Et svensk take på Groundhog Day og en håndfuld stridslystne vikinger: De her film kan du fange på Netflix i april.
Streamingtjenesten Netflix er klar med en ny håndfuld film i april. Særligt to har vakt vores interesse. Den ene er The Last Kingdom: Seven Kings Must Die, der følger i fodsporene på vikingeserien af samme navn.
Den anden film kommer fra den anden side af Øresund, hvor svenskerne har lavet en ny film, der hedder One More Time. En romantisk komedie om en 40-års fødselar, der tager noget af en uventet drejning.
One More Time
Premiere: 21. april 2023
Genrer: Komedie, drama, romantik
Sprog: Svensk
Amelia (Hedda Stiernstedt) fylder 40 år, hvilket hun er lidt i krise over. Hun går og drømmer om at være ung igen, indtil hun i stedet pludselig bliver kørt ned af en bus. Hun mister bevidstheden i ulykken, og da hun vågner op igen, er hun pludselig tilbage i 2002 og er 18 år igen. Det lyder jo skønt, indtil hun opdager, at hun gennemlever den samme dag igen og igen og igen.
Den svenske film One More Time tager udgangspunkt i et velkendt koncept, hvor vores hovedperson bliver ved med at gennemleve det samme – ligesom i Groundhog Day (1993), Edge of Tomorrow (2014) og Palm Springs (2020). Amelia opdager, at hun bliver nødt til at ændre noget i sin fortid for at komme tilbage. Spørgsmålet er bare: Hvad?
Seven Kings Must Die
Premiere: 14. april 2023
Genrer: Action, drama, historie
Sprog: Engelsk
Der er dukket snesevis af film og tv-serier op med afsæt i vikingetiden og skandinavisk historie, siden Vikings fik premiere i 2013. En af de åndelige efterfølgere er blandt andet Netflix’ The Last Kingdom, der handler om den engelskfødte Uhtred (Alexander Dreymon), der er vokset op i Danmark, og som drager afsted på plyndringstogt til sit hjemland.
The Last Kingdom har kørt i fem sæsoner, og en sjette skulle være på vej. Den 14. april udkommer The Last Kingdom: Seven Kings Must Die, der er en film baseret på tv-serien. Rollelisten er den samme som i serien, og vi følger stadig Uhtred, der i filmen forsøger at forene England efter Kong Edwards død. Så hvis du venter på den næste sæson, der skulle udkomme næste år, er det oplagt at kaste sig over filmen imens.
Lewis Capaldi: How I’m Feeling Now
Premiere: 5. april 2023
Genrer: Dokumentar, musik
Sprog: Engelsk
Lewis Capaldi er i dag 26 år og har en lovende musikkarriere kørende for sig. Den begyndte dog allerede tilbage i 2017, hvor han udgav sin første single, der hurtigt blev en af de mest spillede sange på Spotify. Lewis Capaldi kommer fra Skotland og bliver ofte sammenlignet med engelske Ed Sheeran – deres musik minder på mange måder også om hinanden.
Lewis Capaldi: How I’m Feeling Now er en dokumentar, der både handler om Capaldis sangkarriere, men også om hans psykiske og mentale helbred. I 2022 offentliggjorde Lewis Capaldi, at han var blevet diagnosticeret med tourettes syndrom, hvilket han ofte italesætter på de sociale medier, hvor han især er blevet populær for sine humoristiske videoer. Er du fan, er dokumentaren helt sikkert ikke til at komme udenom.
A Tourist’s Guide to Love
Premiere: 21. april 2023
Genrer: Eventyr, komedie, romantik
Sprog: Engelsk, vietnamesisk
Amanda Riley (Rachael Leigh Cook) er rejseagent, og da hun pludselig bliver single, er timingen perfekt, da hendes arbejde vælger at sende hende afsted til Vietnam for at undersøge landets turistindustri. I Vietnam forelsker hun sig ikke bare i landets kultur, men også i sin tourguide Scott Ly (Sinh Thach).
Sammen beslutter Amanda og Scott sig for at deroute den tourbus, de kører rundt med, og i stedet tager de på en impromptu og uplanlagt tur gennem landet. Det er Netflix’ første film, der er produceret og filmet i Vietnam, og hvis du er fan af østlig kultur og søger inspiration til din næste rejse, er A Tourist’s Guide to Love måske ikke et dumt filmbud.
Kings of Mulberry Street: Let Love Reign
Premiere: 7. april 2023
Genrer: Eventyr, komedie, drama, familie
Sprog: Engelsk
Kings of Mulberry Street: Let Love Reign er en fortsættelse til familiefilmen Kings of Mulberry Street, der udkom tilbage i 2019. I den nye film er det igen de to unge børneskuespillere, britiske Shaan Nathoo og indiske Aaqil Hoosen, der har rollerne som den kløgtige og opfindsomme duo, Ticky og Baboo.
I den første film var der tale om en lokal bande, der truede de to 9-årige drenges familier og levevis. I fortsættelsen er det bedstemor Chetty, der bliver kidnappet af en korrupt politibetjent, og de to drenge iværksætter på kreativ vis en vild redningsaktion, hvor de blandt andet udgiver sig for at være store filmstjerner fra Bollywood.
Andre nye film på Netflix i april 2023
Weathering, premiere 1. april
Chupa, premiere 7. april
Oh Belinda, premiere 7. april
Hunger, premiere 7. april
Operation Nation, premiere 12. april
Queens on the Run, premiere 14. april
Phenomena, premiere 14. april
Mighty Morphin Power Rangers: Once & Always, premiere 19. april
Chokehold, premiere 21. april
Kiss, Kiss!, premiere 26. april
The Awkward Weekend, premiere 27. april
The Matchmaker, premiere 27. april
AKA, premiere 28. april
LÆS OGSÅ: Vi Elsker Streaming anbefaler: 5 film, du skal se i april 2023
LÆS OGSÅ: 5 film om mad, der får tænderne til at løbe i vand
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Sjældent har bureaukrati været så spændende som i ’Tetris’