En god aften sammen med den, du elsker, bliver ofte endnu bedre med en god film eller serie, som I begge nyder at se.
I kender det sikkert. Endelig er der mulighed for at få lidt kvalitetstid sammen med den, I elsker, så I lægger jer i ske i sofaen, hiver tæppet op over jer og trykker “start” på den serie eller film, I først støder på. God start. Men efter fem minutter hører I lyden … SNOOOORK! Jeres elskede er faldet søvn.
Men bare rolig, for der er råd at hente her. Vi guider jer til fem kvalitetsfilm og -serier, som er jeres sparsomme kærestetid værd.
Den danske: Kød & blod
Kød & blod er en film for jer, der holder af danske film, og som godt kan lide at se kvalitetsfilm om den danske underverden.
I rollen som familieoverhovedet Bodil spiller Sidste Babett Knudsen overbevisende en mor, som har rodet sin familie ud i det kriminelle miljø.
Bodil har trukket sine tre voksne sønner (Joachim Fjelstrup, Elliott Crosset Hove og Besir Zeciri) ind i gamet, og da hendes søster dør, flytter den unge niece Ida (Sandra Guldberg Kampp) ind og skal på lige fod agere håndlanger for at være en del af fællesskabet.
Kød og blod kan streames på Filmstriben.
Den biografiske: The Danish Girl
Holder I af film, der fortæller en personhistorie, og som er inspireret af virkeligheden? Så er The Danish Girl en film for jer.
Filmen har et par år på bagen, men den kan lige nu ses på Netflix, så slå til nu, hvis I vil forkæle jer selv med en stærk historie. Den handler om den danske maler Lili Elbe, som levede i begyndelsen af 1900-tallet.
Hun er blandt de første transkønnede, der fik foretaget en kønsskifteoperation, og de dilemmaer, hun oplevede, spilles inderligt og helt forrygende af Eddie Redmayne (The Theory of Everything). Han har selskab af Alicia Vikander (Ex Machina), der i rollen som Lilis kone vandt en Oscar for sin præstation.
The Danish Girl kan lejes på Blockbuster og Viaplay.
Action-filmen: Wonder Woman 1984
Er I til film og serier fra DC-universet, så er den spritnye film Wonder Woman 1984 en film for jer. Filmen skulle have haft premiere i biograferne, men coronavirussen fik sat en stopper for den fest, og blev i stedet udgivet på HBO Max.
Wonder Woman 1984 er fortsættelsen til 2017-filmen Wonder Woman. Den første film foregik under 1. verdenskrig, hvor Diana Prince (Gal Gadot (Justice League, Fast & Furious), altså Wonder Woman, kæmpede mod den græske krigsgud Ares.
I den nye film har Warner Brothers spolet tiden frem til 1980’erne, hvor Gal Gadot i rollen som Diana arbejder på et museum, men snart må hun redde menneskeheden endnu en gang.
Wonder Woman 1984 kan streames på HBO Max.
Den med noget på hjerte: Small Axe
Blev I fanget af 12 Years a Slave, der fortalte historien om den frie, sorte mand Solomon Northup, der blev solgt som slave? Nu har filmens skaber, Steve McQueen, begået antologiserien Small Axe bestående af fem film, der fortæller om Londons vestindiske samfund fra 1960’erne til 1980’erne.
De fem film kan ses uafhængigt af hinanden og fortæller hver en selvstændig historie. Om politichikane, blues parties, overfald, forfatteren Alex Wheatle og raceadskillelse.
Antologiserien var nomineret til en Golden Globe i 2021 i kategorien ‘Best Television Limited Series, Anthology Series or Motion Picture Made for Television’, men blev overhalet af The Queen’s Gambit. Til gengæld vandt John Boyega en statuette ved samme show for sin rolle som Leroy Logan i film nr. 3, Red, White and Blue.
Small Axe kan streames på DRTV.
Den sjove: The Kominsky Method
Grinede I af The Big Bang Theory eller Two And a Half Men? Så er Chuck Lorres serie om de to ældre venner Sandy (Michael Douglas) og Norman (Alan Arkin) en serie for jer.
Den uforskammede, men sorgfyldte Norman får hjælp fra Sandy, efter han har mistet sin kone til sygdom. Men Sandy er ikke altid til meget hjælp, for hans mislykkede skuespilskarriere og hans stigende alder sætter en kæp i hjulet i hans stræben efter ungdommens spontane liv.
Alligevel er de to venner hinandens klipper, og sjældent har en komedieserie så meget kærlighed i sig som denne. (Det skulle da lige være After Life … ) Og kærligheden fortsætter, for sidste år kom det frem, at serien får endnu en sæson. Premieredatoen kendes endnu ikke.
The Kominsky Method kan streames på Netflix.
LÆS OGSÅ: 10 klassiske film fra 80’erne, vi ikke glemmer
LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i november 2022