Det længeventede mysteriedrama blev filmet tilbage i 2018, men først nu får filmen premiere på Netflix.
Oscar-nominerede Amy Adams (Arrival, Catch Me If You Can) har hovedrollen i den kommende film The Woman in the Window. Mysteriedramaet har været længe undervejs, da optagelserne allerede var i kassen tilbage i 2018, og premieredatoen blev sat til året efter.
LÆS OGSÅ: Oscar 2021: 5 overraskende Oscar-nomineringer
Som følge af en række forskellige omstændigheder, blandt andet en uheldigt valgt premieredato i marts 2020, måtte filmen efterfølgende udskydes af flere omgange.
Nu har streaming-giganten Netflix imidlertid overtaget rettighederne fra Fox, og har fastlagt en snarlig premieredato hos tjenesten selv, nemlig d. 14. maj 2021.
En gådefuld forsvinding og et stjernespækket cast
I The Woman in the Window spiller Adams newyorkeren Anna Fox, der er hæmmet af en stærk agorafobi (frygt for åbne pladser, red.). Hun holder sig derfor indendørs, hvor hun lever sit liv gennem sine vinduer. Men alting ændrer sig en dag, da hun ufrivilligt bliver vidne til sin nabos forsvinding.
Filmen bygger på en populær roman af den amerikanske forfatter A.J. Finn – en roman, der debuterede på førstepladsen på New York Times Best Seller-liste. The Woman in the Window kan altså præsentere et stærkt bogforlæg og en hyldet hovedrolleindehaver, men også den øvrige rolleliste imponerer.
Her finder man blandt andet garvede de to garvede stjerner Julianne Moore (Magnolia, Hannibal) og Gary Oldman (Leon, Darkest Hour).
The Woman in the Window får som nævnt premiere d. 14. maj på Netflix.
LÆS OGSÅ: Se dem sammen: 10 film og serier I bør se i foråret 2021
LÆS OGSÅ: 5 gode kriminalgåder til en aften i godt selskab