Den store bagedyst: De 5 mest geniale kager i tv-showets historie

Foto: Den Store Bagedyst/DR

Den store bagedyst sender os 60 minutter i kagehimlen, hvor der bages, blendes, piskes og pyntes. Men hvordan har niveauet egentlig været gennem årene?

Siden 2012 er der blevet grædt utallige tårer over skilt kagecreme, tabte kager og knækket chokolade, men der også blevet jublet med et mesterbager-forklæde i hånden.

Vi Elsker Streaming er gået i gemmerne og har fundet de mest geniale kager gennem bagedystens historie.

Den svenske skovsø

Foto: Den Store Bagedyst/DR

Frederikke Legaard løb i 2019 med sejren i Den store bagedyst. Gennem hele sæsonen formåede hun at imponere dommerne med alt fra sit bagværk til miniatureudgaver af teselskaber. I afsnit 5 formåede hun endda at levere en kage, der fik dommeren Katrine Foged Thomsen til at udbryde, at det var den smukkeste kage, de havde været vidne til.

Med udgangspunkt i et tema om naturen havde Frederikke hentet inspiration fra Sveriges dybe skovsøer, hvor hun har brugt meget af sin barndom. Pekannødder, citronskal, blåbær og karamel blev til en kage, vi sent vil glemme.

Kostumedesignerens tipi

Foto: Den Store Bagedyst/DR

Kostumedesigneren Andrea Søllested løb med bagedyst-trofæet i 2017 og formåede fra første afsnit at levere brillante kager med masser af historie.

Andrea var kendt for at bruge mange farver og bitte små detaljer, der vidnede om, at hun også til hverdag nørklede med at fortælle små historier gennem alle detaljer på de kostumer, hun designede.

Andrea kæmpede med at få kølet den store kage ned men formåede alligevel med en utrolig rolig hånd at få spraymalet kagen og lave detaljer i en sådan grad, at kagen kom til at fremstå helt virkelig.

Et spiseligt solsystem

Foto: Den Store Bagedyst/DR

Tobias Hamann satte alle forældre under et enormt forventningspres, da han under temaet ”børnefødselsdagskage” præsterede at bage hele solsystemet.

Det blev aldrig rigtigt spændende, hvem der ville vinde Den store bagedyst i 2014. Tobias Hamann formåede gang på gang at overgå sine egne evner. Han bragte så meget opfindsomhed ind i teltet, at dommerne flere gange måtte tage en dyb indånding, før de gik i krig med hans smagssammensætninger og eksotiske kager.

Hvad er mere tilfredsstillende end glinsende glaze?

Foto: Den Store Bagedyst/DR

Alle kan vist blive enige om, at en perfekt samlet glaze uden bobler er noget af det mest tilfredsstillende at se i Den store bagedyst. Hos Lena Thorsson var der spræl på farverne, både i køkkenet og i garderoben, og hendes grønne glaze er et sandt mesterværk i sig selv.

En donutkage bestående af æblekompot, æblemousse og en sprød kanelkiksebund med chokoladecreme. Simpelt og enkelt med et look, der oser af sommer.

Mette Blomsterbergs favorit

Hvis man gør sig i mere end blot at spise kage, kan Liv Martine næppe være gået ens næse forbi. Liv Martine vandt Den store bagedyst i 2015 og har siden da kørt egen forretning med enhvers drøm som udgangspunkt: Kage! Hun skriver kogebøger, holder events, bager kager og tester hele tiden nye idéer.

Og skulle man være i tvivl om Liv Martines bage-skills, skal man bare lytte til Mette Blomsterberg. I sæson 2015 bagte Liv Martine nemlig en Rapunzel-kage, der var så lækker, at selveste Danmarks kagedronning måtte bede om opskriften.

En ekstra lille gave til den kageelskende læser

Foto: Den Store Bagedyst/DR

I foråret 2021 løb første sæson af Den store juniorbagedyst over skærmen, og havde det ikke været skrevet i titlen, kunne man ganske enkelt godt være i tvivl om, hvorvidt der var tale om børn eller voksne til at levere så højt et niveau.

De små deltagere overraskede gang på gang med smukke kreationer, og sejren gik til 15-årige Malou, der brugte fem ud af ugens syv dage om ugen på at bage kager til den skarpe konkurrence.

I finalen indtog hun førstepladsen med en finalekage bestående af limemousse, pistaciebund, gold chokolade og cornflakes – kagen blev overtrukket med fondant og en skål lavet i isomalt med masser af glimmer.

Alle sæsoner af Den store bagedyst kan ses på DRTV.

LÆS OGSÅ: Top 5: Realityshows på Netflix

LÆS OGSÅ: 5 film og serier der binder os sammen

LÆS OGSÅ: Ikke så ringe endda: Serier du alligevel bør give en chance

Total
7
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like