I disse tider, hvor film løbende udgives direkte til streaming, er der en overflod af valgmuligheder – især for abonnenter af flere streamingtjenester.
For at indsnævre mulighederne og sikre et par gode oplevelser giver Vi Elsker Streaming dig bud på fem film, som du bør tage et kig på i november måned.
The Suicide Squad (HBO Max)
HBO Max’ overchef Warner Bros. har besluttet at udgive deres biograffilm på streamingtjenesten 45 dage efter premiere, hvilket betyder en lang række lækre film på vej til os. En af dem i denne omgang er fortsættelsen til 2016’s Suicide Squad, der ganske fantasiløst hedder The Suicide Squad.
Men fantasiløsheden stopper dog også ved titlen, for filmen er nemlig en gedigen omgang tjubang-komik som fans af den foregående i rækken vil elske.
Margot Robbie (I, Tonya) excellerer stadig som Jokerens ekskæreste Harley Quinn. Som erstatning for Will Smiths Deadshot-figur har vi fået Idris Elba (The Dark Tower), der udfylder samme type rolle, men dog noget mere interessant end blot endnu en omgang Fresh Prince i ny indpakning, som Smith har for vane.
Sylvester Stallone (The Expendables) leger med som voice-actor og giver CGI-karakteren King Shark charme og liv, alt imens wrestleren John Cena ikke er bleg for at iføre sig en grim dragt og kalde sig Peacemaker.
Det er tydeligt, at samtlige castmedlemmer udstråler en veloplagthed, hvor de hygger sig med at hive os med på en rutsjebanetur af en superheltefilm – nøjagtigt som den slags skal grejes.
Leon (C More)
Har man aldrig set Natalie Portmans (Black Swan) filmdebut, så skylder man sig selv oplevelsen. Hendes indlevelse og intense skuespil er kun de færreste 12-årige forundt, og kemien mellem hende og Jean Reno (The Big Blue) er uomtvistelig.
Historien om en kriminel, der ved et tilfælde skal tage sig af et barn, er set før, men bliver her serveret fra en lidt skæv vinkel, som kun Luc Besson (Nikita, Det Femte Element) kan mønstre det.
Jean Renos kejtede karisma forvandler ham fra koldblodig lejemorder til hyggelig bamsefar på helt troværdig vis, og toppen af kransekagen er Gary Oldman (Air Force One, Churchill) som den bundkorrupte og psykotiske politimand Stansfield. Scenerne hvor Stansfield høj på piller vandrer igennem en lejlighed og dræber medskyldige bliver til en makaber og smuk dans for seeren, og Oldman leverer i lige netop denne film endnu en af sin karrieres toppræstationer.
Akira (Viaplay)
Trænger man til et skud cyberpunk eller er man blot nysgerrig på genren og en af dets hovedværker, så bør man tune ind på Viaplay og fordybe sig i det japanske mesterværk Akira. Selvom der er tale om en Manga-tegnefilm fra 1986 – og den som flere futuristiske fortællinger fra perioden rammer lidt skævt på fremtidsudsigter og årstal – så rammer den til gengæld plet på en lang række andre punkter.
Neo Tokyo er lagt halvt i ruiner efter Tredje Verdenskrig, og bikerbander bestående af utilpassede teenagere huserer den revnede asfalt. Som alle ægte dystopier præsenterer Akira også en lyssky regering, der holder hemmeligheder for befolkningen, men vores helt – bandelederen Kaneda – bliver utilsigtet hvirvlet ind i plottet, da hans ven Tetsuo ender som forsøgskanin i et skjult laboratorium.
Selvom animationerne er henved 35 år gamle, så oser de af den helt rigtige dystopiske stemning, som enhver cyberpunk-fortælling skal have. Den har med rette fået en permanent plads på listen over de vigtigste værker i genren og er selv den dag i dag bestemt et kig værd for nye seere – især hvis man vil snuse til både den japanske Manga-genre og cyberpunk på én gang.
The Talented Mr. Ripley (Paramount+)
Der er meget få film, som jeg har set så mange gange som The Talented Mr. Ripley. Filmen er utvivlsomt et af de bedste psykologiske thrillere derude, og har man endnu ikke set den, så er chancen her nu.
En meget ung Matt Damon (Good Will Hunting) møder en meget ung Jude Law (Tilbage til Cold Mountain) med Gwyneth Paltrow (Sliding Doors) på sidelinjen. Under et ophold i den søvnige, lille italienske fiskerby Mongibello indleder de et kompliceret spil om identitet, kærlighed og seksualitet.
Matt Damon er forrygende som den lidt nørdede og creepy Thomas Ripley, der bliver fascineret af levemanden Dickie Greenleaf. Grænsen mellem venskab og besættelse bliver gradvist udvisket, og kombineret med Ripleys skarpe intelligens er det ikke til at vide, hvor situationen ender.
Ud over Matt Damon, Jude Law og Gwyneth Paltrow møder vi også Cate Blanchett (The Gift, Ringenes Herre), Philip Seymour Hoffman (En Duft af Kvinde, Capote) og Jack Davenport (Pirates of the Caribbean). Det er med andre ord en stjernespækket thriller, hvis plot suger seeren til sig fra ende til anden.
Dune (HBO Max)
Ganske som The Suicide Squad længere oppe er der her tale om den nyeste Dune-filmatisering, som Warner Bros. har lanceret på HBO Max halvanden måneds tid efter premieren. Selvom Dune gør sig bedst på det store lærred, er den alligevel en glimrende oplevelse hjemme i stuen.
De visuelle effekter er i top, og er man til sci-fi i space opera-genren, så leverer Dune to og en halv times solid oplevelse. Selvom flere anmeldelser nævner, at fans af bøgerne bliver skuffede, så kan jeg som fan af bogen (filmen bygger kun på første halvdel af moppedrengen) indskyde, at jeg personligt er fuldt ud tilfreds med de ændringer, der er lavet for det filmiske narrativs skyld. De fungerer netop efter hensigten og omskriver en fortælling fra litteratur til film på bedste vis.
Skuespillerne Oscar Isaac (X-Men: Apocalypse), Timotheé Thalamet (Little Women) og Rebecca Ferguson (Doctor Sleep) tryllebinder seeren med deres portræt af familien Atreides og ankomsten til den barske ørkenplanet Arrakis alias Dune.
Filmen er et lækkert mash-up af Star Wars og Game of Thrones, omend modsat sidstnævnte har Dune en skarp opdeling mellem god og ond og vidner derved til dels om bogens efterhånden 56 år på bagen. Men filmoplevelsen fejler bestemt ikke noget, og Dune er bestemt en af månedens must-see premierefilm.
LÆS OGSÅ: Du kan nu se flere MCU film i IMAX ratio på Disney+
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘No One Gets Out Alive’ svæver i ingenmandsland
LÆS OGSÅ: Gode film og serier: 5 spændende og uhyggelige anbefalinger til efteråret