Lyt til andres erfaringer og kom over din egen kærestesorg.
Går man fra sin partner af den ene eller anden grund, går man igennem en sorg, der er svær at definere. Men det kan altså være rigtig godt at lytte til andre, som har oplevet samme situation. Man kan desværre bare nogle gange føle sig lidt alene i den proces.
Hvis du står og lige er kommet ud at et parforhold eller overvejer det, kan det være svært at finde et ståsted. Ofte vil man være mentalt ude af balance. Derfor kan det være rart at høre andres erfaringer med brud, og deres vej ud af hjertesorgen.
Vi har samlet nogle af de break up-podcasts, vi mener er de bedste. Vær forberedt på ikke længere at føle dig alene, og måske endda motiveret til at komme videre.
112 for knuste hjerter
Podcasten 112 for knuste hjerter handler udelukkende om kærestesorg, og er derfor perfekt at høre, hvis det er det, du også gennemgår. Værten Maria Jencel inviterer hver uge en kendt gæst ind, der har fået knust sit hjerte. Sammen drøfter Jencel og gæsten parforholdet fra start til slut, og hvordan vedkommende er kommet igennem bruddet.
Efterfølgende leger de en runde “Jeg har aldrig” med kærlighedspørgsmål, og til slut svarer de i fællesskab på et par enkelte lytterspørgsmål.
Med 112 for knuste hjerter i ørerne er det nærmest umuligt at føle sig alene i den sorg, man gennemgår. Andres oplevelser og måder at komme igennem et break up kan virke opløftende og nærmest være en guide til selv at komme over sin kærestesorg.
Du kan lytte til 112 for knuste hjerter hos Podimo, 24syv.dk, Podtail og Spotify.
Hjerteflimmer for voksne
Sara Bro har i fællesskab med parterapeut Jytte Vikkelsø lavet en podcast, der hjælper os med at blive klogere på kærligheden – både på godt og ondt. I hver episode inviterer de kendte danskere ind for at tale om kærligheden. Nogle er i parforhold, mens andre er singler, og hver gæst har medbragt et kærlighedsrelateret spørgsmål, som Jytte Vikkelsø prøver at svare på så godt som muligt.
Hjerteflimmer for voksne er lærerig i kampen om at blive klog på kærligheden. Dette gælder, uanset om man er i et svært parforhold, er single eller noget tredje. Podcasten vejleder dig i, hvad du bør og ikke bør tage med videre i dit kærlighedsliv.
Episoden Hvad er kærlighed – den med Sarah Bro og Adam August handler specifikt om et knust hjerte, og hvordan man ikke tager sin smerte og bagage med videre ind i et nyt parforhold. Næsten alle former for kærlighedsproblematikker bliver taget op i Hjerteflimmer for voksne, så hvad man end mangler svar på, skal man nok finde.
Lyt med hos DR Lyd, Spotify og Podimo.
LÆS OGSÅ: Top 5: Podcasts du kan lytte til i en travl hverdag
Fries up your life – episoden ‘Stå på egne ben efter et brud’
Du kender sandsynligvis Fries Before Guys, der har eksisteret siden 2016, og kan lyttes til hos Podimo. Værterne bag den populære podcast har lavet en videreudvikling af konceptet kaldet Fries up your life. Denne podcast fungerer som en slags postkasse, hvor lyttere sender forskellige spørgsmål ind.
Mange af episoderne omhandler parforhold med emner som utroskab, langdistance forhold etc. Men en af episoderne handler om værternes, Josephine Kuhn og Nanna Hovgaard, erfaringer med at komme over et brud.
Episoden handler specifikt om en lytter, der er gået fra sin kæreste, og nu skal bo alene i deres fælles lejlighed. Værterne går derfor ned i den første tid alene, og hvordan man tager ejerskab over et gammelt minde.
Dysfunktion
Har du oplevet at blive psykisk nedbrudt af en kæreste? Podcasten Dysfunktion ser på nogle af de allermest usunde og nedbrydende parforhold, der findes – fra kvinders synsvinkel. Når man bliver udsat for psykisk terror eller narcissisme fra en nuværende eller tidligere partner, kan det komme så langt ud, at det er svært at finde hoved og hale i det hele. Derfor kan det være rart at blive guidet ud på den anden side.
Hvilke tegn er der og hvilke følger medfører disse parforhold, og hvordan kommer man ud af det? Dysfunktion fortæller om andre kvinders historier og oplevelser med dysfunktionelle og nedbrydende mænd. Podcasten kan være med til at skabe det overblik, du måske selv har mistet, hvis du selv har været i en psykisk ødelæggende romantisk relation.
Nogle gange kan man bare have brug for at høre andre kvinders erfaringer med den smerte og forvirring, man selv gennemgår.
LÆS OGSÅ: Terapi i ørerne: Tre gode psykologi-podcasts, der får dig igennem lockdown
Olivia Salo – Ansigt til Ansigt – episoden ‘Knust hjerte og vejen frem’
I denne podcast sætter værten Olivia og hendes gæster fokus på de ting, der kan være svære at tale om. Hvis du har kendskab til Olivia Salo, ved du nok, at hun selv har gennemgået et meget offentligt og sorgfuldt brud for nogle år siden. Samtidig er hun ikke bange for at tale åbent om ubehag og sorg.
Flere af afsnittene omhandler kærlighed, men episoden Knust hjerte og vejen frem handler specifikt om hjertesorg. Sammen med influenceren Charlotte Caroline taler Olivia Salo om den smerte, man går igennem med et knust hjerte, og healingen af sorgen. Det er altid rart at høre andres tanker om kærestesorg.
Olivia Salo – Ansigt til Ansigt kan lyttes til hos Audible, Spotify og Apple Podcasts.
Skyggekvinder
Podcasten Skyggekvinder ser på det forfærdelige fænomen utroskab, der ødelægger ALT for mange forhold. Hvis man gennemgår et brud, der er ødelagt grundet utroskab, kan det være rart at høre andres oplevelser med det svigt, det har medført. Denne podcast ser på nogle af alle de former og årsager, der er til utroskab.
Radiovært Anne Sofie Allarp er vært for podcasten og fortæller om andres utroskabsberetninger i den ene eller anden form. Man kan også selv skrive ind med sin historie, hvis det er noget, man har lyst til.
Derfor kan Skyggekvinder være en podcast, der er god at lytte til, hvis man selv har oplevet utroskab fra en partner. Det kan være svært at stå i, hvis man ikke kender nogen, der har oplevet det samme. Samtidig med at det er svært at hade en, man elsker.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Mænd der ødelægger kvinder’ er en grusom fortælling, man ikke lige glemmer