Vi har nærstuderet programmet og fundet frem til de 8 absolut mest interessante film, som du skal se i biografen i juni måned.
Vi går en stor biografsommer i møde, med action, gys, grin og gråd, så langt øjet rækker. Lige meget, om du er til det ene eller det andet, så er der en film til dig.
Vi har lavet en oversigt, så du kan sætte dine biografkrydser i kalenderen.
Filmene står i den rækkefølge, som de får premiere, så husk at læse hele vejen til slut, hvor du blandt andet finder den nyeste Indiana Jones-film.
Spider-Man: Across the Spider-Verse
Årets første sommerdag byder på fortsættelsen til en af de mest hyldede animationsfilm i nyere tid. Spider-Man: Into the Spider-Verse overrumplede alt og alle tilbage i 2018, hvor den blev et verdensomspændende hit med sine medrivende historier og kæbetabende vilde animation.
Filmen vandt sågar en Oscar for bedste animationsfilm, så forventningerne til efterfølgeren Spider-Man: Across the Spider-Verse er meget store.
Som i forrige film er hovedpersonen den unge Miles Morales (Shameik Moore). Sammen med måske-kæresten fra en anden dimension Gwen Stacy/Spider-Woman (Hailee Steinfeld) skal han rejse på tværs af multiverset for at redde samtlige Spider-folk fra den onde skurk, The Spot (Jason Schwartzman).
Spider-Man: Across the Spider-Verse får biografpremiere 1. juni.
And the King Said, What a Fantastic Machine
Hvis man ikke er i humør til fiktionsfilm eller bare er historieinteresseret, bør man ikke gå glip af And the King Said, What a Fantastic Machine.
Det handler om billeder. De billeder, vi tager af os selv, og dem, vi higer så desperat efter at tage, så andre kan se, at vi var der.
Instruktørerne Axel Danielson og Maximilien Van Aertryck vender linsen mod menneskeheden selv og vores forhold til billeder, kameraer og den eksplosive udvikling, der er sket på lige knap 200 år, siden Joseph Nicéphore Niépce tog verdens første billede.
And the King Said, What a Fantastic Machine får biografpremiere 1. juni.
De Tre Musketerer: D’Artagnan
Alexandre Dumas’ klassiske roman fra 1844 om de tre musketerer har fået indtil flere filmatiseringer igennem årene. Nogle mere vellykkede end andre.
Nyeste skud på stammen står muligvis også til at blive de bedre af slagsen, hvis man skal tro de udenlandske anmeldelser.
De Tre Musketerer: D’Artagnan er den første af to film i instruktør Martin Bourboulons adaptation af det klassiske værk. På rollelisten i actioneventyret finder vi blandt andet moderne fransk films førsteelsker, Vincent Cassel, og i rollen som den udspekulerede Milady de Winter finder vi Eva Green.
De Tre Musketerer: D’Artagnan får biografpremiere 8. juni.
Saint Omer
En af de mest hyldede franske film sidste år får nu endelig premiere. Filmen er inspireret af en virkelig retssag, som instruktør Alice Diop selv overværede.
I den fiktive version rejser litteraturprofessor og forfatter Rama (Kayije Kagama) til byen Saint-Omer. Her står den studerende immigrant Laurence Coly (Guslagie Malanda) anklaget for at efterlade sin 15 måneder gamle datter på stranden for derefter at blive ført væk af tidevandet.
Det er et retssalsdrama fra øverste hylde, der berører flere relaterbare emner som moderskab, identitet og det at være immigrant i en fremmed kultur.
Saint Omer får biografpremiere 8. juni.
The Flash
Få franchises har så omtumlet en tilværelse som Warner Brothers’ superheltefilm. Ser vi bort fra Christopher Nolans Dark Knight-trilogi, har der været langt mellem snapsene de sidste 30 år. Ikke mindst hele polemikken omkring Zach Snyders film og hele Justice League-balladen har efterladt en bitter smag i munden hos de fleste.
Nu skal det hele rebootes. James Gunn (Guardians of the Galaxy, The Suicide Squad) er hentet ind som kreativ styrmand for hele DC, og selv om The Flash allerede var blevet optaget, da han blev ansat, forventes det, at den indleder den nye æra.
Med udgangspunkt i historien Flashpoint, skal helten Flash (Ezra Miller) forsøge at genoprette virkeligheden, efter at han er løbet tilbage i tiden og har skabt en alternativ tidslinje. Filmen byder blandt andet på et gensyn med Michael Keatons Batman, som vi sidst så tilbage i Batman Returns fra 1992.
The Flash får biografpremiere 14. juni.
Asteroid City
Det kan godt være, at ikke alle genkender navnet Wes Anderson. Men de fleste vil nok genkende hans film. For få instruktører har så distinkt en visuel stil, at man altid vil kunne udpege dem fra andre, når man blot har set én. Tænk bare på film som The Royal Tenenbaums, Moonrise Kingdom og The Grand Budapest Hotel.
Der er pang på pastelfarverne, og hvert billede er perfekt sat op. Med en heftig dosis inspiration fra 50’ernes og 60’ernes æstetik, kan man altid være sikker på, at Andersons film er en lækkerbisken til øjnene.
I Asteroid City har instruktøren endnu en gang samlet næsten hele Hollywood på rollelisten, anført af Tom Hanks. Filmen handler om en kongres for unge stjernekiggere i 1955, og vi kan forvente rumvæsner, kærlighed og underfundig komik, som kun Wes Anderson kan lave det.
Asteroid City får biografpremiere 15. juni.
Toves værelse
En af årets store danske film er uden tvivl Toves værelse. Paprika Steen og Lars Brygmann gentager deres roller fra teaterstykket af samme navn, som henholdsvis Tove Ditlevsen og hendes fjerde ægtemand, Victor Andreasen.
Vi får indblik i deres stormfulde ægteskab, da den unge forfatter Klaus Rifbjerg (Joachim Fjelstrup) kommer til frokost.
Grænsen mellem kærlighed og had tegner til at blive udvisket flere gange i løbet af Toves værelse, hvor vi kommer helt tæt på den berømte forfatter og ægtemanden, den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet.
Toves værelse får biografpremiere 22. juni.
Indiana Jones and the Dial of Destiny
Den pisk-svingende eventyrer Indiana Jones (Harrison Ford) er efterhånden nået et godt stykke over pensionsalderen. Alt tegner da også til, at dette bliver sidste omgang med den berømte actionmand.
Og det slutter umiddelbart, ligesom det startede. Med en masse nazister og en genstand, der kan ændre verdenshistorien.
Mads Mikkelsen spiller den tyske skurk Dr. Voller, og Phoebe Waller-Bridge (Fleabag) spiller Jones’ guddatter og arvtager Helena Shaw. James Mangold, der tidligere med stor bravur sendte Wolverine på pension, har overtaget instruktørtøjlerne fra Steven Spielberg, og de første reaktioner fra Cannes-filmfestivalen hælder til den positive side.
Indiana Jones and the Dial of Destiny får biografpremiere 28. juni.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Guardians of the Galaxy vol. 3’ runder historien af med et følelsesmæssigt brag
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Evil Dead Rise’ er gys, splat og grin i særklasse
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Underverden 2’ er en rendyrket actionfilm med høj intensitet