Hvem er den bedste Joker?

Joaquin Phoenix som Joker / Foto: Joker/Viaplay

Mange af Batmans fjender er både mere farverige og interessante end manden i flagermusekostumet, men ingen mere end Jokeren. Her er vores top-5.

Vi kan alle have forskellige favoritskurke, men ingen er helt så anti-Batman som The Clown Prince of Crime: Jokeren. Den seneste, der har givet en stor præstation som jokeren er Joaquin Phoenix i filmen Joker, der for nylig er landet på HBO Max. Vi ved godt, han optræder kort i The Batman, men ikke nok til at kunne bedømme ham ordenligt.

Indtil videre har fem skuespillere haft rollen som Batmans ærkefjende, Jokeren, på det store lærred, mens det dobbelte – mindst – har lagt stemme til udgaver af skurken i tegnefilm eller computerspil.

Blandt nørder er det et yndet debatspørgsmål: Hvem gjorde det bedst? Som regel tages der afsæt i den noget fortærskede sætning: Jokeren er Batmans modpol.

Hvor Batman er regelret, tilbageholdende, beregnende og introvert, er jokeren det modsatte: Kaotisk, eksplosiv, impulsiv og ekstrovert, så blodet driver ned ad væggene.

Men Jokerens personlighed har varieret fra tid til anden, og ingen af de mest kendte skuespillere, der har haft rollen, har fejlet helt og aldeles. For gemt rundt om i deres præstationer, findes glimt af det kaos, der gemmer sig bag smilet, der har eksisteret siden 1940.

Vi har kigget på nogle af de mest kendte tegneserier gennem tiden og sammenlignet med de store spillefilm. Så er spørgsmålet bare: Hvilken Joker fra filmene kommer tættest på tegneserierne?

5. Joaquin Phoenix

Joaquin Phoenix som jokeren / Foto: Joker/Warner Bros. Pictures/DC Films/Village Roadshow Pictures/Bron Creative

Hvis det bare handlede om at være overbevisende og den bedste skuespiller, ville Phoenix have samtlige pladser på denne liste. Hans præstation i Joker, gav i ugen op til Oscar-showet Odds 1.02, og filmen er en tour de force i knækket psyke og mentale lidelser.

Men filmen er en origin story, og selv om de findes i spandevis, er det som regel rygter, historier og intet er definitivt afgjort, når det gælder, hvem Jokeren er, og hvorfor han er, som han er. I Joker ender han med at være Jokeren i de sidste 10 minutter, og derfor må Phoenix nøjes med sin yderst velfortjente Oscar, for her lander han på sidstepladsen.

Joker kan streames på HBO Max.

4. Jared Leto

Jared Leto som jokeren / Foto: Suicide Squad/Courtesy of Warner Bros. Picture – © 2016 Warner Bros. Entertainment Inc., Ratpac-Dune Entertainment LLC and Ratpac Entertainment, LLC

Leto har fået fortjente og ufortjente hug for sin måde at portrættere Jokeren på.

Med grillz, tatoveringer og et meget særpræget grin, er det svært ikke at tage sig lidt til hovedet, fordi det bliver en smule pinligt til tider.

Men fair skal være fair, og udover, at rollen passer ind i Suicide Squad-universet, som det blev defineret i David Ayers noget pauvre undskyldning for en superhelte-film, er det også nogle svært store (klovne)sko at skulle fylde.

Leto er eksplosiv og uventet, og hans måde at behandle og bruge Harley Quinn i filmen, er en god repræsentation af, hvordan han gør det i tegneserierne. Stockholm-Syndrom og hele baduljen er dog ikke nok til at sende ham højere op på listen.

Suicide Squad kan streames på HBO Max.

3. Heath Ledger

Heath Ledger som jokeren / Foto: The Dark Knight/© TM &DC Comics.2008 Warner Bros. Entertainment Inc. All Rights Reserved.

The Dark Knight kom på hælene af den enormt succesfulde Batman Begins, der var første store film-satsning i Gotham, efter Tim Burton hyrede Michael Keaton til at spille Batman. Mere end 15 år var gået, og verden var en anden. Både på og udenfor lærredet.

