Historikerens dom: ’How to Become a Tyrant’ drukner i overgearede og for simple forklaringsmodeller

Foto: How To Become a Tyrant/Netflix

Netflix’ nye serie How to Become a Tyrant er et lynkursus i, hvad det kræver at blive diktator. Desværre drukner den ellers forfriskende fortælleform i overgearede og lidt for simple forklaringsmodeller, der overser væsentlige aspekter.

Serien How to Become a Tyrant er en spøjs blanding af historisk dokumentar- og sort komedieserie, der gennem seks afsnit sætter fokus på, hvilke magtteknikker der har hjulpet nogle af det 20. århundredes mest forbryderiske diktatorer til magten. Og nu kan du altså selv lære alle metoderne, så du en dag kan regere og undertrykke dit eget folk!

Fiktiv drejebog

Serien er på den måde en slags fiktiv drejebog for diktatorer. Den gennemgår en tjekliste af undertrykkende virkemidler, som bliver fortalt gennem historiske eksempler, heriblandt Adolf Hitler, Josef Stalin og Saddam Hussein.

Alt imens Peter Dinklage (Tyrion fra Game of Thrones) med overbevisende rusten røst polstrer dig til livet som aspirerende autokrat gennem en munter cocktail af sarkastiske råd, fakta og far-jokes.

Foto: Gage Skidmore

Det (sørgeligt nok) evigt aktuelle emne er ekstremt interessant. Samtidig er serien et forfriskende take på genren ‘historisk dokumentar’, der tydeligvis forsøger at henvende sig til yngre målgrupper.

LÆS OGSÅ: De bedste true crime dokumentarer på Netflix lige nu

How to Become a Tyrants utraditionelle stil kan dog desværre ikke skjule, at serien har nogle udfordringer med fejlagtige fakta, manglende fokus på og respekt for ofrene, og endda til tider ender med at fremstå som en flok bøvede fjortenåriges fascination af de forbryderiske folkemordere.

Tivolimusik og høje kindben

Serien har (for sin ellers ofte støvede genre) et tårnhøjt tempo, med hurtige klipninger mellem dokumentarisk videomateriale, indhentede eksperter og karikerede tegnefilmssekvenser. Henover de hurtige sceneskift brager et bastant og dominerende soundtrack, der spænder fra hiphopbeats til klassiske strygere til… komisk tivolimusik.

Foto: Heinrich Hoffmann/Das Bundesarchiv

Helt grelt bliver det henover videobidder med diktatorerne Adolf Hitler og Benito Mussolini, hvor den komiske musik får dem til at ligne to naragtige klovne. Jeg medgiver, at diktatorduoen nemt kan fremstå lidt latterlige i vore dage med deres overdramatiske gestik. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at serien ikke har den fornødne respekt for deres millioner af ofre, når de reduceres til klovnede parodier på narcissistisk selvdyrkelse.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Fanget i et farligt forhold’ italesætter en ukendelig hverdag

Det bliver ekstra rodet og kontrasterende, når de animerede sekvenser samtidig forsøger at male et mørkt, dystert og grusomt portræt af tiden. Så hvad er tyrannerne? Klovne eller monstre? Og hvorfor er Hitler tegnet med høje, flotte kindben og fem-seks kg lettere?

De tegnede sekvenser, der ellers på forfriskende viser bryder med genren, er i sidste ende medvirkende til at fiktionalisere, æstetisere og desværre også distancere seerne fra den slags historie, som så ofte bliver udskreget til at være den allervigtigste at huske på.

Irriterende “småfejl”

Og så er der alle småfejlene bag det kække og tidssvarende ydre. Som da serien allerede i første afsnit genkalder Hitlers fremstilling fra Mein Kampf om, hvordan han oplevede tiden i skyttegraven – ikke ligefrem den mest troværdige kilde, vel?

Eller da serien postulerer, at Hugo Boss designede nazisternes uniformer. En mindre detalje, bevares, for ja, Boss syede uniformer, men han stod ikke bag designet. Det er småfejl, men de går igen i alle afsnittene, og er irriterende.

LÆS OGSÅ: Arhmen for filan! De tre mest skuffende film de sidste ti år

Værst af alt efterlader det et indtryk af, at enten er serien dårligt researchet eller også har holdet bag langt hellere vil skabe en dramatisk fortælling, uanset om den så afspejler den gældende viden på området.

Tyranner falder ikke ned fra himlen

Mens der er masser af gode pointer, og ganske vist poppede læresætninger undervejs i How to Become a Tyrant, så fokuserer serien alt for meget på selve diktatorerne og alt for lidt på de politiske idéer og samfundsforhold, der banede vejen for dem.

