Vi Elsker Streaming anbefaler: 5 film, du skal se i maj 2023

STILL: A Michael J. Fox Movie anmeldelse
‘STILL: A Michael J. Fox Movie’ / Foto: Apple TV+

En ny måned med nye film. Alt fra rørende tilbageblik til de nyeste storfilm. Her er 5 film, du skal se i maj.

Der er nok at se frem til denne maj. Fra Guardians of the Galaxys svanesang til en rørende dokumentar om skuespilleren Michael J. Fox.

STILL: A Michael J. Fox Movie

Blomsterbørns børn, Spin City og Tilbage til fremtiden. Tilbage i 1990 var skuespilleren Michael J. Fox et navn som de fleste kendte og elskede. Der lod ikke til at være grænser for, hvad han kunne gøre karrieremæssigt, men det ændrede sig, da han i en alder af 29 blev diagnosticeret med Parkinsons.

Det førte til et noget andet liv, end han havde forestillet sig. Livsglæden og optimismen forsvandt dog ikke, og han er i dag en af de største fortalere for forskning i Parkinsons, og STILL: A Michael J. Fox Movie er også præsenteret i samarbejde med The Parkinson Association.

Han skjulte sygdommen for verden igennem flere år, og nu taler han åbent ud om, hvad sygdommen har betydet for ham igennem en række interviews, hjemmevideoer, rekonstrueringer og karrierehøjdepunkter.

STILL: A Michael J. Fox Movie har premiere på Apple TV+ 12. maj.

Anna Nicole Smith: You Don’t Know Me

Vickie Lynn Hogan, bedre kendt under sit kunstnernavn Anna Nicole Smith fik stjernestatus, da hun i 1992 blev kåret som ’Playmate of the Year’ i det erotiske magasin Playboy. Hun medvirkede også i en del film og serier, men skuespilkarrieren tog dog aldrig fart.

Som realitystjerne fandt hun dog succes, men gennem flere skandaler og pga. misbrug døde hun i 2007 som følge af en pille overdosis. Dokumentaren Anna Nicole Smith: You Don’t Know Me dykker ned i hendes karriere og liv.

Nu med adgang til optagelser, der aldrig før er blevet set, hjemmevideoer og interviews med personer tæt på modellen, der aldrig før har udtalt sig, giver Anna Nicole Smith: You Don’t Know Me ny indsigt i den populære kvinde, som ingen virkelig kendte.

Anna Nicole Smith: You Don’t Know Me har premiere på Netflix 16. maj.

Guardians of the Galaxy Vol. 3

Guardians of the Galaxy er tilbage i deres tredje soloeventyr, og for mange på holdet er det deres sidste rejse. Den sidste tur er særdeles følelsesladet for Rocket.

Imens The Guardians prøver tilpasse sig livet på et frit Knowhere, dukker en mand fra Rockets fortid op og skaber problemer for vores venner. Han er ’The High Evolutionary’, en gal videnskabsmand, der gensplejser på livet løs for at skabe ’Det perfekte samfund’. Peter befinder i mellemtiden i en mild depression, da Gamora fra fortiden ikke nærer de samme følelser for ham, som den gamle Gamora gjorde.

En eksplosiv finale til det elskede hold superhelte lukker endnu et kapitel i MCU, da både Zoe Saldaña og Dave Bautista har fortalt, at det er sidste gang, de spiller henholdsvis Gamora og Drax.

Guardians of the Galaxy Vol. 3 har premiere i landets biografer 3. maj.

White Men Can’t Jump

White Men Can’t Jump er genindspilningen af filmen med samme navn fra 1992 med Wesley Snipes og Woody Harrelson. Historien er den samme, men omstændighederne er anderledes.

Denne nye film har rapstjernen Jack Harlow i rollen som Jeremy, en tidligere stjerne, der fik en skade, som stoppede hans karriere alt for tidligt. I modparten ser vi Sinqua Walls som Kamal. En spiller med stort potentiale, der dog satte sin ene fod foran den anden og selv fik sat en stopper for sin karriere.

De har mange bolde i luften. Skrøbelige personlige forhold, tomme pengepunge og kampe i deres eget indre. De to spillere vælger at arbejde sammen, på trods af alle deres forskelle, for at udleve deres basketdrømme.

White Men Can’t Jump får premiere på Disney+ 19. maj.

The Little Mermaid

Disneys nyeste genindspilning af en af deres gamle klassikere kommer i form af Den lille havfrue.

Historien, som du nok kender, går på havfruen Ariel, der drømmer om verden over havets overflade til trods for kong Tritons protester. Ariel indgår en aftale med havheksen Ursula om at blive menneske, men hun skal modtage et kærlighedskys inden for tre dage, ellers bliver hun Ursulas slave. Der er dog en hage. Indtil hun får sit kærlighedskys, har hun ingen stemme.

Hvis du vil tage børnene med ind og se den nyeste iteration af Ariel og co., så hav in mente, at hvor den originale film har en stram spilletid på en time og 23 minutter, så er genindspilningen blevet polstret med tre kvarter og har en spilletid på to timer og 15 minutter.

The Little Mermaid har premiere i landets biografer 25. maj.

LÆS OGSÅ: ANN’befalinger: 5 koreanske film, der er værd at se

LÆS OGSÅ: 5 af de bedste film om film

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Beau is Afraid’ er et 3 timer langt psyko-trip

Total
0
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like