Se dem mindst én gang i dit liv: De 5 bedste klassikere på Viaplay

Her får du Vi Elsker Streamings bud på Viaplays fem bedste (moderne) klassikere – som du skal have set.

Frem med slikposen og sodavanden. Bryd citronmånen, og skænk kaffen.

Denne liste med fem film på Viaplay er til dig, der vil undersøge, om du kan hakke Viaplays fem bedste moderne klassikere af – eller fluks logge ind for at checke dem ud.

Thelma & Louise (1991)

I disse tider, hvor der generelt sker et opgør med visse mænds upassende attitude, og hvor kvinder i høj grad slår ned på ‘mansplaining’, sexchikane og den uønskede dominans fra mandekønnet, så får en film som Thelma & Louise en rennæssance.

Historien om to kvinder og deres opgør med både deres mænd og samfundets nedgørende lænker har begejstret mange seere. Filmen har alle dage været populær, især blandt kvinder, dels som en ventil til at få luft og samtidig udleve i fantasien, hvad de fleste kun tør tænke. At sætte sig ind i bilen og tage opgøret mod en uretfærdig og utaknemmelig verden, køre ud i verden med våben i hånd og risikere alt for at brage igennem med integriteten i behold.

Thelma & Louise er stadig en fremragende roadmovie, og både Susan Sarandon og Geena Davis er ubehjælpeligt charmerende i titelrollerne. Det er en klassiker, som man skal have set, også selv om samtlige mænd i filmen er groft karikeret og uden anden dimension end at være røvhuller – selv en meget ung Brad Pitt, der får et par minutter på piedestalen, som den unge prins på den hvide hest havner i bunken af mænd, der ikke fortjener en verden med Thelma og Louise.

Aliens (1986)

Der vil altid være strid om, hvilken film i Alien-franchisen, der er den bedste. Nogle sværger til Ridley Scotts etter, mens andre lovpriser James Camerons fremragende toer. De fleste fans er dog enige om, at hele franchisen er fantastisk og hylder hver film for sig, da de alle er meget forskellige.

Personligt har Camerons Aliens altid været min store favorit. Sigourney Weaver er og bliver ikonisk i hovedrollen som Ripley – det eneste overlevende medlem af besætningen fra rumfartøjet Nostromo. Hun hyres til endnu en rumrejse, denne gang til planeten LV-426, hvor man skal undersøge, om samme art rumvæsen, der myrdede hele Ripleys besætning, også skaber problemer for kolonisterne på stedet.

Weaver og Cameron i forening understreger på mest raffineret vis, hvordan en stærk kvinde skal portrætteres i en film, hvor alle mænd hverken behøver at være et chauvinistisk møgøre eller ubrugelige skvat. Bevares, de to kategorier er – som i den virkelige verden – også repræsenteret i filmen, men det er ikke dem, der understreger Ripleys handlekraft og snarrådighed.

Aliens er nemlig – ud over at være en af tidernes bedste science fiction/actionfilm – et af de vigtigste skoleeksempler på, hvordan man til topkarakter skruer en historie sammen, der uden at udpensle emnet til døde viser kvindekønnets styrke, selvstændighed og heroisme.

Silence of the Lambs (1991)

Horror og psykologiske thrillers vinder ikke ofte Oscars. Derfor er en fem-dobbelt Oscarvinder i genren noget helt ud over det sædvanlige. Anthony Hopkins levendegjorde i Silence of the Lambs for første gang forfatteren Thomas Harris’ ikoniske skurk, psykopaten Hannibal Lecter.

I en syg leg af katten-efter-musen bliver den nyudklækkede FBI-agent Clarice Starling (Jodie Foster) sat til at finde massemorderen Buffalo Bill og må i mangel af bedre søge vejledning hos det indespærrede gale geni Doctor Hannibal Lecter.