Og her misser serien én vigtig pointe; tyranner kommer ikke ud af det blå. Det ville selvfølgelig også være en lidt selvmodsigende pointe for serien, da det ville ødelægge premissen om, at despoterne bare følger drejebogen til punkt og prikke, og vupti – så er de enevældige herskere.

LÆS OGSÅ: 5 gode lydbøger til din sommerferie

Derfor bliver de brutale herskere desværre ofte reduceret til én-dimensionale, magtliderlige bulderbasser med en stram og nedfældet plan for at opnå total kontrol. Men hvor er ideologierne? Hvor er forståelsen for de samfundsforhold, der banede vejen for tyrannerne?

At forklare Hitler, uden at forklare børskrakket i 1929 eller Gadaffi uden antikolonialismen, svarer til at skrive en bog om korstogene, uden at nævne kristendom eller islam, eller forklare handlingen i Titanic, uden at omtale isbjerget.

LÆS OGSÅ: De bedste podcasts: hvad du skal høre lige nu

For selvfølgelig er virkeligheden langt mere kompliceret og ofte også tilfældig. Diktatorerne var ikke kun dyssociale magtmennesker. De var også muliggjorte af ideologiske strømninger og tanker, hvis utopiske løfter til fremtidige drømmesamfund indgød håb; særligt i befolkninger, der var pressede socialt og økonomisk.

Drengerøvshumor og tøhø-jokes

Desværre bliver How to Become a Tyrant aldrig mere end et rodet, overfladisk, forsimplende og halvfjollet forsøg på at skabe et action-packed, karikeret portræt af menneskehedens største skurke, der nok ville gøre sig bedre på YouTube end Netflix. Og det er hamrende ærgerligt.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Epstein’s Shadow: Ghislaine Maxwell’ er en fest for konspirationsteoretikerne

For historiske dokumentarer trænger virkelig ofte til at blive piftet op og finde sig et nyt og bredere publikum – i stedet for kun at henvende sig til os, der gider sidde hjemme en lørdag aften og se de samme støvede krigsdokumentarer om og om igen, mens vi begræder lukningen af DR K. Men derfor behøver man som producent ikke forfalde til drengerøvshumor og tøhø-jokes.

Trods fejl og mangler, så er jeg dog sikker på, at mange vil finde stor fornøjelse i How to Become a Tyrant. Dens underholdende, kække og til tider respektløse stil er muligvis lette kalorier. Men jeg kan jo håbe, den giver seerne lyst til at dykke ned i historien andetsteds.

LÆS OGSÅ: 5 film og serier der binder os sammen

Det bliver spændende at se, om der kommer flere sæsoner af How to Become a Tyrant, og om serien i så fald fortsætter stilen. Og om der kommer et afsnit om Kina. Det glimrer ved sit fravær i den første sæson.

Vil du vide mere om emnet?

Hvis How to Become a Tyrant fangede din interesse, og du ønsker at undersøge emnet dybere, så kommer der her en række anbefalinger til spændende litteratur om historiens værste bødler, og deres vej til magten.

Ian Kershaw – ‘Hitler’

Den britiske historiker Ian Kershaws biografi om den tyske diktator Adolf Hitler fra 2010 er en monstrøs mobbedreng, men helt essentiel og dybdegående. Hvis du kan skal læse én bog om den tyske fører, så er det denne her!

Lisa Blaydes – ‘Iraq under Saddam Hussein’

Den amerikanske statskundskabsprofessor Lisa Blaydes er ekspert i mellemøstlige diktaturer. Efter Saddam Husseins fald skrev hun denne uddybende og grundige bog om Irak i tiden under den ubarmhjertige diktator.

LÆS OGSÅ: 5 fortællinger, der gør dig klogere

Simon Sebag Montefiore – ‘Stalin – den røde zar og hans hof’

Montefiores værk om Stalin er monumentalt, men det må historien om Stalins regime med hele dets skræmmende, paranoide og morderiske persongalleri også være. Montefiores bog er en fortsættelse til hans egen bog om Stalins ungdom. Den er bestemt også værd at dykke ned i, hvis man vil vide mere om det 20. århundredes mest kyniske og brutale massemorder.

Niccolò Machiavelli – ‘Fyrsten’

Machiavelli var en filosof og politolog, der i 1500-tallet skrev sit hovedværk Fyrsten. Bogen var netop en guidende manual til, hvordan de italienske bystaters eneherskere kunne gribe og opretholde magten. Machiavellis bog er ganske vist skrevet for mere end 500 år siden, men hans instruktioner synes underligt eviggyldige, og følges stadig overalt i de politiske kamparenaer verden over.

LÆS OGSÅ: De Gyldne Laurbær: Få inspiration til din næste lydbog

LÆS OGSÅ: Top 5: Realityshows på Netflix

Total
21
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like