På det store marked af streamingtjenester kan det nogle gange være svært at vælge, hvad man skal se. Især når der er et hav af god underholdning i forskellige genrer.
Du kender det sikkert, når du scroller rundt på de forskellige streamingtjenester i evigheder for at finde den rette filmoplevelse.
For at gøre processen lettere får du her fem bud på film, der er værd at tage et kig på i marts.
‘The French Dispatch’ (Disney+)
Dette kunstneriske værk begiver sig ud på en skøn hyldest til journalistikken i bedste Wes Anderson-stil. Filmen er stjernespækket med blandt andre Bill Murray (Ghostbusters), Timothée Chalamet (Call Me by Your Name), Tilda Swinton (Snowpiercer) og Adrien Brody (The Pianist), som alle er med til at skabe en fremragende drama-komedie.
Præcis som et magasin er denne film sammensat af forskellige små historier, der tager afsæt i den afdøde redaktør for magasinet The French Dispatch, Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray). Nu skal det sidste magasin udsendes til ære for grundlæggeren af magasinet. I artiklerne kommer vi både rundt om et studenteroprør i Paris og en skør kunstners forbrydelser. Hver har deres helt eget særpræg og er gennemtænkt til mindste detalje.
Værket er en antologifilm med øje for billedæstetik, en stærk farvepalette og excentriske karakterer. The French Dispatch er til dig, der er fan af Wes Andersons finurlige og billedskønne værker.
‘West Side Story’ (Disney+)
Er du i humør til at se en musical, er West Side Story et rigtig godt bud. Dette er en genindspilning af West Side Story fra 1961, som vandt et utal af Oscars. Så her har vi en lige så rytmisk fængende film fra 2021, som er instrueret af ingen ringere end Steven Spielberg.
Ganske som i den tidligere udgave følger vi forelskelsen mellem Maria (Rachel Zegler) og Tony (Ansel Elgort, Carrie), der er en del af to rivaliserende bander i 1950’ernes New York. Det smager af forbudt kærlighed og spændinger i bandegrupperne, som kulminerer i et fjendtligt opgør.
Selvom det er Spielbergs første musical, er den yderst vellykket, dynamisk og fængende med alle musicaltrækkene. Der portrætteres reelle temaer om immigration og etnicitet omfavnet af dansenumre og sang for alle pengene.
‘Nightmare Alley’ (HBO Max)
Guillermo Del Toro stod for den Oscarvindende, The Shape of Water, og han har kreeret denne krimi, som trækker på film noir stilen på bedste vis. Castet består af navne som Bradley Cooper (A Star is Born), Cate Blanchett (Carol), og Willem Dafoe (The Lighthouse). Allerede der kan man næsten ikke gå galt i byen.
Nightmare Alley portrætterer Stan (Bradley Cooper), der i 1940’erne får arbejde i et omrejsende tivoli. Han har et naturligt talent for at manipulere og læse mennesker, hvilket er en fordel i jagten på det gode liv, han ønsker. Han kommer i lære hos clairvoyanter, der lærer ham alle deres tips og tricks.
Nogle år senere har Stan en succesfuld business, der overbeviser folk om, at han kan kontakte afdøde. Nightmare Alley er en dramathriller, som både er dyster med lækker suspense og en visuel fryd for øjet. Klart værd at tage et kig på.
‘Flugt’ (DRTV)
Denne danske animationsfilm skabte opsigt ved som den første dokumentarfilm at få tre Oscar-nomineringer. I denne film skildres Amins liv igennem animationer med ham selv som fortæller.
Flugt leverer en historie fra det virkelige liv, som giver stof til eftertanke.
Instruktør Jonas Poher Rasmussen portrætterer i dette værk historien om Amin og hans rejse fra Afghanistan til Danmark. Alt virker tilsyneladende godt for den 36-årige Amin. Han er veluddannet og har et godt arbejde og kæresten Kasper ved sin side. Men en hemmelighed ligger gemt dybt i Amin.
Amins barndom er defineret af utryghed og flugt fra livet i en krigszone, der fuldstændig ødelægger hans ellers normale og lykkelige hverdag i Kabul i 1980’erne. Denne dokumentar er både rørende og barsk på samme tid, og den belyser en historie, der aldrig er blevet fortalt før. Uden tvivl en anderledes dokumentarfilm som er værd at tage et kig på.
‘The Hand of God’ (Netflix)
Endnu en personlig fortælling er denne Paolo Sorrentino-film, der skildrer oplevelser fra instruktørens eget liv som teenager. En afgørende tragedie i hans liv vender op og ned på alting. Men dette har også været med til at gøre ham til den, han er i dag.
Filmen finder sted i Napoli i 1980’erne, hvor den unge Fabietto (Filippo Scotti) nyder tilværelsen uden for mange kvaler. Men da hans forældre omkommer i en ulykke, må han finde en vej ud af sorgen, hvorfor han søger mod filmkunsten. Filippo Scotti giver en særlig god præstation i rollen som Fabietto, der udviser en mærkbar eftertænksomhed i sin proces fra barn til voksen.
Sorrentino har i denne film skabt intime og dramatiske scener, der excellerer på både billede- og musiksiden. The Hand of God er en fortælling om en filmskabers tilblivelse på godt og ondt. Den kan helt klart anbefales, og den kan ses på Netflix.
LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i marts 2022
LÆS OGSÅ: Døden på Nilen: Kenneth Branaghs thrillermysterie får streamingpremiere i denne måned
LÆS OGSÅ: Hvis du er fan af ‘Taxi Driver’, vil du nok også være fan af disse tre film