Jodie Fosters og Hopkins’ kemi er forrygende, og man mærker blodet dunke i årerne, når man overværer samtalerne mellem dem. Hopkins portrættering af en sindssyg psykolog gennemføres så subtilt og alligevel så overbevisende, at hans egen kone efter sigende blev bange for ham, mens de så første screening af den færdige film. Har du endnu ikke set den, så skal den ses. Og ellers er den altid et gensyn værd evt. som en Clarice/Lecter-marathon med både Red Dragon og Hannibal henholdsvis før og efter Silence of the Lambs.

O Brother Where Art Thou (2000)

Før du sætter dig til at se O Brother Where Art Thou, bør du få pudset op på din viden om Odysseen – Homers fine digt fra oldtidens Grækenland, hvor han beskriver Odysseus’ livslange rejse. Når det så er gjort, vil du få en fest med at finde de utallige paralleller til det episke digt, der er at finde i O Brother Where Art Thou. Som alle brødrene Coens film (The Big Lebowski, The Ladykillers, Fargo, No Country for Old Men m.m.) understreger også denne perle deres eminente evne til at skabe et fuldstændig unikt persongalleri og krydre dem med genialt udtænkte dialoger. Hvor mange filmelskere har da ikke mindst ét fast Coen-film-citat med sig i bagagen? (“The rug really tied the room together…”)

George Clooney har i denne omgang hovedrollen som Everett, der sammen med to medfanger (John Turturro og Tim Blake Nelson) flygter fra fangenskab i 1930’ernes landlige USA og indleder jagten på en uvurderlig skat. Filmens referencer til Odysseen er som sagt fabelagtige og giver oplevelsen lige det ekstra krydderi, der skal til, for igen at kunne udnævne et mesterværk af Coen-drengene.

Derudover er filmen spækket med tryllebindende toner taget direkte fra den amerikanske rurale folkemusik. Soundtracket er i sig selv en oplevelse værd, når filmen er færdig, og man skråler med på Man of Constant Sorrow i dagevis efter at have afsluttet Everetts odyssé.

Full Metal Jacket (1987)

Stanley Kubricks Vietnam-epos er af den type film, som brænder sig fast i hukommelsen, hvor mindeværdige scener og replikker helt fortjent har givet den klassiker-status i sin genre. Alene indledningen med den stenhårde Sergent Hartmans ydmygelser og opfindsomme fornærmelser af de nye rekrutter bliver komik i en ellers lurende tragedie.

En flok unge mænd, nyt kød til Vietnam-kødhakkeren, skal rustes til at kæmpe i USA’s konflikt, og militærets forsøg på at skabe hærdede dræbermaskiner på rekordtid, ender som intensiveret træning ved nedgørelse og mobning. Ikke alle kan naturligvis klare mosten, og selv dem, der umiddelbart gør, bliver mærket for livet – og ikke kun med fysiske ar fra den senere tur til Vietnamkrigens rædsler.

Nu afdøde R. Lee Ermey er suveræn som den sadistiske sergent Hartman, der ikke kender bedre metoder til at lyntræne sine soldater end at behandle dem som affald og derved fylde dem med had. Vincent D’Onofrio går rent ind som den enfoldige og overvægtige Leonard Lawrence, der kæmper en umulig kamp for at blive helstøbt soldat, mens Matthew Modine som menig ‘Joker’ forsøger både at redde Leonard og sig selv fra personligt forfald og evig fordømmelse.

Selve filmen er todelt, hvilket næsten skaber to separate film – den første halvdel i træningslejren under Hartmans helvede og den anden under turen til Vietnam, hvor kun de mest hårdføre overlever og ingen vender hele hjem.

Skal du se én film om Vietnamkrigen i år, så vælg Full Metal Jacket. Ingen tvivl.

LÆS OGSÅ: Film & seriequiz til hyggelige stunder

LÆS OGSÅ: Tiden Værd: Film og serier du skal se i september

LÆS OGSÅ: Fascinerende fortællinger fra fortiden: 6 heftige historiepodcasts