Vi Elsker Streaming anbefaler: 5 film, du skal se i april 2023

Seven Kings Must Die anmeldelse
Alexander Dreymon som Uhtred, Arnas Fedaravicius som Sihtric og Mark Rowley som Finan i ‘Seven Kings Must Die’ / Foto: Netflix

Vi skriver april, og der er nok film at se frem til. Alt fra surrealistiske gysere til historiske dramaer og storslået action.

I april kommer der både godter på streaming og i biografen, så hvor skal man næsten starte? Her er vores bud på 5 film, du skal se i april 2023.

Camino

Viaplay er klar med deres første originale danske spillefilm, Camino. Med Lars Brygmann og Danica Curcic i hovedrollerne og Birgitte Stærmose i instruktørstolen lover Camino både latter og tårer.

Regitze (Danica Curcic) er i starten af 30’erne. Modgang lader til at være hendes konstante følgesvend. Intet arbejde, ingen kæreste, ordblind (hvilket ikke er godt, når man er opvokset i et akademikerhjem), og så er hendes mor lige død. Regitze venter dog barn, hvilket umiddelbart er en hemmelighed, hun holder for sig selv.

Morens sidste ønske er, at Regitze skal gå Caminoen sammen med sin far (Lars Brygmann). Hun har dog ikke det bedste forhold med sin far. Faktisk har hun ikke haft kontakt med ham i en længere periode.

260 kilometer i den spanske varme med morgenkvalme er slemt nok for Regitze, men sammen med sin irriterende far giver Camino både anledning til svirpende kommentarer fra en vrissen Lars Brygmann og hårdt familiedrama.

Camino har premiere på Viaplay 5. april.

Seven Kings Must Die

Året er 924. Edvard den Ældre er død, og England står uden konge. Seven Kings Must Die er en efterfølger til den populære serie The Last Kingdom, og flere af skuespillerne vender tilbage til denne film.

Efter kongens død begynder en stor magtkamp mellem mulige arvinger og udenlandske invasionsstyrker om kronen og retten til at lede landet. Uhtred (Alexander Dreymon) skal samle sine gamle følgesvende og tage ud på en stor rejse, i et forsøg på at samle et splittet England.

Store slag skal slås, og om noget så ser det ud til, at Seven Kings Must Die kommer til at have nogle storslåede actionscener med sværd og skjolde.

Seven Kings Must Die har premiere på Netflix 14. april.

Viften

I 1848 på De Vestindiske Øer er livet godt. I hvert fald for nogle dele af befolkningen. Viften er den nye film fra Frederikke Aspöck, der før har haft succes med fængselsdramakomedien De frivillige.

Som du måske kan gætte ud fra filmens placering i tid og sted, så omhandler den et af de mindre kønne tidspunkter i Danmarks historie. Vi følger to kvinder, der på trods af, at de deler mørk hudfarve, lever to meget forskellige liv. Den ene bor som fri kvinde hos generalguvernør Peter von Scholten. Den anden bor vistnok under samme tag, men som slave.

Med en blanding af alvorligt drama og dyster komik har filmen ifølge instruktøren til mål, at den ”vender den danske kolonihistorie på hovedet og udfordrer Danmarks romantiserede selvbillede.”

Viften har premiere i landets biografer 20. april.

Beau is Afraid

Ari Aster, manden bag gyserfilmene Midsommar og Hereditary, er tilbage med filmen Beau is Afraid. En surrealistisk gyserkomedie med Joaquin Phoenix i hovedrollen som den titulære Beau.

Den angstramte Beau tager på, hvad der i hvert fald for ham virker som en storslået rejse hjem til sin mor, hvor han kommer til at konfrontere sin største frygt på vejen.

Det lyder som en simpel præmis, men den er nok alt andet end simpel. Ord kan næsten ikke forklare det, og traileren giver et bedre indblik i filmen, end nogle få sætninger nogensinde ville kunne. Om noget, så ser den visuelt interessant ud, og Joaquin Phoenix kan man jo efterhånden ikke rigtig gå galt med.

Beau is Afraid har premiere i landets biografer 20. april.

Peter Pan & Wendy

Endnu en gang bliver en af Disneys animationsklassikere filmatiseret med virkelige mennesker. Denne gang er det Peter Pan og Wendy, der står for skud.

Peter Pan & Wendy følger Wendy Darling (Ever Anderson), der frygter at forlade sit barndomshjem, indtil hun møder Peter Pan (Alexander Molony), en dreng, der nægter at blive voksen. Sammen med sin fe, Klokkeblomst (Yara Shahidi), tager Peter Pan Wendy og hendes brødre med til Ønskeøen, hvor man aldrig bliver voksen.

Det er dog ikke guld og grønne skove, for selvom Ønskeøen er et fantastisk sted, er den ikke uden farer. Navnlig den onde Kaptajn Klo, der i denne film bliver spillet af Jude Law, står klar til at skabe ballade. Du kender formodentlig historien, men du har nok ikke set den blive fortalt på denne måde før.

Peter Pan & Wendy har premiere på Disney+ 28. april.

LÆS OGSÅ: NEEEEJ!: 5 af filmhistoriens mest hjerteskærende dødsfald

LÆS OGSÅ: 10 klassiske film fra IMDbs top 100, du skal se, før du dør 

LÆS OGSÅ: 10 klassiske film fra 80’erne, vi ikke glemmer

Total
0
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like