TV 2-redaktøren Anne Mette Kirks anden roman ’Låst’ bliver til tv-serie. Romanen er købt af Nordisk Film kun to måneder efter udgivelsen, skriver forlaget People’s.
Anne Mette Kirks roman Låst fra 2021, der er den tidligere Station 2-journalists opfølger til debutromanen Knust, er blevet købt af Nordisk Film. Medieproducenten planlægger at skabe en tv-serie over krimiromanen, der følger politiassistenten Marc Abildgaards opklaring af en bestialsk forbrydelse.
Den unge kvinde Clara bliver fundet livløs og sølet til i blod på en natklubs toilet. Hun svæver mellem liv og død, og det er den ivrige politimand Marcs opgave at løse gåden om Claras overfald. Snart viser det sig at Claras omgangskreds ikke taler sandt, og at Clara også selv bærer på mørke hemmeligheder.
LÆS OGSÅ: At lytte til kongen: Stephen King på lydbog
Kirks spændingsroman vil blive adapteret til serieformat af Gabriel Bier Gislason, der bl.a. har skrevet og instrueret kortfilmene Purple Haze fra 2017 og Samuel’s Getting Hitched fra 2014.
Forfatter med farvestrålende CV
Forfatteren til Knust og Låst, Anne Mette Kirk, har en varieret og omfangsrig karriere som journalist bag sig. Først som nyhedsvært på TV 2 Nyhederne, senere som vært på kriminalmagasinet Station 2 og som redaktør på DR’s kæmpesucces Monte Carlo.
Senere skiftede Kirk tilværelsen som journalist ud med jobbet som kommunikationsrådgiver for det danske kongehus, inden hun i 2017 altså også kunne tilføje krimi- og spændingsforfatter på det anseelige CV.
Det vides dog endnu ikke, hvornår Kirk også bryste sig af titlen som serieforfatter, og heller ikke hvor serien kommer til at kunne opleves.
LÆS OGSÅ: Tæt på forfatteren: Robert Galbraith
LÆS OGSÅ: Guide til lydbogstjenester
LÆS OGSÅ: Fik du aldrig læst dem? 10 klassikere du kan lytte til