Vi anbefaler: 5 film du skal se i juleferien

Foto: Army of Thieves / Netflix

Juleferien er lige rundt om hjørnet og for de fleste betyder det velfortjent afslapning med de film, vi ikke når i hverdagen.

 

Kulde, julestress og julebagværk, der ligger tungt i maven giver en oplagt mulighed for at lægge sig på langs og få set de film, der kan være lidt for tunge, lange eller for den sags skyld lette til en travl hverdag, men som bestemt er et kig værd.

1917

Foto: Netflix

Streamingtjeneste: Netflix

Sam Mendes’ Oscarvindende krigsfilm 1917 ligger med sine 114 minutter lige nu klar til dig på Netflix. Det er filmsymfoni, når rollebesætning, instruktør, (skjult) klipning og visuelle effekter går op i en højere enhed som her. Det er de tunge drenge, der er er hevet ind til denne mission impossible krigsfilm. Colin Firth (The King’s Speech, Kingsman, Bridget Jones), Dean-Charles Chapman (Game of Thrones, The King), George MacKay (Captain Fantastic, Peter Pan), Andrew Scott (The Hot Priest, if you know, you know), Benedict Cumberbatch (Doctor Strange, The Imitation Game) og MANGE andre virkelig dygtige mandfolk.

Dean-Charles Chapman spiller soldaten Blake og George MacKay soldaten Schofield, og sammen danner de makkerparret, der under Første Verdenskrig bliver sendt afsted på en nærmest umulig mission. De skal krydse fjendens territorie for at videregive information, som er altafgørende for tusindvis af britiske soldaters liv. Blandt de mange soldater i den anden militære enhed, som de skal forsøge at redde fra den tyske fælde, er Blakes bror, hvilket gør opgaven endnu mere ængstelig og personlig. Tusindvis af liv er nu i deres hænder inklusive Blakes egen bror. 

Army of Thieves

Foto: Netflix

Streamingtjeneste: Netflix

Et af de få højdepunkter fra Zack Snyders film Army of the Dead er Ludwig Dieter spillet af tyske Matthias Schweighöfer. I denne film, Army of Thieves, er han ikke blot hovedrolleindehaver men også instruktør. Filmen er foreløber til Army of the Dead og har lige akkurat nul zombier men masser af heist-humor. For mens verden er optaget af zombie-apokalypsen, danser musene, eller røverne, på bordet – eller mere præcist i de topsikrede bankbokse.

Efter at have vundet en pengeskabsåbnings-konkurrence (what a word!) bliver Dieter rekrutteret af en mystisk kvinde, Gwendoline, spillet af Nathalie Emmanuel (Game of Thrones), til at bryde ind i tre forskellige pengeskabe rundt om i Europa. Men på vaskeægte heist-film-manér betyder det, at et team af skæve personligheder, der sammen skal gøre det umulige muligt, samles. Med masser af ironi, klicheer, humor og action bliver Army of Thieves ganske underholdende og et dejligt break i en ellers til tider højtidelig filmverden.

The Revenant

Foto: Netflix

Streamingtjeneste: Netflix

Har du tid og overskud i din juleferie til at fordybe dig i lidt af en tidslomme, så gør det sammen med Leonardo DiCaprio og Tom Hardy. The Revenant er absurd lang med sine 156 minutter, men de er alle 156 nødvendige for at fordybe sig i et tidsbillede som pelsjæger i 1820’ernes sneklædte ødemark i Missouri. Med sit vidunderlige flotte landskab burde The Revenant være blevet set i biografen på et stort lærred, men får vi en flot hvid juleferie, kan det bestemt også noget at være sneet inde til den film hjemme på sofaen.

Leonardo DiCaprio spiller en hævntørstig pelsjæger, der bliver overladt til den visse død af holdet af jægere, han er på opdagelse med. For at overleve må han tage vanvittige overlevelsesteknikker i brug. Filmen er nænsom i sit lange monotone udtryk men brutal og rå i dens portræt af naturen mod mennesket. Hvis ikke rollen, der sikrede DiCaprio hans første Oscar, kan lokke dig, så kan scener som decideret slåskamp med en bjørn eller en hests udhulede krop som skjulested måske?

Hvis du er klar på fordybelse og at give dig hen til et flot og langt projekt, som The Revenant er, er det i ferien, du skal få det gjort, inden hverdagen igen kalder.

A Beautiful Day in the Neighborhood

Foto: Netflix

Streamingtjeneste: Netflix

Trænger din juleferie til lidt mere hjertevarme og feel good stemning, er A Beautiful Day in the Neighbourhood måske noget for dig. Filmen, med altid rare Tom Hanks i hovedrollen, handler om det amerikanske tv-ikon Fred Rogers. Fred who? tænker du måske. Men frygt ej, filmen kan sagtens ses og nydes uden det store kendskab til børneværten fra programmet Mister Rogers’ Neighbourhood. Programmet, som Fred Rogers var vært for, blev sendt på tv fra 1968 til 2001 og havde derfor, sammen med Fred Rogers, en stor plads i de amerikanske børns bevidsthed.

Filmen er baseret på en artikel om selvsamme vært. Da en kynisk journalist, spillet af Matthew Rhys (The Americans), bliver pålagt en opgave om at skrive et portræt af Fred Rogers, går han til opgaven med intentioner om at komme om bag facaden på det empatiske og rare menneske, som Fred Rogers tilsyneladende er. For kan det virkelig passe, man kan være så rar, folkelig og empatisk? Where’s the poop, Rogers? (En How I Met Your Mother-reference, værsgo) Men i forsøget må han erkende, at det ikke er Rogers, den er gal med men ham selv. Filmen portrætterer et virkelig fint venskab, der opstår, da de to modsætninger mødes. En rigtig rar film at svøbe sig ind i i vinterkulden.

Last Christmas

Foto: Netflix

Streamingtjeneste: Netflix

Må det godt blive lidt let og julet i din ferie? Så nyd den med underskønne mother of dragons, breaker of chains, Emilia Clark. Og, ej at forglemme, søde Henry Golding (Crazy Rich Asians). Hvis du er så absolut lidt julet som undertegnede, så prøv alligevel Last Christmas, hvor Clark charmer julen ind på dig som kynisk butiksalf til tonerne af Wham’s Last Christmas. Oooookay, du må indrømme modvilligt, det er jo hyggeligt! Hvis ikke det var nok, er højt humør i kropsform af Peter Mygind og Emma Thompson er også med for en stund. 

Men holdt, stop, vent, når du er allermest faldet for julehyggen, bang!, hit by a bus (Friends-reference, værsgo), så rammer virkeligheden, som selvfølgelig ikke er så dødcharmerende som klassiske kærligheds-/julefilm. Frem med lommetørklædet. Det bliver trist men også dejlig pladderromantisk og corny til sidst, præcis som det skal være. 

 

Læs også: Tiden Værd: De bedste film og serier i 2021

Læs også5 filminstruktører der er tiden værd

 

Total
126
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like