Ledger fik aldrig chancen for at modtage sin Oscar, som absolut også var fortjent. Men den ulmende intensitet i hans levering af rollen manglede noget af det uventede kaos, der er et trademark for Jokeren.

Det mest overraskende er scenen, hvor han banker en blyant op i hovedet på en tilfældig håndlanger for at illustrere sin pointe.

Han har rigeligt med komplicerede planer, og hans ønske om at trække Harvey Dent ud af rollen som ridderen i det skinnende hvide jakkesæt sidder lige i skabet.

Desværre bliver det lidt for dystert, og selv om Jokeren så afgjort ikke er nogen tur i tivoli, mangler han ganske enkelt noget humor.

The Dark Knight kan streames på HBO Max.

2. Cesar Romero

Cesar Romero som jokeren / Foto: Batman/Greenway Productions
20th Century Fox Television

Romero var den originale joker, overfor Adam West i 1960’erne, da Batman var en ganske anden størrelse end den skumlende, emo-ridder af natten, vi kender fra de senere udgaver.

Alligevel har Romero ganske godt fanget essensen af, hvad Jokeren var for en størrelse.

Her er der ikke nogen selvpinende, ødelagt tragisk skæbne, der dvæler ved, hvad der kunne have været. Romero har komikken med sig i sin levering af Jokeren, og den mangler alle de ovenstående.

Hvis endelig, der er en joke, bliver den leveret på samme måde, så man halvt om halvt forventer, at nogen tager solbriller på, og Roger Daltrey skriger YEEEAH, inden Teenage Wasteland starter.

Desværre skal Romero kæmpe med stort set alle de andre skurke i 60’ernes kitschede Batman-univers, og det trækker ned.

Batman (1966) kanlejes på Viaplay, Apple TV+ og Blockbuster.

1. Jack Nicholson

Jack Nicholson som jokeren / Foto: Batman/© 1989 Warner Bros.

Men helt alene står Jack Nicholson i Burtons udgave af Batman fra 1989. Og heldigvis for det. Han har eksplosivitet, kaos, kulørte planer med lattergas og jokes herfra og til månen, en bred vifte af kostumer, kulørte balloner, pistoler med ”BANG”-flag til prikken over i’et: Det klaprende optrækkelige gebis, han smider efter at have fået én på munden på toppen af Gotham Cathedral.

Og det er blot et enkelt element i en kavalkade af nik til tegneserierne. Der er et væld af scener, der er inspireret af tegneserierne: Som da han skyder Bob the Goon efter at have bedt ham om en revolver, reklamefilmene for Joker-smilet, hans brug af SmyleX-lattergassen, og sådan kan vi blive ved.

Batman (1989) kan streames på HBO Max

Det er meget tæt på, at Nicholsons udgave er den mest tro mod tegneserierne, men der er én, der er over:

0. Mark Hamill

Jokeren / Foto: Batman: Mask of the Phantasm/© 1993 Warner Bros. Animation

Mark Hamill er bedst kendt som Luke Skywalker, men hans karriere stoppede ikke der. Siden har han lagt stemmer til en del tegnefilm og computerspil. Han er diskvalificeret fra denne liste, da han ”kun” har lagt stemme til rollen og primært i serier. Men alligevel er han med i de tegnede udgaver af The Killing Joke, Mask of the Phantasm og Batman Beyond: Return of the Joker.

Men hvis du er fan af Batman og Jokeren, er det her, den ægte uforfalskede oplevelse findes.

Altså, hvis du partout VIL have den fra skærmen. Ellers kan vi anbefale en tur i en tegneseriebutik.

Det er tiden værd.

Batman: The Killing Joke og Batman Beyond: Return of the Joker kan streames på HBO Max.

Batman: Mask of the Phantasm kan lejes på Apple TV+ og Blockbuster.

LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i september 2022

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Kærlighed for voksne’ er en velskabt thriller, der oser af lækkerhed

LÆS OGSÅ: 2 storfilm får premiere samme dag på Disney+

Total
17
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like