Zombiefilm: De bedste, værste og sjoveste

Foto: Paramount Pictures

Der er sindssygt mange zombie-film ude i æteren, som enten er hamrende gode eller hamrende dårlige.

Faktisk er der lavet så mange, at en liste med alle zombiefilm ville blive uendelig lang.

I stedet kommer her en liste med mine absolut bedste og værste zombiefilm, streamingtjeneste samt en lille gore-score (blodighedsniveauet), så I ved, hvad I går ind til – i hvert fald, når det kommer til blod, indvolde og hjerner.

De bedste zombiefilm

28 dage senere (og 28 uger senere)

Foto: Sundance/WireImage

Streamingtjeneste: Blockbuster
Gore-score: 4 ud af 10
Sprog: Engelsk
Medvirkende: Cillian Murphy, Naomie Harris, Brendan Gleeson m.fl.

Den klassiske og en af de absolut bedste zombiefilm, der er lavet. Den er dyster, forfærdelig og helt eminent lavet.

Et cykelbud vågner af koma til et forladt og ødelagt hospital. Verden er kollapset omkring ham, og han er alene i Londons forladte gader – ret hurtigt opdager han dog, at han rent faktisk ikke er alene, men at han er i fare for de meget vrede, hurtige og frådende mennesker, der er blevet ramt af en virus. Det er en film om overlevelse og tiltro til mennesker, og den er fantastisk. Soundtracket alene er værd at se filmen for!

Derudover er efterfølgeren, 28 uger senere, også værd at se – for pokker, den er også god! Her følger man en far, der bliver ramt af virussen i et ellers lukket samfund, der forsøger at komme tilbage til hverdagen igen. Det skaber en helt ny bølge af kaos, panik og hurtige zombier.

Train to Busan

Foto: Youtube

Streamingtjeneste: Amazon Prime Video, Blockbuster
Gore-score: 6 ud af 10
Sprog: Koreansk
Medvirkende: Yoo Gong, Su-An Kim, Yumi Jung m.fl.

En af de nyere og fuldstændigt eminente zombiefilm er Train to Busan. Den er fra 2017, og den koreanske film er fyldt med menneskelige, moralske og etiske dilemmaer, kampen for overlevelse og kampen for en far, der forsøger at holde sin datter i sikkerhed.

Det er en overraskende dyb og kærlig fortælling midt i zombier og blodsudgydelser, der faktisk hiver lidt i hjertet undervejs.

Den er voldsomt smukt spillet og instrueret og har en helt igennem flot pace, der bare holder en på tåspidserne, fordi der sker så meget hele tiden. Det er faktisk en af de bedste zombiefilm, jeg har set længe, og den holder 1.000.000 procent!

Maggie

Foto: Roadside Attractions

Streamingtjeneste: Blockbuster
Gore-Score: 2 ud af 10
Sprog: Engelsk
Medvirkende: Arnold Schwarzenegger, Abigail Breslin, Joely Richardson m.fl.

Okay, når man ser navnet Arnold Schwarzenegger tænker man med det samme, at det betyder blod, action og klichéfyldte manuskripter, men han tager faktisk en helt anden rolle i Maggie.

I filmen er verden underlagt restriktioner og udgangsforbud, da en bizar virus truer menneskeheden – det er en zombievirus, der langsomt overtager en persons krop og sind, indtil det eneste, de vil, er at spise … råt kød. En ung kvinde, Maggie, der bor med sin far, stedmor og stedsøskende bliver bidt af en med virussen, og herfra følger man hendes langsomme, men sikre nedgang ind i virussen. Hendes far, der forsøger at redde hende eller gøre hendes sidste uger bekvemmelige (hr. Schwarzenegger i skovmandsskjorte, by the way) og samtidigt sørge over sin datter, han langsomt mister.

Det er en helt vild flot sammenskruet fortælling om at blive en zombie, og Schwarzeneggers meget rolige, ikke-action-mand rolle er overraskende dyb og ærlig, og det er en sørgelig og hjerteskærende film – den skal absolut ses!

De sjove

Overlord

Foto: Paramount Pictures

Streamingtjeneste: Blockbuster, Viaplay
Gore-score: 10 ud af 10
Sprog: engelsk, fransk
Medvirkende: Wyatt Russell, Pilou Asbæk, Jacob Andersson m.fl.

Hvis du har brug for spandevis, ja litervis, af blod, indvolde og eksplosioner, så skal du se Overlord! Lige før D-dag lander et hold faldskærmstropper bag fjendens linjer, efter deres fly blev skudt ned.

De fleste dør på vejen ned eller blev skudt af tyske soldater på vejen, men de få overlevende påbegynder deres originale mission: tilintetgøre et tysk radiotårn i en lille by i Normadiet. Hvad de ikke ved er, at landsbyen, de er landet i, ikke kun er besat af nazister, men også bliver brugt som forsøgsdyr for nazisternes sindssyge eksperimenter.

Hvis du nyder at se Pilou Asbæk i en overdrevet ond villian-rolle, så er Overlord skabt til dig. Den har den helt rigtige mængde zombie-stil, blod, pistoler, geværer og et fuldstændigt sindssygt plot, der bare skal ses!

Shaun of the Dead

Foto: Rogue Pictures

Streamingtjeneste: Amazon Prime Video
Gore-score: 4 ud af 10
Sprog: Engelsk
Medvirkende: Simon Pegg, Nick Frost, Bill Nighy m.fl.

Det er efterhånden blevet en klassisk zombiefilm, når det kommer til humor-skalaen. De to dødbidere, Shaun og Ed, lever deres liv dag til dag. Shaun arbejder i et tomt job i en elektronikforretning, mens Ed sidder på deres sofa og sælger tjald til ungdommen.

