Ville dine yndlingsfilm være blevet lavet, hvis idéen opstod i dag?
Det kommer vist an på hvilken film, der er tale om. Verden er under konstant forandring, og visse ting kan bare ikke laves på samme måde længere.
Det er ikke alting, man slipper af sted med længere, og flere ikoniske scener i klassiske film ville ganske enkelt ikke være politisk korrekte længere.
Derfor skal vi være taknemmelige for, at filmene udkom, da de gjorde.
I de flestes tilfælde.
10. Robin Hood: Prince of Thieves (Amazon Prime)
Det er en charmerende historie om tyven, der stjal fra de rige og gav til de fattige, og den er lavet mange gange. Men lige netop udgaven med Kevin Costner ramte plet i sommeren 1991. Og det tilhørende hit fra Bryan Adams hjalp nok også en del.
Mens der er flere problemer med skidt skuespil, håbløs dialog og en række andre ilde valg, er skurken, spillet af den hedengangne Alan Rickman, ikke blot en grådig despot, der er ude på at sulte folket og fylde sine egne lommer.
Sheriffens primære skurketræk er, at han ikke spørger pænt om lov hos damerne, og særligt scenen, hvor han på – for tiden måske nok helt acceptabel vis – tvinger Lady Marions ben fra hinanden, mens hun er ved at blive tvangsviet med ham, er nok til at diskvalificere filmen fra nutiden.
9. Life of Brian (Netflix)
Monty Python har sat sig på et ganske særligt hjørne af filmhumoren, og ud over det flyvende cirkus er der kommet flere film, der virkelig ikke holder sig tilbage. Derfor er der flere kandidater til denne liste.
Vi kunne have valgt Monty Python’s The Meaning of Life, hvor blandt andet børnekoret, der synger ”Every Sperm is Sacred”, rykker den ret langt op ad listen. Men i stedet falder valget på Life of Brian, der nok ville blive blokeret fra diverse kristne grupper.
8. White Chicks (Viaplay)
Det er ikke nødvendigvis en skam, at nogle film ikke ville være blevet lavet i dag. Som nu for eksempel det er tilfældet med White Chicks, der af en stribe forskellige race- og kønsrelaterede problemstillinger formodentlig aldrig ville se dagens lys i dag … kan man da håbe.
LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i februar 2022
7. De fleste James Bond-film (Viaplay)
Der er sket et skift med verdens mest kendte hemmelige agent, og de senere film har redefineret den rolle, som både Sean Connery, Roger Moore og flere andre har spillet gennem tiden.
Der er mange skafotter, Bond-filmene ville ryge på. Tungest vejer det faktum, at Bond er flagrende mandschauvinist. Og så er der lige scenen i You Only Live Twice, hvor Connery er lagt i make-up for at se japansk ud.
Egentlig er der nok heller ikke længere nogen, der vil tro på skurke som den hatte-kastende Oddjob.
6. Mrs. Doubtfire (Disney+)
Der er mange måder, man kan beskrive en uvillig fraskilt mand, der i forklædning narrer sig vej ind i det hjem, hans ekskone ikke vil dele med ham længere.
I 1993 var det sødt, charmerende og morsomt. I dag er det grænseoverskridende, skræmmende og kriminelt.
5. The Graduate (Viaplay)
Filmen var et mesterværk med virkelig gode skuespilspræstationer af blandt andre Dustin Hoffman og Anne Bancroft, men hvis vi skal koge pitchet ned til en enkelt linje, bliver den dømt ude:
Moden kvinde forfører ung mand, der ender med at stikke af med hendes datter.
4. Airplane (Blockbuster, Google Play m.fl.)
Leslie Nielsen stod i front for en lang række absurde komedier, der hævede virkelig plat humor til sin helt egen kunstart, og det i sig selv kan godt være svært at få gennemført i dag.
Filmenes endeløse stribe af one-liners og sære punchlines er virkelig et resultat af dén tid, og den løsslupne måde humoren udfolder sig på, springer ofte langt over de etablerede grænser for, hvad man kan tillade sig i dag.
Airplane er nok den, der er mest skyldig i dette.
3. Star Wars: A New Hope (Disney+)
Den første film i Star Wars-franchisen var nær aldrig blevet til noget, og flere gange under optagelserne var den tæt på at få øksen. Det var for stor en risiko, og George Lucas måtte virkelig kæmpe for at få lov at færdiggøre filmen.
Den slags chancer er der ikke længere plads til at tage i en industri, der hævder at skabe kunst men i virkeligheden fokuserer på økonomien.
LÆS OGSÅ: Husker du …? 10 teenagefilm du elskede engang
2. Gone With The Wind (Viaplay)
”Frankly my dear. I don’t give a damn.” Det er en af filmhistoriens helt store sætninger, og den viser dybde, karakter og både udvikling og kompleksitet i persongalleriet.
Desværre viser den også en meget ensidig portrættering af slaveriet i USA under borgerkrigen, og selvom den måske nok kunne laves uden, ville filmen skulle balancere mellem en lang række problemstillinger.
Og så kan Rhett Butler jo egentlig heller ikke tillade sig at være helt så krakilsk over for Scarletts bønner længere.
1. Lolita (Viaplay)
Vladimir Nabokovs roman blev afvist flere gange, før den udkom i 1955, og Stanley Kubricks film fra 1962 om Humbert Humberts besættelse af den 12-årige Dolores er relevant og problematisk, fordi den gerne vil mere end at fordømme den enormt upassende fascination.
Det er virkelig grelt, og det ville ikke efterlade meget sympati for HH i 2022.
For nuanceringen i både bogen og filmen er en dealbreaker i nutidens samfund, hvor det er alt for let at kunne anskue Lolita som noget andet end en fordømmelse. Det gør filmen til en potentiel en forherligelse af pædofili.
Det burde det vel nok også have gjort i 1962.