‘Metal Lords’ er den perfekte kombination af coming of age, venskaber og en introduktion til heavy metal – og det fungerer

Som metalhead bliver jeg altid glad, når der kommer film om genren – oftest bliver jeg en smule skuffet, men Metal Lords har ramt hovedet på sømmet.

Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg en fredag aften satte mig foran skærmen og tændte for Metal Lords. Det virkede umiddelbart som en helt almindelig (og delvist kedelig) teenagefilm om at sige skråt op med systemet, der havde den klassiske ”vi er venner, indtil jeg får en kæreste og så bliver vi uvenner”-trope.
Selvom tropen var der, var alt andet gjort til skamme.

Vi følger den rolige, smågenerte Kevin (Jaeden Martell, IT, Defending Jacob), der er blevet hevet ind i et post-death metalband af sin bedste ven, Hunter (Adrian Greensmith), der insisterer på, at de bliver det næste store metalband. På trods af at de ikke har en bassist, og at Kevin ikke helt rigtigt ved, hvad metal egentligt er.

Kevin begynder at øve sig på trommer og en god gennemgang af metalbands, hvor han støder på den lidt underlige, generte cellospiller Emily (Isis Hainsworth, Skint, Wanderlust) og forelsker sig i hende, samtidigt med at han forsøger at få hende ind i bandet.

Det er alt i alt en fortælling om den første, spæde kærlighed og venskab, men filmen indeholder så meget mere.

Langt hår, mobning og fed lyd

Jeg var blæst bagover af hele filmen, men især hvor godt Peter Sollett har formået at indfange den følelse af, at man er helt ved siden af. Han gør det til perfektion, samtidigt med at de mange forskellige bands og sange fra metalverdenen bliver indarbejdet fuldstændigt eminent gjorde det til en fryd at sidde og se med.

Der er også noget helt specielt i at kunne genkende både venskaberne, dét, at man forsøger at fjerne sig fra det, der gør ondt, hvordan musikken giver en kraft og hvor skrøbelig, man er samtidigt. Det virker måske umiddelbart som noget, der kun er på overfladen, men for pokker, hvor stikker temaerne dybt.

Hunter, der med sit lange hår, stick it to the man-attituden og loyalitetskomplekser, stikker ud som en torn i en pote, er ærligt en fryd. Adrian Greensmith har ikke rigtigt nogle roller bag sig, og hvis det her er hans debut, så er han virkelig på vej til en eminent karriere – han spiller r*ven ud af bukserne og får Hunter, der oftest bare er vred og småanarkistisk, til at virke dybfølt og enormt skrøbelig samtidigt. Hans reaktion på, at hans hår bliver klippet af (af en mobber på skolen), er fantastisk. Han hader sin far, men higer efter respekt og anerkendelse, og vil bare gerne være noget.

Jaeden Martell har – fra da jeg så ham for første gang i IT – imponeret mig. Hans rolige tilgang til skuespil er fantastisk og virkelig simpel, men hamrende effektiv. Han spiller så godt i sådan en rolle, hvor der lurer lidt vrede under overfladen, men han er allerbedst, når der er dybfølte øjeblikke. Jeg blev faktisk nødt til at tørre øjnene, da han i en samtale med Emily (der lider af en mental sygdom) fortæller hende, at hun ikke er nogens fejl, for hun er ikke en fejl, for det var pokkers ærligt og enormt … uskyldigt, på en eller anden måde.

Derudover er Isis Hainsworth, der spiller Emily, nærmest perfektion. Hun er lille og sky, men så magtfuld i sin præsentation, og hendes selvsikkerhed med rollen skinner simpelthen så bragende igennem, at jeg ikke kunne tage øjnene fra hende, når hun kom på.

Små problemer, store problemer

Det er også interessant, hvordan forfatteren har fået gjort små hverdagsproblemer – og venskabsproblemer – til noget, der fylder så meget, uden at det fylder. Det lyder måske lidt underligt, men der er bare et eller andet helt nøgternt ved tilgangen, der virkelig får det til at virke realistisk.

Jeg genså filmen to gange, for da jeg var færdig med den første gang, gik det op for mig, at der foregik en masse i baggrunden, der også havde betydning.

Alle, man møder igennem filmen, har deres egne dæmoner – det er en ret spændende vinkel, at det foregår i baggrunden, fordi det for det første jo er sådan, man som person oplever andre; de er i baggrunden og ikke særligt betydningsfulde for ens liv, indtil de er det. I filmen er det både misbrug af stoffer og alkohol, men det bliver holdt så skjult eller så meget imellem linjerne, at man ikke tænker over det, før man ser det i øjnene.

Det er virkelig fedt, at man ved, at det eksisterer, uden at det er det eneste der fylder i filmen.

Derudover må jeg også ærligt erkende, at jeg sad og skreg lidt, da Kevin – efter en flaske champagne – hallucinerer nogle gigantiske navne fra metalverdenen. Det er den bedste type reelle cameo, jeg har set længe og det fungerer simpelthen så godt. Måske er det på grund af hele filmens vibe, måske er det, fordi jeg elsker metal, men jeg kan simpelthen ikke få armene ned over den her film.

Ærligt, så får selv de voksne skuespillere plads til at udfolde sig, og det fungerer i et sindssygt godt samspil på trods af troper, klassiske elementer og ”voksne”, der måske er en tand for laissez faire. Der er så meget godt at sige om den her film, at jeg nok kunne bruge flere hundrede sider på det (I skal slet ikke få mig startet på deres optræden til Battle of the Bands eller udbrydersekvensen fra rehab), men jeg må begrænse mig til at sige: JA. SE DEN.

Jeg kan ikke give ros nok til filmen, og Netflix har endelig en coming of age-film, der fungerer. Hvis man som teenager var til metal, er det en film, der klart skal ses, men jeg anbefaler alle, der har halvanden time til feel-good at se den, for den er virkelig det værd.

Fakta om filmen
Instruktør: Peter Sollett
Manuskriptforfatter: D.B. Weiss
Medvirkende: Jaeden Martell, Adrian Greensmith, Isis Hainsworth m.fl.
Længde: 1 time, 37 minutter
Genre: Music, komedie, coming of age
Streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Vi Elsker Streaming anbefaler 10 film i maj

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ‘Jimmy Savile: A British Horror Story’: Hvor lang line giver man lige en seriemisbruger i fåreklæder?

LÆS OGSÅ: Steven Spielbergs bedste og værste film