Derudover går de fast på pubben. Shauns kæreste slår op med ham, dagen før zombierne kommer, og Shaun bestemmer sig for at forsøge at redde sin ekskæreste (og vise hende, at han stadig kan noget udover at drikke øl), sin mor (og stedfar, meget mod hans vilje) og at redde dagen.

Det er dog svært, når man hverken har våben, kendskab til at slå zombier ihjel og også har tømmermænd!

Warm bodies

Foto: Jan Thijs/Summit Entertainment

Streamingtjeneste: Blockbuster
Gore-score: 0 ud af 10
Sprog: Engelsk
Medvirkende: Nicholas Hoult, Teresa Palmer, Analeigh Tipton m.fl.

En virus har gjort næsten hele verden til tomhjernede, langsomme kannibaler, og de overlevende beskytter sig bag en meget høj mur. På en tur for at finde fornødenheder bliver en gruppe overlevende overrendt og angrebet af en gruppe zombier, men Julie bliver reddet i sidste øjeblik af en zombie.

Han er anderledes end de andre og kan tilmed endda snakke lidt – han husker kun at hans navn begyndte med R, og derfra begynder et ret underligt venskab – og kærlighedsforhold – at blomstre, samtidigt med at R begynder at huske og kunne mere og mere.

Det er som sådan ikke en zombiefilm som vi kender den, for der er nærmest ikke noget blod og indvolde, men det er en smuk og sjov fortælling om, hvordan man kommer tilbage fra zombielivet og tiltro på mennesker.

De dårlige

Land of the Dead

Foto: Universal Pictures

Streamingtjeneste: Blockbuster
Gore-score: 3 ud af 10
Sprog: engelsk
Medvirkende: Simon Baker, John Leguizamo, Dennis Hopper m.fl.

Det er nok en af de film, der har irriteret mig allermest, når det kommer til zombiefilm. Jeg ELSKER George A. Romeros film normalt, men denne genindspilning kan jeg nærmest ikke døje.

De levende døde strejfer rundt over alt, og de overlevende forsøger at føre et normalt liv bag høje og tykke mure. Dog er de levende døde ved at gruppere sig og har endda fået sig en leder (Big Daddy), som de overlevende skal forsøge at beskytte sig imod. Jeg hader den film. Inderligt. Der er nærmest et regelsæt, når det kommer til zombier, og en af reglerne er, at de IKKE kan kommunikere med hinanden, og de har på ingen måde hjernekapacitet til at lave fælder (!??!) mod mennesker, der går dem imod.

Det er i grunden en okay film, hvis man kan fjerne alt, hvad der hedder logik og zombieviden fra hjernen.

Army of the Dead

Foto: Clay Enos/Netflix

Streamingtjeneste: Netflix
Gore-score: 5 ud af 10
Sprog: Engelsk
Medvirkende: Dave Bautista, Ella Purnell, Omari Hardwick m.fl.

For helvede, hvor er det dog meget langt fra en zombiefilm. Der er elementer af zombiefilm, men det er på ingen måde en rigtig en af slagsen, og den er næsten umulig at komme igennem, hvis du kan lide zombiefilm.

Efter et stort zombie-udbrud i Las Vegas bliver en gruppe hyrede lejemordere sendt på en opgave; hent en masse (som i flere millioner) penge fra et meget aflåst skab, i en meget beskyttet kælder, i et meget zombieoverrendt hotel. De har begrænset tid, fordi militæret vil sprænge hele las Vegas i luften.

Det er det. Hele præmissen. Så er der så blevet tilføjet zombie-royale, noget med zombie-alfaer, zombier, der elsker hinanden (huuuuh???) og zombier med nippletassels. Den er elendig, og de fleste ville nok ikke betegne den her som en zombiefilm.

Diary of the Dead

Foto: Universal Studios

Streamingtjeneste: Ikke tilgængelig
Gore-score: 2 ud af 10
Sprog: Engelsk
Medvirkende: Michelle Morgan, Shawn Roberts, Joshua Close m.fl.

Endnu et Romero-remake, endnu et flop.

Den originale er ret fed på dens egen 70’er-måde, men remaket er altså ikke liiiiiige på toppen. En gruppe filmstuderende, der er i gang med at lave deres egen low-budget gyserfilm, løber ind i deres helt egen gyser – de bliver nemlig overrumplet af ægte zombier.

Det lyder egentligt fint nok, men F*CK, den er skidt. Effekterne er okay, men skuespillet, manuskript og alt det andet sejler. Men altså, hvis du kan lide B-film, halvdårligt skuespil og zombie-lignende ting, så er det vel en film for dig!

Andre nævneværdige zombiefilm:

Gode:                                                                    

The Girl with All the Gifts (Netflix)                  

Cargo (Netflix)                                                    

Dead Snow (Amazon Prime Video)               

Zombieland (Netflix, Viaplay)                      

Life after Beth (Viaplay, Blockbuster)

The Crazies (Blockbuster)

Mulberry Street

Pride and Prejudice and Zombies (Blockbuster)

Dårlige:

World War Z (Viaplay)

Quarantine 2: terminal

Zombiestrippers (Blockbuster)

LÆS OGSÅ: Film & seriequiz til hyggelige stunder

LÆS OGSÅ: Bille August instruerer ny Netflix-film baseret på Karen Blixen-novelle

LÆS OGSÅ: Fra ‘True Grit’ til ‘Poltergeist’: 5 gode og 5 dårlige film genindspilninger

Total
1
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like