At finde den næste gode historie er en udfordring enhver lytter har oplevet før. Med disse anbefalinger hjælper vi dig lidt på vej.
Podcasts popularitet er steget markant de seneste par år, og det samme har mængden af dem. Der findes der efterhånden så mange podcasts, at hele emnepaletten er dækket. Derfor kan det være en udfordring at finde de skjulte perler i mængden, når man finder høretelefonerne frem.
Men det skal du heldigvis ikke bekymre dig om, da vi har samlet tre anbefalinger til podcasts, du kan høre i juni.
Satans synforladelse
Hvis du er træt af at høre om de samme historier, så er Satans synforladelse et godt bud, der får dig til at rynke panden.
Værten Emil Rothstein-Christensen besøger en lejlighed i Gladsaxe, hvor 80-årige Hanne Leffler bor. Men hun er ikke den typiske ældre dame, som nyder sin pension. Til hverdag arbejder hun som medium for den paranormale verden, efter hun blev udvalgt af Gud.
Med et pendul ved hånden og i selskab med sin assistent Kirsten har de kæmpet kampen mod verdens mørke i over tyve år igennem budskaber fra Gud. Som lytter følger man deres rejse, hvor værtens ankomst skal vise sig at være et stort skridt for Satans synforladelse, og starten på lysets sejr.
Derudover fortæller Leffler om specielle elementer som inkarnationer fra kendte ansigter og personlige hilsner fra satan, mens kaffe og jordbærkager bliver nydt flittigt i stuelejligheden. Yderligere er det én af de vildeste lytteroplevelser, hvor man med et kritisk øre bliver draget ind i den paranormale verden.
Podcasten er skabt med respekt for de medvirkende, hvor alle underlige vinkler af den åndelige verden er velkommen. Du kan lytte til Satans synforladelse på Spotify, Apple Podcast og Podimo.
LÆS OGSÅ: Månedens tip: Podcasts om personlige fortællinger
Lille spejl på væggen der
Efter Annemette Voss Fridthjof vandt den store bagedyst i 2013, virkede livet, som om hun svømmede i krymmel af succes. Men bagom bagværket viser det sig at være en hel anden historie.
Igennem podcastens episoder beskriver hun et ungdomsliv, hvor selvmordstanker, bulimi og mobning blev dækket med et tykt lag fondant, så dem udefra ikke kunne se det. Ligeledes kickstartede hendes voksne karriere med en hård skilsmisse i baggrunden.
I takt med det besøger hun gamle venner og familie for at dykke ned i deres oplevelse af værten, da hun kæmpede sig igennem livets udfordringer. Med konfrontationer og hårde samtaler begynder Fridthjof langsomt at acceptere sit spejlbillede efter at have distanceret sig fra problemerne hele livet.
Lille spejl på væggen der er en fantastisk podcast, der minder lytteren om, at livet ikke altid er lutter og lagkage for nogen som helst. Du kan lytte til Lille spejl på væggen der på Podimo.
LÆS OGSÅ: Sommerferieguide: De mest populære podcasts på Podimo lige nu
Spiralkampagnen
Denne anbefaling udfolder et mørkt kapitel i Danmark og Grønlands historie, da 4500 grønlandske piger i en alder helt ned til 13 år blev ofre for et statsligt indgreb. I slutningen af 60’erne besluttede danske myndigheder at igangsætte den såkaldte spiralkampagne, hvilket foregik med tvangsopsætning af spiraler til kvinder i en fertil alder.
Men hvorfor blev det krænkende indgreb sat i gang, der med nutidens øjne vil blive opfattet som uetisk? Dette undersøger to journalister fra DR i håb om at finde svar på de ubesvarede spørgsmål.
På deres rejse får lytteren indsigt fra ofrene på briksen, mens de fortæller om de psykiske konsekvenser, indgrebet har medført. Ligeledes åbner læger op for, hvad der foregik under kampagnens levetid, samt hvordan de krænkende og systematiske handlinger langsomt blev skubbet under tæppet. I takt med at journalisterne dykker ned i kampagnens mørke afkroge, skal det vise sig at være en større historie end først antaget.
Det er en hjerteskærende podcast, der fortæller om, hvordan det offentlige fratog pigernes ret til deres egen krop. Men det store spørgsmål er, hvorvidt det var et omsorgsfuldt indgreb eller en desperat løsning, hvor det frie valg blev berøvet?
Du kan lytte til Spiralkampagnen på Spotify, Apple Podcast og Podimo.
LÆS OGSÅ: Podcasts til din sommerferie: DR udgiver 4 nye podcasts