Med udsigt til et par helligdage i maj er der god tid til at fange en film. Her er, hvad Netflix kommer med af nyt i denne måned.
Et par hårdtslående mødre er med til at markere Mors Dag på Netflix i maj måned, der derudover byder på en efterfølger til den norske ungdomsfilm Royalteen og et tysk take på Inglorious Basterds. Få et overblik over, hvad der kommer af nyt på Netflix i maj måned her.
Royalteen: Princess Margrethe
Premiere: 11. maj 2023
Genrer: Drama, romantik
Sprog: Norsk
Modsat hvad navnet måske kunne lede en til at tro, så er Royalteen: Princess Margrethe ikke en omgang fan-fiktion baseret på Dronning Margrethes vilde ungdom. Det er derimod en efterfølger til den norske ungdomsfilm Royalteen, der udkom på Netflix sidste år, og som er baseret på den norske journalist og forfatter Anne Gun Halvorsens ungdomsromaner, der originalt har titlen Halve kongeriket.
Filmen handler om den norske prinsesse Margrethe (Elli Rhiannon Müller Osborne), der er tynget af at holde på en hemmelighed efter hændelserne ved sidste års skolebal, der potentielt kunne kaste skam over hendes familie. Heldigvis kommer den danske kongefamilie på besøg, hvor hun kan møde den danske prins Alexander (Sammy Germain Wadi), som hun har chattet med i månedsvis. Besøget går dog ikke helt som planlagt.
The Mother
Premiere: 12. maj 2023
Genrer: Action, thriller
Sprog: Ukrainsk, engelsk
En eftersøgt hemmelig agent må afgive sin nyfødte datter for at beskytte hendes liv. Efter nogle år bliver datterens virkelige identitet dog opdaget, og den hemmelige agent, spillet af Jennifer Lopez (Out of Sight, U Turn), bliver tvunget til at komme ud af sit flyverskjul for at beskytte den datter, som hun efterlod år tilbage.
The Mother ligner på mange måder en helt klassisk actionfilm, der har en ret sej 53-årig Jennifer Lopez i hovedrollen. I bedste John Wick-stil må hun kæmpe og skyde sig vej igennem dusinvis af snigmordere for at beskytte sin datter. The Mother kommer næppe helt op på samme niveau som John Wick-filmene, men mindre kan måske også gøre det.
Mother’s Day
Premiere: 24. april 2023
Genrer: Action, drama, thriller
Sprog: Polsk
Hvis du ikke er til Jennifer Lopez, og den ovenstående titel ikke umiddelbart lød som noget for dig, så er Mother’s Day måske et bud. De to film minder om hinanden på nogle punkter, men Mother’s Day tager sig selv mere alvorligt. I filmen følger vi vores hovedperson Nina (Agnieszla Grochowska), der skal redde sin søn, som er blevet kidnappet af en gruppe nådesløse gangstere.
Nina er dog ikke hvem som helst. Hun har tidligere arbejdet som en hemmelig agent hos NATO’s specialstyrker, og i søgen efter sin søn får hun igen brug for alle de dødbringende evner og færdigheder, hun kender fra sit tidligere arbejde. Det er en polsk film, og der bliver talt polsk undervejs, men derfor kunne der sagtens gemme sig en god filmoplevelse her alligevel.
Blood & Gold
Premiere: 26. maj
Genrer: Action, comedy, drama, krig, western
Sprog: Tysk
Hvis du er i tvivl, om Blood & Gold er noget for dig, så tag og se traileren. Så får du med det samme en fornemmelse af, hvad det er for en film. Hvis du ikke har tid til det, så spørg dig selv, om du godt kan lide Inglourious Basterds (2009) og generelt er fan af Quentin Tarantinos værker. Hvis du kan sige ja til det, og du ikke er bange for lidt tysk, så er Blood & Gold helt sikkert en film for dig.
Blood & Gold foregår i foråret 1945, kort før afslutningen på 2. Verdenskrig, hvor de to tyskere, Elsa (Marie Hacke) og Heinrich (Robert Maaser), slår sig sammen i kampen mod nazisterne. Heinrich leder efter sin datter, mens Elsa forsøger at beskytte den afsidesliggende landsby, hun kommer fra. Et rygte om en skjult jødeskat lokker dog en masse SS-soldater til egnen, hvilket får de lokale til at gribe til våben. Det er fiktiv historiefortælling for alle pengene!
Anna Nicole Smith: You Don’t Know Me
Premiere: 16. maj
Genrer: Dokumentar, biografi
Sprog: Engelsk
Anna Nicole Smith var en amerikansk model, skuespiller og tv-kendis, der døde i en alder af kun 39 år tilbage i 2007. Du husker hende måske for hendes små roller i film som Naked Gun 3 1/3: The Final Insult (1994), Be Cool (2005) og Illegal Aliens (2007) eller det faktum, at hun giftede sig med 89-årig millionær, hvilket naturligvis fik mange til at spekulere i, hvorvidt hun gjorde det for pengene eller ej.
Anna Nicole Smith: You Don’t Know Me tager udgangspunkt i skuespillerindens liv og følger hende fra barndommen i Houston, Texas til hendes tidlige død på et hotelværelse i Hollywood. Dokumentaren varer en time og 56 minutter. Det er ikke sikkert, det er tid nok til at fortælle hendes historie. Hun levede virkelig et på mange måder aparte liv, der, hvis dokumentaren er strikket ordentligt sammen, helt sikkert kan være spændende at høre mere til.
Andre nye film på Netflix i maj 2023
Fanfic, premiere 17. maj
Faithfully Yours, premiere 17. maj
Kathal – A Jackfruit Mystery, premiere 19. maj
Hard Feelings, premiere 24. maj
Tin & Tina, premiere 26. maj
Mixed by Erry, premiere 26. maj
LÆS OGSÅ: De 10 bedste biografiske film om kunstnere
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Actionfilmen ’Ghosted’ er en tam omgang spionpladder
LÆS OGSÅ: De bedste film, vi så i april 2023