Det tredje hold sejler over Atlanten i det nye koncept på Discovery+.
Over Atlanten lyder spændende i sig selv, og sådan skal det være, når kendte mennesker blandes i godt produceret reality-TV; spændende.
Eventyret
Rammen er simpel og effektiv. Ti personer går ombord i en større kølbåd, stævner ud på verdens næstestørste hav og har kun hinanden i tre uger.
Havet omkring har det farlige og billedskønne i sig. Båden er basen og sikkerheden. Og de andre er fællesskabet samt det ukendte element.
Søsyge og dårlig kemi ser ud til at blive udfordringen. Havet og båden ligner eventyret. Det er udemærket TV, kan jeg godt afsløre.
Godt TV
Reality-TV er bare bedst, når det er både spændende og interessant. I nogle produktioner vægtes det ene højere end det andet. Men balancen er god, når det hverken bliver for poppet og underholdende eller for tørt og internt nørdet.
Denne balance er god i Over Atlanten, hvor Discovery+ ikke bruger et dag-til-dag styrende manus, der skubber til deltagerne og heller ikke for alvor klipper eller filmer for dramaets skyld.
LÆS OGSÅ: 5 glemte glimt fra X Factor-scenen
Eventyret og personerne er i centrum. Deres interne dynamik og medbragte historier er kernen. Og heldigvis er deltagerne interesserede i hinanden.
Med Umut som kok
Årets hold er en pudsig blanding af kendisser, der hver især både har en tidligere og måske kommende karriere at byde ind med.
Ret meget i centrum i de to første afsnit finder vi nok årets scoop, Lars Løkke Rasmussen. Han har brug for en tænkepause fra politik og tager søstærk afsted. Han får en del fokus i starten og ser ud til at have / få en god kemi med Umut Sakarya.
Han er jo kendt som kok og Vild Med Dans-deltager og er på denne tur sat i kabyssen. Og helt ærligt, hvem gad ikke godt med på en tur, hvor Umut styrer køkkenet? I denne ramme er dette makkerpar nærmest anticastet som de hyggelige helte, men også de to med de tydeligste personlige mål med turen. De to sat overfor havet er godt TV.
Kendisser der sejler
”Vi skal også have nogle kvinder med”, har nogen sagt under castingen. Og lidt for gennemskueligt er de to eneste kvinder på båden unge og kønne.
Efter castingen og ombord på båden er alder og køn heldigvis næsten udvisket. Ditte Julie Jensen fra Den store Bagedyst og nu blogger er hørbar det meste af tiden. Dejlig bramfri og resultatorienteret sejleragtig.
LÆS OGSÅ: 5 hit-dokumentarer du kan streame i dag
Lidt mere gennemsigtig finder vi den tidligere OL-svømmer Sarah Bro. Efter to afsnit ikke så spændende en person, men med den overraskende twist, at hun som elitesvømmer bliver søsyg på vandet.
For anonym
Skuespiller Johannes Nymark (ham, der var gift med Silas Holst) optræder rigtig sympatisk og interesseret i de andre deltagere. Han har måske lidt for lidt kant i denne setting, men får de andre til at fortælle, og det kan også noget.
Som den sidste kendis finder vi TV-vært Felix Smith, der på turen godt vil lære at sejle; pænt oplagt. Det er lidt hyggeligt og lidt sjovt, men ikke rigtig interessant.
Det kan være, det kommer, men ellers er det overraskende, at den mest TV-trænede person umiddelbart er den mest anonyme.
Lir for sejlere
Hvis man er til sejlsport, er det liret at kaptajnen hedder Jesper Bank, og styrmanden hedder Martin Kirketerp. De er begge nogle af verdens bedste sejlere og tilsyneladende også glimrende som gruppedynamiske forstående holdepunkter.
Holdet består også af en læge og en fotograf, der er sekundære, men som fuldender besætningen. Alt i alt ti personer, der skal klare den sammen, uden det for alvor bliver farligt.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Renegades: Born in the USA’ er mere end bare godt selskab
Nogen fortæller, nogen støder sammen, nogen er forbilleder. En lejr for kendte, der lige bliver lidt mere kendte på deres tur over havet.
Havet ind i stuen
Man gad godt selv med. Jeg gad i hvert fald godt. Den tanke må være et af målene for Discovery+. Jeg drømmer i hvert fald med.
Billederne af havet og båden i modlys, måske med en solopgang er rigtig flotte (de har også en kameradrone med). Fornemmelsen af, at denne tur bliver larger than life er tydelig.
Jeg ved ikke helt, om det for deltagerne og dermed seeren bliver deres livs eventyr, som det annonceres, men en stor oplevelse bliver det. Og den vil man gerne have lidt af hjemme i stuen.
LÆS OGSÅ: Streamingguide til Star: Tips til gode film og serier på Disney+
Over Atlanten på Discovery+ er velproduceret og veldoseret interessant underholdning. Castet kunne være lidt skarpere og strabadserne lidt vildere, så kunne det gå hen og blive uafrysteligt. Her er der fokus på refleksion og personlig udvikling.
Det er også fedt, men så ryger der lige 15 % drama. Det er fire forventningsfulde hjerter jeg giver her, og jeg kommer til at se resten af årets Over Atlanten.
Fakta om ‘Over Atlanten’
Titel: Over Atlanten
Producent: Sejer Stenum
Medvirkende: Lars Løkke Rasmussen, Felix Smith, Umut Sakarya, Ditte Julie Jensen, Johannes Nymark, Sarah Bro
Episoder: 8 x 45 minutter (denne anmelder hat set to episoder)
Land: Danmark
År: 2021
Premiere: 11. april på Kanal 5 og discovery+
LÆS OGSÅ: Så du dem? 5 film og serier der gav os de største øjeblikke