Er du hoppet med ombord på den nye streamingtjeneste SkyShowtime, har du meget at glæde dig til i december. Vi har fremhævet et par af december-udgivelserne her, hvor særligt én af titlerne lokker.
SkyShowtime fortsætter med at udbygge repertoiret i løbet af december, der i denne måned, foruden et par smallere titler, inkluderer to store blockbuster-film, som udkom tidligere i år. Og så ligger streamingtjenesten op til den helt store filmmaraton, når du ligger med tømmermænd på den anden side af nytår.
The Northman
Premiere: 13. april 2022
Genrer: Action, eventyr, drama, fantasy, historie, thriller
Sprog: Engelsk
The Northman er et episk drama, der udspiller sig i vikingetiden, hvor prins Amleth er på krigsstien i Island for at gøre krav på det, der retmæssigt er hans. I hovedrollen som den brutale Amleth har vi Alexander Skarsgård (True Blood, Tarzan, Big Little Lies), der bare på billeder fra filmen ser så bestialsk og rå ud, at han gør Rollo fra Vikings til skamme.
The Northman landede til pæne anmeldelser, da filmen havde premiere tidligere på året, og skaberen bag er også den kyndige Robert Eggers, der tidligere har instrueret bl.a. The Lighthouse (2019) og The VVitch: A New-England Folktale (2015). Castet er også ganske imponerende med store navne som Nicole Kidman, Ethan Hawke, Willem Dafoe og danske Claes Bang (Dracula, Broen, 2900 Happiness).
The Northman kan streames på SkyShowtime fra 14. december.
The Holiday
Premiere: 8. december 2006
Genrer: Komedie, romantik
Sprog: Engelsk
I The Holiday bytter de to kvinder, Amanda og Iris, hjem med hinanden, selvom de bor i hver sit land. Iris, spillet af Kate Winslet (Titanic, Revolutionary Road, Mare of Easttown), bor i London og forelsker sig i sin kollega, som hun finder ud af allerede er forlovet med en anden. Derfor bytter hun hjem med Amanda, der bliver spillet af Cameron Diaz (Vanilla Sky, Charlie’s Angels, The Mask).
Amanda bor i Los Angeles, hvor hun lever af at klippe trailere til spillefilm. Her erfarer hun, at hendes kæreste har været hende utro, hvorfor hun gerne vil en tur over Atlanten for at få tilværelsen lidt på afstand. Finder de to kvinder mon kærligheden igen? Måske, måske ikke. Foruden de to kvindelige hovedroller medvirker dog bl.a. Jack Black (School of Rock, Nacho Libre) og Jude Law (Alfie, Enemy at the Gates) – og hvad mon deres roller er?
The Holiday kan streames på SkyShowtime nu.
Star Trek I-VI
Premiere: 1979 – 1991
Genrer: Action, adventure, sci-fi
Sprog: Engelsk
Skulle du nogensinde have haft lyst til at kaste dig over den originale serie af Star Trek-film, får du chancen nu. Sidst på måneden udkommer alle de originale film på SkyShowtime, så der er mulighed for at kurere tømmermændene fra nytår med en ordentlig filmmaraton i selskab med James T. Kirk, Spock, McCoy og resten af besætningen på USS Enterprise.
Filmene varierer i kvalitet, men særligt Star Trek II: The Wrath of Khan (1982), Star Trek IV: The Voyage Home (1986) og Star Trek VI: The Undiscovered Country (1991) fremhæves ofte som nogle af de bedste i serien. Der er sidenhen kommet mange flere Star Trek-film til, men har du ikke tiden til at dykke ned i dem eller i serierne, udgør de originale film her et godt fundament i franchisen – og så er du også klar til den næste film, der er sat til at få premiere i julen 2023.
Hvis du vil have det fulde ud af Star Trek II: The Wrath of Khan kan det være en god ide at se afsnittet Space Seed af den originale serie (Sæson 1, afsnit 23 på Netflix), hvor Khan bliver introduceret. Den originale serie kan streames på Netflix.
Star Trek-filmene kan streames på SkyShowtime fra 31. december.
The Hanging Sun
Premiere: 12. september 2022
Genrer: Krimi, drama, mysterie, romantik
Sprog: Engelsk
The Hanging Sun er baseret på en bog af den norske forfatter Jo Nesbø. Her følger vi en tidligere snigmorder på flugt fra hans forhenværende arbejdsgiver. Snigmorderen, spillet af italienske Alessandro Borghi, ender med at søge tilflugt på en afsidesliggende ø, hvor han møder kvinden Lea (Jessica Brown Findlay), som han langsomt forelsker sig i.
The Hanging Sun er en solid thriller, der formentligt er gået under manges radar. Filmen varer godt og vel halvanden time, så den var måske et skud værd. Hvis du ikke er helt overbevist endnu, så medvirker den altid gode Charles Dance også i filmen, som du formentligt genkender fra blandt andet Game of Thrones, Alien 3 og The Sandman.
The Hanging Sun kan streames på SkyShowtime fra 12. december.
Top Gun: Maverick
Premiere: 26. maj 2022
Genrer: Action, drama
Sprog: Engelsk
Det helt store trækplaster på SkyShowtime til december er selvfølgelig Top Gun: Maverick. Selvom filmen udkom i maj, er den i skrivende stund stadig biografaktuel, og nu kan du også snart streame fortsættelsen til 80’er-klassikeren Top Gun (1986) hjemme i stuen. Forventningerne til filmen var ellers ikke særligt høje, da filmen havde premiere tidligere på året, men for en gangs skyld var der tale om en 2’er, der var sin forgænger værdig.
I filmen har vi selvfølgelig igen Tom Cruise (The Last Samurai, Edge of Tomorrow, Mission: Impossible) i hovedrollen som jagerpiloten Pete ‘Maverick’ Mitchell, der bliver konfronteret med sin fortid, da han efter 30 år som pilot i flyvevåbnet vender tilbage til Top Gun i forbindelse med en specialopgave. Foruden Tom Cruise medvirker blandt andre Jennifer Connelly, Miles Teller og Jon Hamm.
Top Gun: Maverick kan streames på SkyShowtime fra 22. december.
LÆS OGSÅ: ANN’befalinger: Her er de nye juleklassikere
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Netflix-filmen ‘Trold’ er Norges svar på ‘Godzilla’
LÆS OGSÅ: De 10 bedste julefilm nogensinde