Nye film på Netflix i maj 2022

Anders Matthesen som kokken Theo / Foto: Toscana/Netflix

En ny måned er lig med nye udgivelser på Netflix. Vi har igen set på, hvad der kommer af nye film på streamingtjenesten i maj måned og samlet højdepunkterne til dig her.

MARMADUKE

Pete Davidson som Marmaduke Foto: Marmaduke/One Cool Animation, Andrews McMeel Entertainment and Legacy Classics ALL RIGHTS RESERVED © 2022

Premiere 6. maj 2022
Genre: Komedie, familie
Sprog: Engelsk

Marmaduke er en dum, lille familiefilm, der sikkert ikke er helt tosset til en søndag eftermiddag på sofaen sammen med resten af familien. Filmen handler om familien Winslow, der flytter til en forstad i Californien med deres grand danois, Marmaduke, der har en tendens til at skabe en masse ulykker for familiemedlemmerne.

Marmaduke minder umiddelbart lidt om Beethoven-filmen fra 1992 med Charles Grodin og Bonnie Hunt. I Marmaduke kan hunden dog tale og er stemmelagt af Pete Davidson. Filmen er baseret på en kendt tegneseriestribe af samme navn, der har kørt i forskellige aviser og magasiner fra 1954 til 2015. Et godt bud på en film, hvor du bare skal slå hovedet fra.

TOSCANA

Anders Matthesen som kokken Theo / Foto: Toscana/Netflix

Premiere 18. maj 2022
Genre: Drama, romantik
Sprog: Dansk, italiensk

I Toscana har vi at gøre med intet mindre end den første danske film, der får verdenspremiere på Netflix. Filmen har ingen ringere end Anders Matthesen (Ternet Ninja, Terkel i knibe, Sorte kugler) i hovedrollen, som kokken Theo, der under en rejse til Toscana i Italien møder sit livs kærlighed, Sophia – spillet af Cristiana Dell’Anna.

Mødet med Sophia får Theo til at genoverveje sit liv. Det er på mange måder den helt klassiske kærlighedshistorie, hvor du kan opleve Anders Matthesen i en noget anderledes rolle end normalt. Han er dog ikke alene om at være uden for sit vante element. I filmen medvirker sangeren Christopher også i en mindre rolle, hvilket sikkert også er kan være trækplaster for nogen.

HOLD YOUR BREATH: THE ICE DIVE

Johanna Nordblad gør sig klar til at dykke / Foto: Hold Your Breath: The Ice Dive/Netflix

Premiere 3. maj 2022
Genre: Dokumentar
Sprog: Engelsk, finsk

Hold Your Breath: The Ice Dive er en lille, frisk dokumentar på 40 minutter, hvor vi følger den finske fridykker Johanna Nordblad i jagten på verdensrekorden for længste distance svømmet under is. Det er en fokuseret og medrivende historie, hvor selv de hårdeste vinterbadere formentligt ville tænke: “Ah, okay. Hvor er min sauna?”

I dokumentaren ser vi blandt andet, hvordan Johanna iført intet andet end en helt ordinær svømmedragt hopper ned i det iskolde vand, hvor det så er meningen, at hun skal svømme 103 meter under en 60 centimeter tyk iskappe, hvor der så et hul i den anden ende. Den perfekte dokumentar til en varm sommerdag.

UNHINGED

Russel Crowe som Tom Cooper / Foto: Unhinged/Netflix

Premiere: 1. maj 2022
Genre: Action, thriller
Sprog: Engelsk

Russell Crowe (The Nice Guys, A beautiful mind, L.A. Confidential) er som oftest garant for en god filmoplevelse, men hvilke af hans film skal du vælge, når du er færdig med at gense Gladiator. Et bud herpå kunne være thrilleren Unhinged, hvor Russell Crowe lader temperamentet løbe løbsk med en slem omgang road rage.

Det ender med at gå ud over Rachel, spillet af Caren Pistorius (Mortal Engines, Cargo, Offspring), der sidder i sin bil og er forsinket på vej til arbejde. Hun er nu Russell Crowes nye yndlingsoffer, og han har virkelig en dårlig dag. Unhinged minder umiddelbart lidt om Falling Down fra 1993 med Michael Douglas. Så hvis du kunne lide den, og du kan lide Russell Crowe, så giv Unhinged et skud.

FATMAN

Mel Gibson som Chris / Foto: Fatman/Saban Films

Premiere: 1. maj 2022
Genre: Action, fantasy, thriller
Sprog: Engelsk

Der er immervæk et stykke tid endnu til jul, så hvad er mere oplagt end en film, der handler om at slå julemanden ihjel? Det er præcis det, der er plottet i Fatman, hvor Mel Gibson (Braveheart, Dødbringende våben) har rollen som Chris Kringle, der som julemand driver en julegaveshop i det nordlige Alaska.

Dagen før jul får en rigmandssøn dog et stykke kul i sin sok, og det var ikke lige det, han ønskede sig. Derfor beslutter han sig for at hyre en lejemorder, der får til opgave at slå Chris Kringle, altså julemanden, ihjel. Det viser sig imidlertid at være noget mere kompliceret end som så, for julemanden er ikke helt uden evner, når det kommer til våben.

Som du måske kan fornemme, så er Fatman ikke en film, der skal tages alt for seriøst. Det er hjernedød action af den bedste slags. Lejemorderen bliver spillet af Walton Goggins (Justified, The Hateful Eight, Predators), der også altid er god. Så måske Fatman alligevel ikke er så tosset et bud til en filmaften, selvom der i skrivende stund stadig er mere end et halvt år til juleaften.

LÆS OGSÅ: Se de første billeder: Ryan Gosling-filmen ‘The Gray Man’ får premiere til sommer

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Turning Red’ er en helt vidunderlig, dejlig og hyggelig familiefilm. 

LÆS OGSÅ: Ny film med Eugenio Derbez fra ‘CODA’ får premiere på Disney+

Total
4
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like