengang i 90’erne, så vil vi gerne vædde med, at flere af dine venner også har placeret denne film blandt deres favoritter.

Den er instrueret af den levende legende David Fincher, som jo også har haft fingrene i succeserne Mindhunter, Zodiac og The Social Network, og Sleepy Hollow-forfatteren, Andrew Kevin Walker, har skrevet manuskriptet.

Den fra 00’erne: The Dark Knight

Actiondrama
Netflix

Morgan Freeman spiller også med i den næste film på vores favoritliste. Denne gang spiller han over for Christian Bale i Batman-filmen The Dark Knight. Og hvilken film! Her er der fuld smadder på kvalitet og selvforkælelse, når de to skuespillere sammen med Heath Ledger som Joker giver dig det bedste, de har.

Filmen efterfølger Batman Begins, hvor Batman sloges mod Dr. Jonathan Crane/The Scarecrow. Denne gang er det Joker, der skaber kaos i Gotham, mens politikeren Harvey Dent forsøger at stoppe organiseret kriminalitet.

Instruktøren er næsten overflødig at nævne, men vi gør det alligevel; Christopher Nolan står bag dette mesterværk af en film, som i øvrigt er skrevet af selv samme plus David S. Goyer (Batman-filmene, Blade II) og hans bror Jonathan Nolan (Interstellar, Westworld) og er baseret på Bob Kanes karakterer.

Den fra 10’erne: Inception

Sci-fi
Netflix

Den sidste film er endnu et Christopher Nolan-mesterværk, som bestemt også er din tid værd. Men var du ikke til førnævnte DC Comics-univers, så kan du i stedet overtale nogen til at (gen)se sci-fi/adventure-nyklassikeren Inception.

Hovedrollen spilles af Leonardo DiCaprio, der har en evne til at trænge ind i menneskers drømme. Den evne skal han bruge til at stjæle hemmelige informationer og plante en idé hos en bestemt person for at få sit liv tilbage.

Leonardo spiller rollen som Cobb helt sublimt, og filmens visuelle effekter er til at tabe skuffen over. Ud over Leonardo og øjeguf kan du også nyde skuespil af blandt andre Ken Watanabe (The Last Samurai), Joseph Gordon-Levitt (The Dark Knight Rises), Elliot Page (Juno), Tom Hardy (The Revenant), Cillian Murphy (Peaky Blinders) og Tom Berenger (Platoon).

Total
13
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like